Spørgsmål & svar om Ellebæk

I disse tider – under COVID-19 – er det ikke muligt at rejse fra Danmark til asylansøgernes oprindelseslande. Det betyder, at en af begrundelserne for at frihedsberøve: ” Vi frihedsberøver dem, så udlændingemyndighederne ved, hvor asylansøgerne er, og kan få fat i dem, hvis det pludselig bliver muligt at sende dem til hjemlandet” er uden bund i virkeligheden.

Realiteten er, at der ikke bliver udsendt én eneste afvist asylansøger for tiden – på grund af COVID-19. Begrundelsen for at frihedsberøve i Ellebæk er dermed uden bund i virkeligheden, og måneder lange frihedsberøvelser er dermed i realiteten tæt på at være retsstridige. Man bør ikke frihedsberøve afviste asylansøgere alene, fordi man kan, eller med henvisning til en på nuværende tidspunkt, teoretisk, ikke-realiseret situation.  

OGSÅ FØR COVID-19 var det et meget omstændeligt – ofte måneder langt – arbejde at få etableret aftaler med asylansøgernes hjemlandes myndigheder om at tage deres borgere tilbage. Myndighederne i ansøgernes hjemlande er ofte meget tøvende og langsommelige over for at tage deres borgere tilbage. Det ændrer en frihedsberøvelse under nedslidte, beskidte og uhumske forhold i Ellebæk ikke på.

Erfaringerne viser også, at de elendige forhold i Ellebæk belaster de frihedsberøvede betydeligt, men at mange alligevel ikke ønsker at rejse tilbage – trods de elendige forhold. Det kan der være mange forståelige grunde til. (Uanset om de ikke er asylberettigende).

Mange, som har fået afslag på asyl, frygter alligevel at vende tilbage til deres hjemland. Løsningen er ikke at gøre frihedsberøvelsen i Ellebæk så elendig og belastende som muligt.

Der er altid en menneskeretlig grænse for, hvor elendigt myndighederne må behandle folk på flugt. Det hjælper ikke, at myndighederne siger: ”Det er deres egen skyld, de kan jo bare rejse. Vi strammer skruen, til de giver op”. Overtrædes den menneskeretlige grænse, har vi gjort os skyldige i umenneskelig og nedværdigende behandling. Mens asylansøgerne er i Danmark, skal de være beskyttet af den grænse. Også selv om de ender med at blive udvist af Danmark.

Europarådets Torturkomité, som besøgte Danmark i 2019 og afgav rapport om besøget i januar 2020 rettede en hidtil uset stærk kritik af forholdene i Ellebæk, som komiteen fandt uacceptable. Komiteen sammenlignede i rapporten Danmark med lande, som vi traditionelt anser som problematiske i forhold til menneskerettigheder, frie domstole og ordentlige fængsler.

Sammenligningen bevægede et bredt spektrum af politikere til en blank afvisning af rapportens konklusioner. Det betød desværre, at den principielle diskussion af, hvornår ”motivationsfremmende foranstaltninger” i Ellebæk bliver til umenneskelig og nedværdigende behandling, ikke blev taget.  

Amnesty anser Europarådets torturkomite for at være en troværdig kilde. Komiteen er af Europarådets deltagende stater sat til at monitorere forhold for frihedsberøvede. Komiteen har besøgt Ellebæk og har således førstehåndsindtryk af forholdene. Det er ikke Amnestys egen rapport, og vi kan derfor i sagens natur ikke gå nærmere ind i en metodisk diskussion af de enkelte oplysninger.

Det er primært rapportens passager, hvor der nævnes påstande fra indsatte om overgreb og racistiske bemærkninger fra fængselspersonale, som er blevet kritiseret for at være udokumenterede. Amnesty Internationals appel omfatter ikke disse oplysninger (om overgreb mv.) Vores arbejde sætter fokus på bedre fysiske forhold og en bedre helbredsscreening for at sikre at psykisk og fysisk sårbare ikke frihedsberøves, hvis det kan skade deres helbred.  

Når det er sagt, må det antages, at den for Danmark usædvanligt skarpe kritik af forholdene i Ellebæk har medvirket til, at danske politikere for en stor dels vedkommende er mødtes i en fælles benægtelse af rapportens konklusioner. Særligt komiteens sammenligninger af Danmark med lande, som traditionelt krænker menneskerettighederne – herunder i deres fængselsvæsener – har desværre taget opmærksomheden fra de konkrete kritikpunkter vedrørende Ellebæk.

Nej. Frihedsberøvelsen af afviste asylansøgere, der ikke har begået noget kriminelt, skal være så kort som muligt og skal kun anvendes som sidste udvej.  

Det centrale spørgsmål er ikke, om Ellebæk skal lukkes, men at der sikres en ordentlig, anstændig og menneskelig behandling af frihedsberøvede udlændinge. Hvis man blot lukker Ellebæk og flytter de frihedsberøvede til et sted med lige så ringe forhold, så hjælper det ikke noget.

Psykisk sårbare personer eller selvmodstruede personer skal ikke sidde frihedsberøvet i Ellebæk. Man skal ikke frihedsberøve sårbare asylansøgere, herunder torturofre, gravide, fysisk og psykisk syge og ældre mennesker. En frihedsberøvelse af disse grupper kan i nogle tilfælde – i sig selv – udgøre umenneskelig og nedværdigende behandling. I værste fald kan det netop ende med selvmordsforsøg og risikoen for at det medfører nogle voldsomme angst – og depressionsreaktioner meget stor (Kilde psykiater Morten Ekstrøm.)

Hvis man – ud over den belastning, som frihedsberøvelsen i sig selv påfører den indsatte – tillægger den øgede belastning, som de elendige, nedslidte og uhygiejniske forhold udgør, vil det øge risikoen for umenneskelig og nedværdigende behandling.

Amnesty arbejder for, at asylansøgere ikke frihedsberøves, når de kommer til et andet land for at søge om asyl. Amnesty anbefaler, at fængsling af indvandrere og asylansøgere kun bruges, når alle andre alternativer er undersøgt og fundet uegnede/utilstrækkelige til opnåelse af det ønskede mål.

Asylansøgere bør aldrig fængsles med kriminelle personer. De skal behandles anstændigt, og de fysiske rammer bør leve op til internationale standarder. Sårbare personer må ikke fængsles. Længden af frihedsberøvelsen skal være så kort som muligt. 

En beslutning om frihedsberøvelse skal altid bygge på en individuel vurdering af personens baggrund og motiver i forhold til flugtrisikoen. Desuden skal det vurderes, om frihedsberøvelsen er en nødvendig, rimelig og proportional foranstaltning i forhold til det formål, som søges opnået. 

Myndighederne skal sikre, at enhver afgørelse om frihedsberøvelse af egen drift og med jævne mellemrum prøves ved en domstol for at vurdere, om den (fortsat) er lovlig, nødvendig og passende. Der skal samtidig ydes en nødvendig juridisk assistance til den pågældende person. 

I følge retningslinjer fra FN’s Flygtningehøjkommissariat bør asylansøgere kun frihedsberøves som allersidste udvej. Det vil sige, at asylansøgere ikke må frihedsberøves, hvis mindre indgribende foranstaltninger ville have været tilstrækkelige til at nå målet – at myndighederne ved, hvor de pågældende opholder sig.

Ifølge UNHCR bør torturoverlevere og andre personer, der har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold, ikke fængsles, idet de har brug for ekstra ’opmærksomhed’ – og fordi frihedsberøvelse opleves særligt belastende af personer, som har været udsat for fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb.

Hvis sårbare personer, såsom torturoverlevere, fysisk eller psykisk syge, ældre og gravide, frihedsberøves, bør en læge (undersøge om) sikre, at fængslingen ikke vil påvirke deres sundhed og velbefindende. Derudover bør de indsatte, som har specielt brug for lægehjælp, overflyttes til egnede faciliteter, der kan yde dem tilstrækkelig hjælp.  UNHCR anbefaler, at myndighederne tilbyder en medicinsk og psykologisk undersøgelse af de indsattes helbred, så hurtigt som muligt efter deres frihedsberøvelse og af kvalificeret sundhedspersonale.

Ifølge menneskerettighederne er der ikke et absolut forbud mod frihedsberøvelse. Men enhver fængsling skal være lovlig, rimelig og være proportional i forhold til, at det ønskede formål skal opnås.  Fængslingen skal anvendes som sidste udvej. Hver gang skal myndighederne/retten i Hillerød vurdere, om andre – mindre ingribende – foranstaltninger, såsom meldepligt, kunne være brugt i stedet for.

Myndighederne må ikke forskelsbehandle, når de fængsler; og fængslingen bør vare i så kort tid som muligt. Der skal tages særlige hensyn ved fængsling af sårbare grupper, da denne ellers kan være i strid med menneskerettighederne. 

Med henvisning til FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder og FN’s Flygtningekonvention anbefaler FNs Højkommissariat for Flygtninge som udgangspunkt, at asylansøgere ikke fængsles alene med henvisning til, at de mangler identitetspapirer. 

Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf (CPT) er oprettet for at overvåge overholdelsen af Europarådets ”Europæiske Konvention til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf”, som trådte i kraft i 1989. Den bygger på artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som fastslår, at ”Ingen må underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”.

Medlemmerne er uafhængige og uvildige eksperter med vidt forskellig baggrund, bl.a. jurister, læger, og specialister i fængsels- eller politiforhold. Konventionen kan læses her: https://rm.coe.int/16806dbb32

Komiteen besøger løbende steder i Europa, hvor personer frihedsberøves, for eksempel fængsler, institutioner for frihedsberøvede unge, politistationer, centre for tilbageholdte immigranter og psykiatriske hospitaler. Som udgangspunkt besøges de enkelte stater hvert 4. år. Efter hvert besøg fremsendes en detaljeret rapport til den pågældende stat med delegationens iagttagelser, konklusioner og henstillinger. Det er denne rapport som i sidste uge blev offentliggjort om Danmark.

Europarådets Torturkomité besøgte Danmark i april 2019 og inspicerede en række arresthuse og fængsler, to udlændingecentre for asylansøgere og Sikringen i Slagelse. De har på den baggrund udgivet en rapport, hvor blandt andet forholdene i Ellebæk kritiseres. Find den her: https://rm.coe.int/1680996859

Forholdene i Ellebæk kritiseres i rapporten, der blandt andet påpeger:

• Nedslidte bygninger, inventar og beskidte toilet og badeforhold
• Kvindelige indsatte har kun 30 minutters adgang til det fri (indhegnet gård) om dagen
• Manglende helbredsscreening
• Forbud mod at anvende mobiltelefoner og ingen adgang til internet
• Mangel på professionel tolkning betyder at indsatte tolker for hinanden
• Personalet er fængselsuddannede og har ikke modtaget specialtræning til at tage sig af frihedsberøvede udlændinge, der ikke er kriminelle
• Personalemangel
• Indsatte, der findes i besiddelse af en mobiltelefon, straffes med 15 dage i isolation
• Sundhedspersonale ser ikke straks til indsatte, der kommer i isolation
• Selvmordstruede indsatte sidder nøgne i isolation, fordi man ikke har ‘rip-proof-tøj’