Herman er en kage, som du deler med dine venner eller familie. Kage er en glædesspreder, og det er skønt at kunne gøre noget for ens nærmeste, nu hvor vi er adskilt.

Du laver dejen (Herman) ved at følge opskriften neden under, deler den op og stiller den på dørtrinnet hos personen, du synes skal være med i solidaritetskæden. Sammen med dejen, lægger du opskriften og pasningsvejledningen til Herman (og evt. en lille solidaritetshilsen).

Tag evt. et billede af, at du har lavet Herman og del dette på de sociale medier med hashtagget #solidaritetsherman. Lad os bage kager sammen, hver for sig. Og vise hinanden at vi tænker på hinanden!

Opskrift og pasning af Herman

Du starter Herman med:

  •        1 dl kærnemælk
  •        2 ½ dl mel
  •        1 klump gær på str. med en ært

Lad Herman stå i 3 dage, i sin skål/bøtte/beholder et lunt sted og rør i ham 2-3 gange dagligt. Start herefter op nedenstående plan fra dag 1.

Skulle du have hvedesurdej i forvejen, skal du blot bruge 6 dl af denne.

ADVARSEL: Hvis Herman ikke bobler, er han død!

Herman er en naturligt gærende kage, derfor er det vigtigt, at surdejen ikke bliver sat i køleskabet. Herman trives bedst i stuetemperatur (20-21 grader), så skulle det gå hen og blive meget varmt, er det en god idé at sætte ham ind i et køligt rum. Herman skal stå uden låg på, skal stå i lyset og når du rører i ham, skal du huske at skrabe kanterne.

Dag 1: Du får/laver Herman

Dag 2: Rør i Herman 2-3 gange om dagen

Dag 3: Rør i Herman 2-3 gange om dagen

Dag 4: Herman er sulten.
Giv ham:
                       2 dl mælk
                       2 dl hvedemel
                       2 ½ dl sukker

Dag 5: Rør i Herman 2-3 gange om dagen

Dag 6: Rør i Herman 2-3 gange om dagen

Dag 7: Rør i Herman 2-3 gange om dagen

Dag 8: Rør i Herman 2-3 gange om dagen

Dag 9: Herman er sulten.
Giv ham:
                       2 dl mælk
                       2 dl hvedemel
                       2 ½ dl sukker

Du deler nu Herman i 5 lige store dele og giver ham til 4 af dine venner, bekendte eller en nabo.

Dag 10: Herman er sulten igen. Pisk disse ingredienser sammen:
                       ½ dl smagsneutral olie (f.eks. solsikke- eller vindrueolie)
                       2 ½ dl sukker
                       3 æg

Og tilsæt herefter dette sammen med:

                        3 ½ dl hvedemel 
                        2 tsk bagepulver
                        1 tsk salt
                        100 g nødder efter eget valg
                        100 g mørk chokolade (bland evt. også lidt hvid chokolade i)
                         2 revne æbler
                         2 tsk kanel 

Rør alt sammen og hæld Herman i en stor rund form, ca. 26-28 cm i diameter.

Stil ham på nederste rille i ovnen og bag ham 35-45 minutter ved 175 grader.

Pas godt på Herman – og god fornøjelse!!