”Jeg har tidligere selv ført kampagner for Skriv for Liv-sager. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg selv ville være på den anden side af kampagnen,” fortæller Geraldine Chacón, som modtog tusindvis af breve, da hun sad fængslet for sit arbejde for menneskerettighederne.

25-årige Geraldine Chacón fra Venezuela og hendes mor, Natividad Chacón, er dybt taknemmelige for hvert et brev, de modtog, da Geraldine sad i fængsel fra februar til juni 2018. I alt modtog den unge aktivist over 29.000 solidaritetshilsner på de fire måneder, hun var fængslet.

Brevene har haft stor betydning for Geraldine. Hun fortæller, at den støtte, hun oplevede, var med til at give hende fornyet håb, glæde og et kærligt skub på de sværeste dage. Som hun siger:

“Et brev har magten til at forvandle en dårlig dag til en glad dag”.

Læs også: Skriv for Liv gjorde en forskel – også i 2018

Da Geraldine var ni år, drømte hun om at blive advokat. Som 14-årig stod hun i spidsen for den lokale ungdomsregering. Og på universitetet startede hun et netværk af Amnesty-aktivister, der kæmper for forandring i landet.

Denne passion inspirerede hende til at arbejde for en organisation, der uddanner unge mennesker i menneskerettigheder. Og i en årrække var hun aktivt med til at gøre en forskel for mange mennesker i de fattigste områder af Caracas.

Men den 1. februar 2018 blev Geraldine arresteret i sit hjem. Anklaget for at være medlem af en modstandsgruppe, der organiserer voldelige demonstrationer imod regeringen.

Efter at have været fængslet i fire måneder under kummerlige forhold blev Geraldine løsladt i juni 2018. Men hun må ikke forlade landet, og hendes sag er stadig åben. Hun kan når som helst blive fængslet igen.

Geraldines sag er et eksempel på, hvordan menneskerettighedsforkæmpere mange steder i verden bliver undertrykt. Amnesty vil fortsætte med at arbejde for, at regeringen i Venezuela lukker Geraldines sag, så hun betingelsesløst kan få sin frihed tilbage, og også frit kan forlade landet, hvis hun ønsker det.