Dødsdømt som 15-årig

Da Magai Matiop Ngong var 15 år, elskede han at løbe og synge. Magai gik i gymnasiet og håbede på, at han som voksen blev en, der hjalp andre mennesker. Men drømmene blev slået itu, da han i 2017 blev kendt skyldig i mord.

Under retssagen forsøgte Magai at forklare dommeren, at han kun var 15 år, og at det drab, han var anklaget for, var et uheld. 

Dommeren idømte ham dødsstraf. Magai skulle hænges. ”Det er slet ikke en god følelse at få at vide, at man skal dø …” fortæller Magai.

Magai fik ikke hjælp fra nogen advokat, hverken da han blev anholdt eller under den første retssag. Dommeren sagde, at han kunne skrive en appel og bede om at få annulleret sin dødsstraf. 

Først da Magai blev flyttet til et andet fængsel, fik han en advokat. Magai sidder nu to år senere på dødsgangen og venter stadig på, at appellen om, at dødsstraffen bliver trukket tilbage, går igennem.

Sidste år blev syv mennesker hængt i Sydsudan. En af dem var et barn ligesom Magai. Alligevel har han ikke mistet sit håb om at komme ud og fortsætte i skolen.