“Vi bliver nødt til at få fokus tilbage på, hvorfor vi egentlig holder Pride”

Vega Hultén-Pein er 19 år gammel og født og opvokset i København. De identificerer sig som queer og har altid været tiltrukket af piger. De føler sig hjemme i Københavns aktivistiske queer-miljø, men skriver hellere debatindlæg og diskuterer sexpositivisme i sin samtalepodcast fremfor at stå med et banner til en outdoor-demo. Og så vil de gerne have lidt færre regnbue-sandwich og lidt mere seriøsitet ind i priden.

Identificerer du dig med LGBTI-fællesskabet?

Altså både ja og nej. Jeg kan identificere mig med det, men er i tvivl om, hvor meget jeg er inde i det. Mange af mine venner er queer, stort set alle, og rammerne for det er rimeligt løse. Så jeg kommer i queermiljøer, men er måske ikke så engageret i det politiske aspekt af det. Alle jeg kender er dog ret politisk aktive. Jeg føler ikke, at mit miljø er knyttet til en bestemt organisation eller en bestemt sag. Men alle er sådan nogle, der tager til demoer og alt sådan noget halløj.

For mange er queer-begrebet måske svært at forstå. Hvornår blev du klar over, at det var noget, du identificerede dig som?

Jeg tror, det var i 11-12-årsalderen, det gik op for mig, at der var nogen, der tog stilling til, hvad jeg lavede – at der var nogle rammer og forventninger omkring det. Pludselig skulle jeg til at overveje nogle ting, jeg ikke havde tænkt over, da jeg var yngre. Mig og mine børnehaveklasseveninder, vi rendte jo bare rundt og legede doktor over det hele. Det tænkte vi ikke over.

Jeg har aldrig været ’synligt queer’ i forhold til tøj og udtryk og den slags. Jeg tror, at man kan nogle andre ting, når man har et kvindeligt udseende. Så kan man bare tillade sig lidt mere, uden at det bliver opdaget eller bemærket. Men jo, jeg har følt, at jeg har stået udenfor, ikke fællesskaber, men bare normen, især når det kommer til min seksualitet. Det er ikke fordi, jeg er blevet mobbet med det. Det er jeg aldrig blevet. Men mere sådan ’jeg er sådan her, det er I ikke – men det er også okay’.

Kan du huske en situation eller en følelse, hvor du oplevede, at du var anderledes end andre?

Ja, jeg kan huske, da jeg kom i 6. klasse, hvor jeg havde fået en pige-kæreste og holdt det hemmeligt for mine venner, som alle sammen var heteroseksuelle. På det tidspunkt gik jeg på en katolsk skole på Østerbro, hvor folk var meget ’Østerbro-agtige’. Alle pigerne havde den samme hårlængde og sådan noget. Vi var gode venner, det var ikke det, men jeg tror bare, at jeg stod meget uden for det hele og havde svært ved at passe ind, fordi jeg følte, at jeg kom fra noget andet. Jeg havde også lige boet et år i England og kom hjem og var sådan ’hvad er det her?!’ Men de ved det jo alle sammen godt nu og der er ikke nogen, der giver en fuck. Det er bare sådan noget, man kan bekymre sig om, når man er i 12-13-årsalderen.

Da jeg havde gået på den skole i et stykke tid, skiftede jeg til Det frie Gymnasium. Her så folk forskellige ud og det syntes jeg var fedt. Det var sådan lidt; okay jeg kan godt have det her på, og du er ligeglad. Efter 9. klasse startede jeg på produktionsskole, og der fandt jeg virkelig det fællesskab, jeg ikke vidste, jeg havde manglet. Det var et transformerende år for mig. Én ting var det, vi lavede – altså at rende rundt og være kreative – men der var også bare en helt anden energi, fordi jeg ikke blev målt på noget, og derfor heller ikke målte andre på noget. Der var mange, der var queer i alle mulige afskygninger. Det var en ret sund atmosfære, og jeg følte, at jeg blev del af noget, der gav mening i forhold til, hvordan jeg selv kunne lide at være.

Hvad forbinder du med Pride?

Når jeg tænker på Pride, er det første der popper op i mit hoved et billede af en Sainsbury-sandwich med en regnbue på. Det er ikke Pride som bevægelse, men Pride som det er blevet gjort til i dag. Jeg synes, at Pride som bevægelse er fucking vigtigt, og det bliver det jo ved med at være, så længe folk opfører sig dårligt overfor queer mennesker. Vi bliver nødt til at få fokus tilbage på, hvorfor vi egentlig holder Pride. Det er ikke bare en fest, for når musikken slukker, så er der stadig nogen, der bliver råbt af på gaden.

Betragter du dig selv som aktivist?

Næ, jeg føler, at jeg gør, hvad jeg kan, men jeg oplever også begrebet aktivist som meget bredt. Det første, der popper op i mit hoved, er en person der står med et eller andet banner, og det er måske ikke lige mig. Jeg tager ikke til alle demonstrationer, men så skriver jeg en kronik om samtykkelovgivningen i stedet for. Og jeg har en samtalepodcast om sex, som hedder ’Slutpod’.

Hvis nu du kunne bede folk om at gøre noget andet end at købe den der Sainsbury-sandwich, hvad ville det så være?

Det jeg allermest vil sige, især til folk, som har venner, der lige er kommet ud, eller folk der er nysgerrige på emnet: Opsøg viden selv. Det er jo ikke fordi, man ikke må spørge folk, der er queer, men der er forskel på at snakke med dem om deres oplevelser og så at forvente, at de kan svare på alt muligt. Det tror jeg, at mange queer mennesker er trætte af – også mig selv. Det forventes lidt, at man ved alting i hele verden, men det gør man ikke. Og så sig fra! Tag den, når den der onkel til julefrokosten sidder og snakker lort om homoseksuelle, for han har jo en anden respekt for dig, end han har for queerpersoner. Tag ansvar og løft byrden.