Forsamlingsfrihed giver os ret til fredeligt at demonstrere, til at danne foreninger, til at holde protestmøder. Forsamlingsfriheden giver os mulighed for at protestere mod undertrykkelse og kræve basale menneskerettigheder. Sammen med ytringsfriheden er forsamlingsfriheden et af vores vigtigste redskaber til at påvirke det samfund, vi lever i. Retten til at forsamle sig skal foregå fredeligt og må ikke bruges til at opfordre til vold og had.
Men mange steder i verden mødes fredelige protester med politivold, fængslinger og chikane. I mange lande forbyder lovgivningen demonstrationer. Organisationer skal registreres og tillades af staten. Organisationer, der som Amnesty arbejder for menneskerettighederne, bliver chikaneret, lukket ned eller forbudte.
Andre steder diskriminerer staten mod særlige minoriteter ved at nægte dem retten til at mødes og fredeligt udtrykke deres ønsker om lige rettigheder.
I Danmark går LGBT+-personer hvert år i prides gennem storbyernes gader. Festligt og farverigt. Men man skal ikke længere væk end til Østeuropa, før det er en kamp for seksuelle minoriteter at få lov til at demonstrere for deres ret til ikke at blive diskrimineret. Flere steder forbyder regeringer afholdelsen af prides. Andre steder bliver pridedeltagere angrebet af voldelige moddemonstranter, fordi politiet ikke beskytter dem godt nok.
Flere steder i verden slår regeringer hårdt ned på retten til at forsamle sig. Det kan være forbundet med livsfare at bruge sin forsamlingsfrihed til at kæmpe for basale rettigheder. Fredelige demonstranter får tæsk af politi eller sikkerhedsstyrker. Vidner til overgreb risikerer retsforfølgelse, mens politi- og sikkerhedsstyrker, der udøver vold, går fri.
Artikel 20
Alle har ret til at deltage i fredelige protester, møder og foreninger. Og ingen er tvunget til at tilhøre en forening.
Kilde: FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948)
Hvordan beskytter Amnesty forsamlingsfriheden?
Vi arbejder for alle menneskers ret til at forsamle sig på fredelig vis. Vi overvåger demonstrationer og dokumenterer angreb i lande, hvor fredelige demonstranter bliver banket, arresteret og forfulgt. Vi holder møder med magthaverne og kræver, at love, der forbyder demonstrationer, bliver ophævet.
Vi aktionerer også for, at fængslede demonstranter bliver løsladt. Vi opfordrer vores ambassader til at følge og overvåge retssager mod aktivister. Vi assisterer lokale organisationer i møder med politi og politikere for at presse på for at sikre, at lovlige og fredelige demonstrationer bliver tilladt og beskyttet mod angreb fra moddemonstranter – og vi går selv med for at dokumentere eventuelle overgreb.