Amnesty International turnerer landets gymnasier dette efterår med dialogskabende undervisning i menneskerettigheder, retten til at ytre sig og staters forpligtelse for at beskytte denne ret.

”Som gymnasieelev var det ekstremt spændende at have besøg af Amnesty på A-dag. Især fordi vi som klasse blev udfordret på vores personlige meninger om specifikke menneskerettighedsemner. Derudover fik vi mulighed for at skabe vores egen Amnesty Youth-gruppe, som vægter at sætte opmærksomhed på krænkelser af menneskerettigheder globalt. Gruppen fungerer både som et socialt sted for elever, der ønsker at gøre en forskel, men samtidigt også en gruppe som minder resten af skolen på, at vi stadig har meget at gøre, før vi har opnået vores globale verdensmål.”  Amalie Søderberg, Ikast-Brande Gymnaisum

Efterårets tema “Mennesker på flugt og racisme i Danmark”

Dette års workshop vil give en generel introduktion til menneskerettighederne, og derfra omhandle emnet mennesker på flugt. I disse år er et rekordstort antal mennesker tvunget til at forlade deres hjem. De flygter fra krig, forfølgelse og overgreb. Flygtninge søger mod lande, som kan garantere deres sikkerhed, og som kan tilbyde en fremtid for dem og deres familier. Men frem for at hjælpe mennesker på flugt, har verdens mest ressourcestærke lande – heriblandt Danmark – gjort hvad de kunne få at holde flygtningene ude. Dette er i hvert fald det generelle billede vi har set, indtil vi pludselig stod overfor en situation, hvor Ukrainere også måtte flygte fra et land i krig. Stater har hurtigt og beslutsomt budt ukrainske flygtninge velkommen og tilbudt dem beskyttelse, og det står i stærk kontrast til måden vi behandler flygtninge fra fx Syrien.

Eleverne vil i denne workshop blive taget igennem personlige beretninger fra mennesker, der betaler en høj pris for at søge beskyttelse og et liv i værdighed. Sammen med eleverne ønsker vi at tale om, hvorfor nogle flygtninge oplever at have flere rettigheder end andre, og om det bør være sådan. Desuden vil vi reflektere over de konsekvenser, som flygtningelivet kan føre med sig, heriblandt racisme. I workshoppen berører vi desuden staters forpligtelser og ansvar for at beskytte flygtninges rettigheder og går i dybden med, hvordan Amnesty arbejder for dette. Til sidst kommer vi også til at reflektere over, i hvilke situationer eleverne selv ville vælge at flygte, hvordan de ville håndtere de dilemmaer, som flygtningelivet medfører, og om de kender til, eller har været vidne til racisme og i så fald, hvordan man kan håndtere dette.

Med denne workshop kobler vide faglige tematikker, eleverne arbejder med på uddannelsen til relaterbare emner fra de unges egne hverdage.

Hvad er A-dag?

Amnesty-dag er en inddragende workshop, som sætter perspektiv på menneskerettighederne ved at gøre dem mere konkrete og forståelige for unge mennesker. Vi har fokus på dialog og viden om menneskerettigheder med udgangspunkt i emner, som er relevante og vedkommende for de unge. A-dag består af en generel introduktion til Amnestys arbejde og menneskerettighederne, og derudover et aktuelt tema, som er med til at belyse, hvorfor menneskerettighederne stadig er vigtige at inddrage i elevernes undervisning og hverdag.

De unge bliver inddraget aktivt i workshoppen, som fokuserer på, hvordan de selv kan spille en aktiv rolle som samfundsborgere og være med til at udfordre og ændre kultur og holdninger i deres omgivelser.

Vi er verdens største menneskerettighedsbevægelse, og i Danmark har vi 15 års erfaring med undervisning og udvikling af undervisningsmateriale til unge. Sidste efterår var vi rundt på landets gymnasier med en to-moduls workshop – og nu er ansøgningsskemaet åbent for tilmeldinger til efteråret 2022.

Hvem er workshoppen for?

Workshoppen er struktureret som en fællestime for flere klasser på en gang, og derfor er antal elever normeret til ca. 60-120 elever. Det er skolen/lærerens ansvar at sørge for passende lokaler til antal tilmeldte klasser.

A-dag er målrettet fællestimer for 1.g og 2.g.

Da den tager udgangspunkt i menneskerettigheder, er workshoppen særligt relevant for samfundsfagsklasser, hvor den fint supplerer faglige mål om at opnå faglig fordybelse, viden og kundskab inden for magtbegreber og demokratiopfattelser samt rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, herunder ligestilling mellem kønnene. Samt bidrage til at de på et fagligt grundlag kan argumentere sammenhængende og nuanceret for egne synspunkter og indgå i en faglig dialog.

Alle lærere og klasser, der synes at emnet er relevant for deres elever, er dog velkomne til at ansøge om at få A-dag ud på deres gymnasium.

Praktisk info

  • Varighed: ca. 2 timer
  • Tid: afholdes inden for tidsrummet 10-15 på udvalgte dage, se nedenstående ansøgningsskema
  • Workshoppen er gratis og Amnesty dækker transportomkostninger. Hvis I har mulighed for at sørge for frokost til facilitatorerne inden/efter workshoppen, tager de gladelig imod tilbuddet.
  • Der skal være brugbare lokaler til antallet af elever og tekniske faciliteter som inkluderer projektor, lærred e.l., højtalere, mikrofoner (hvis nødvendigt ift størrelsen af lokalet og antal deltagere)
  • Der skal være en lærer til stede for hver klasse, som har ansvar for, at der ikke er forstyrrelser

Opfølgning med eleverne

Efter A-dag tilbyder vi eleverne hjælp til at starte en Amnesty Youth-gruppe op på deres gymnasium, så de kan fortsætte med at arbejde videre med menneskerettigheder indenfor dette eller andre emner. Youth-grupperne er baseret på et fællesskab, hvor sammenhængskraften er en interesse for menneskerettigheder og kampen for retfærdighed. Netværket giver unge en følelse af fællesskab omkring en større sag, konkrete redskaber og kompetencer, viden om menneskerettigheder og en større forståelse for deres egne handlemuligheder i samfundet.

Derudover sender vi en lærerguide ud inden A-dag med ideer til, hvordan emnerne kan inddrages i et undervisningsforløb, og hvordan aktuelle problemstillinger indenfor menneskerettighederne kan kobles til jeres faglige målsætninger og aktuelle læreplaner.