Her er vores bud på en top ti over de bedste bøger om racisme og diskrimination, fra skønlitteraturen og faglitteraturen.
De er til din inspiration og til din indre aktivist! God læsning!
Nonfiktion
1. ‘Why I’m No Longer Talking to White People About Race’ af Reni Eddo Lodge.
I 2014 postede prisvindende journalist Reni Eddo Lodge et indlæg på sin blog, om hvor træt det gjorde hende, at diskussionen omkring race og racisme blev dikteret af dem, som ikke var påvirket af det. Hun gav indlægget titlen ‘Why I’m No Longer Talking to White People About Race’ og det gik viralt. Hun var ikke den eneste med disse tanker. Det udviklede sig til denne bog; et wake-up call, og en essentiel håndbog for enhver der vil forstå race.
2. ‘Me And White Supremacy’ af Layla Saad
Layla Saad igangsatte en Instagram-challenge under hashtagget #MeAndWhiteSupremacy, hvor hun bad alle om at dele eksempler på ubevidste og bevidste racistiske tanker og handlinger. Samtidig udgav hun en arbejdsbog, kaldet ”Me and White Supremacy,” som kunne downloades. Bogversionen er opdateret og forlænget, og er en god guide til at komme af med den indbyggede racisme vi går rundt med, så vi alle kan blive bedre.
3. ‘Emma Gad for hvide : en terapeutisk guidebog’ af Anna Neye.
I denne satiriske guidebog fortæller komiker og manuskriptforfatter Anna Neye den hvide dansker, hvilket ben de skal stå på i denne multikulturelle verden. Der er alt fra meditationsøvelser til fortællinger om slaveri, og selvom man måske bliver meget forvirret før man bliver klogere, så får den én til at tænke sig om. En alvorlig og underholdende bog på samme tid.
4. ‘So You Want To Talk About Race’ af Ijeoma Oluo
I denne bog diskuteres en lang række nutidige problemstillinger på en tilgængelig måde, og vi kommer godt omkring; der tales både om mikroaggressioner, BLM-bevægelsen, priviliger og politivold. Der bliver svaret på spørgsmål, man ikke tør stille, og koncepter, som kan synes komplicerede, forklares så de forstås.
5. ‘Hvor taler du flot dansk!’ af Abdel Aziz Mahmoud
Abdel Aziz Mahmoud er muslimsk flygtning, og har boet i Danmark i over 30 år. I denne bog sætter han fokus på alt fra sin mors desperate forsøg på at lære de danske naboer at kende til det tragikomiske i konstant at blive rost for hvor flot dansk han snakker. Bogen er humoristisk og meget personlig, og som læser bliver man meget rørt af fortællingen om en dreng, der bare gerne vil passe ind i danskernes fællesskab.
Fiktion
1. ‘The Hate U Give’ af Angie Thomas
16-årige Starr er en ung sort kvinde, og på vej hjem fra en fest, er hun eneste vidne til, at hendes ven Khalil bliver skudt og dræbt af en hvid politimand. Hun skal pludselig beslutte sig for, om hun vil stå frem i medierne og fortælle den rigtige historie, og på den måde og bringe sin familie i fare, eller om hun vil forblive et anonymt vidne, og lade politiet og medierne dreje historien til deres fordel. Det er en hjerteskærende, øjenåbnende roman, som fortæller den vigtige historie om politivold og racisme i USA gennem en ung kvindes øjne.
2. ‘Dræb ikke en sangfugl’ af Harper Lee
Denne Pulitzer-prisvindende roman fokuserer på retssagen mod en afroamerikansk mand, der med urette anklages for at voldtage en hvid kvinde. Han forsvares af fortællerens far, Atticus Finch – en karakter, der anerkendes for hans moralske integritet. Romanen bruges over hele verden til at lære om borgerrettigheder og historien om raceforhold i Amerika.
3. ’Farven lilla’ af Alice Walker
I denne Pulitzer Prize-vindende roman behandler Alice Walker temaer som race, køn, klasse og kærlighed. Den foregår de amerikanske Sydstater i 1930’erne, hvor racismen trivedes i fuldt flor. Især afroamerikanske kvinder var uden rettigheder, og det er deres historie Walker fortæller; dem som er underkastet systemet, og dem, som kæmper for et bedre liv. Det er en bog, som rører enhver der læser den.
4. ’Hidden Figures’ af Margot Lee Shetterly
Denne roman er baseret på den sande historie om hvordan fire afroamerikanske kvinder hjalp USA til at vinde rumkapløbet. Dorothy Vaughan, Mary Jackson, Katherine Johnson og Christine Darden var ansat som ”menneskelige computere” og udførte imponerende og avancerede matematiske udregninger uden brug af andre hjælpemidler end papir og blyant – men de blev stadig set ned på og behandlet respektløst. Det er en historie, som sætter tankerne i gang, og som fortæller om en kamp, der har gjort en forskel i dag.
5. ‘Blå blå øjne’ af Toni Morrison
Blå blå øjne er Toni Morrisons debut- og gennembrudsroman fra 1970. Den handler om 11-årige Pecola, der vokser op i de raceadskilte 1940’ere i USA. Hun er hadet af sorte og hvide, grim og uønsket. I sine drømme har hun blå, blå øjne – ligesom sin dukke. Den er lyshåret, hvid og blåøjet, og hun har den med sig overalt. Romanen er barsk og medrivende, og bestemt en oplevelse at læse.