Interkøn

I en rapport fra 2017 om behandlingen af børn med variationer i kønskarakteristika (interkønnede børn) i Danmark og Tyskland dokumenterede vores researchere, at der udføres ikke akutte, invasive og irreversible indgreb på babyer og meget unge interkønnede børn, og at de fleste af disse indgreb er operationer, som foretages på baggrund af sociale årsager – ofte med det formål at ’normalisere’ udseendet af barnets kønsorganer, så de lever op til en stereotyp, binær opfattelse af køn.

Operationerne finder sted, før barnet er gammelt nok til at kunne give udtryk for sine egne ønsker. I dag udføres de fleste operationer med samtykke fra forældrene og baseret på meget begrænset information.

Rapporten dokumenterer, hvordan spædbørn, som fødes med synlige variationer i kønskarakteristika, særligt på de ydre kønsorganer og kønskirtler, gennemgår kirurgisk og hormonel behandling udelukkende med det formål at ‘normalisere’ deres kroppe.

Sundhedsfagligt personale anbefaler og udfører disse kirurgiske indgreb på små og større børn med argumenter om, at indgrebene tildeler barnet et biologisk og socialt køn (kvinde eller mand), muliggør penis-i-vagina samleje senere i livet og forebygger psykologiske problemer og mobning, når barnet begynder at omgås andre børn.

“Fra fødslen får man som interkønnet at vide, at ‘du er forkert, og vi bliver nødt til at reparere dig’. Dette har massive psykologiske konsekvenser”.

Karina Lins, psykolog, Danmark

Der mangler forskning i, hvordan dét, ikke at operere, påvirker interkønnede – også på lang sigt. En betydelig andel af de personer, vi har talt med, der i barndommen blev udsat for medicinske indgreb uden samtykke, har oplevet langvarige fysiske eller psykiske vanskeligheder som følge af operationerne,

ofte forværret af manglende information om, hvad der var blevet gjort ved dem, da mange ikke har kunnet få adgang til deres sygejournal.

Den manglende journalførelse samt den danske forældelseslov har gjort det vanskeligt for voksne, der blev opereret som børn, at søge om erstatning for de krænkelser, de blev udsat for. 

“Lægerne troede, de gjorde en god gerning, så vi ville passe bedre ind. De indså ikke, at det er værre med kroppe, der er blevet gjort skade på”.

Anjo, aktivist, Tyskland

Internationale menneskerettighedstraktater har til formål at beskytte alle mod diskrimination og krænkelse af retten til privatliv. De skal garantere alle mennesker den højest opnåelige sundhedstilstand, selvbestemmelse og juridisk anerkendelse.

Danmark og Tyskland har begge underskrevet FN-konventionen om barnets rettigheder (UNCRC), 

som styrker børns position som rettighedshavere.

Ikke-akutte, invasive og irreversible operationer med skadelige konsekvenser på børn krænker artikel 3.1 i UNCRC, hvori der står, at barnets tarv bør være den overordnede rettesnor i alle henseender, der vedrører barnet.

“Når jeg tænker på hændelsen, bliver jeg umiddelbart følelsesmæssigt berørt, fordi det dybest set ikke var noget, der var nødvendigt at andre skulle tage en beslutning om – det kunne vente. Jeg kan blive trist over det grundsyn, at det anses som noget, der er nødvendigt at operere børn for.” H*, Danmark, der som femårig blev opereret for hypospadi*

Jeg blev født i 1962. Nogle af mine tidligste minder handler om, at jeg ikke udviklede mig på samme måde som mine klassekammerater med mandligt køn. I en alder af 25, besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at gøre noget, og finde ud af, hvad det var, der skete med mig. Jeg vidste, at jeg var anderledes, og jeg følte ting i min krop, fra mine teenageår og op igennem voksenalderen, som en læge senere fortalte mig, at jeg umuligt kunne have følt, da det ikke passede med mit juridiske køn. Hertil kom de smerter jeg havde i mit underliv og kønsorganer, hvor det var som om nogen sparkede mig hårdt i mellemgulvet og kneb mig i mine kønsorganer.

Jeg fik taget blodprøver flere gange igennem mit liv, på grund af de sære symptomer jeg oplevede. Det var altid den samme procedure: Først blev der taget prøver, og når resultatet kom, blev jeg bedt om at få taget nogle flere tests. Af en eller anden grund var svaret altid: ”Nej, der er ikke noget galt alligevel”. I dag tænker jeg, at det må der have været. Ellers ville det vil ikke have været nødvendigt med de ekstra blodprøver – hver eneste gang.

Jeg kan også huske at gå til vores familielæge, fremvise mine kønsorganer for ham og få taget yderligere medicinske tests. Efter han var færdig med sine undersøgelser, blev jeg bedt om at gå ud i venteværelset mens mine forældre – enten den ene eller begge – blev i konsultationsrummet for at tale med lægen, uden at jeg var til stede.

Jeg kan også huske, at jeg har fået en række indsprøjtninger, men jeg fik at vide, at det var stivkrampevaccinationer. Men var det nu stivkrampevaccinationer, som holder i omkring ni år, eller var det testosteron-indsprøjtninger eller væksthormoner? Jeg har fået testosteron senere i livet, og min krops reaktion mindede om den, jeg havde dengang.

Flere gange i løbet af mit liv, har mine forældre konfronteret mig med kommentarer og spørgsmål. En gang talte de om at være skaldet, og chancen for, at jeg ville tabe alt mit hår.

En af mine forældre snakkede også om et navn, der ikke havde været brug for, om alvorlige komplikationer ved fødslen, og om et svært valg, der skulle træffes, men når jeg spurgte mere ind, blev diskussionen straks afsluttet.

På grund af kirurgiske indgreb som spæd har jeg hele mit liv oplevet smerter i underlivet og kønsorganerne. Seksuel aktivitet har været et stort problem, da det var forbundet med voldsom smerte. Selv hvis jeg spurgte ind til disse smerter, kunne jeg aldrig får et klart svar.

Jeg konfronterede mine forældre ved flere lejligheder, men de ville ikke snakke om noget, der handlede om min tidlige barndom.

Sådan fortsatte det – jeg kunne aldrig snakke med dem om det.

Da jeg var 39 år gammel, mødte jeg en læge. Hun fortalte, at arrene på mit underliv og mine kønsorganer var resultatet af kirurgiske indgreb i min tidlige barndom. Hun udpegede ar og buler, der alle bar præg af nåle og sutur. Hun fortalte også, at en fordybning i min hud på venstre underlår lignede et hudtransplantat, som højst sandsynligt var blevet brugt til at konstruere et urinrør. Hun fortalte mig yderligere, at jeg havde haft tvetydige kønsorganer ved fødslen, og at min gonader havde været kryptokide, det vil sige ikke nedfaldne.

Jeg ved, jeg er blevet operereret, fordi jeg fik at vide, at det var på grund af en mavesygdom, men jeg kan ikke huske hospitalsopholdet fra min tidlige barndom, bortset fra nogle enkelte flashbacks, som jeg mener stammer fra mine underbevidste minder fra mit tidlige liv på slagterbordet.

Det er et faktum, at jeg først står opskrevet med et kvindeligt navn, og ved omkring ottemåneders-alderen bliver det ændret til et mandligt.  

Herudover anbefaler vi at: 

• Stater bør åbne mulighed for juridisk anerkendelse af voksnes og mindreåriges køn gennem en lettilgængelig og gnidningsfri proces, der tager højde for sidstnævntes udviklingspotentiale.
• Familier og børn med ikke-entydige kønskarakteristika bør tilbydes langvarig psykologisk støtte som alternativ til kirurgisk eller medicinsk behandling.
• Personer, som har gennemgået operationer, bør gives adgang til langvarig psykologisk støtte.
• Kønskarakteristika bør eksplicit anerkendes som en forbudt diskriminationsgrund i anti-diskriminationslovgivning.
• Politikker med hensyn til behandlingen af ikke-entydige kønskarakteristika bør udvikles med aktiv deltagelse fra organisationer for interkønnede, aktivister, forældre og gensidige støttegrupper og omfatte ansvarliggørelsesmekanismer. Under udviklingen af disse politikker bør der tages højde for børn med ikke-entydige kønskarakteristikas egne synspunkter.
• Uddannelse i ikke-entydige kønskarakteristika til lægevidenskabeligt personale.
• Der bør indsamles disaggregerede data om diagnoser af ikke-entydige kønskarakteristika samt de operationer, der årligt finder sted.