Transkønnedes rettigheder

Transpersoner er personer, som er uenige i det køn, de blev tildelt ved fødslen. Danske transpersoner fortæller om årelange og ydmygende udredningsforløb på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, der indtil 2017 var det eneste sted i Danmark, som måtte godkende hormonbehandlinger og operationer. I dag kan man også blive godkendt på gynækologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, men det er stadig en proces med psykiatriske udredninger. Dette sker, selvom transkønnede blev slettet fra listen over psykiske sygdomme i Danmark i 2017.

Hvad gør Amnesty?

I 2016 aktionerede vi med kampagnen #sygtsystem for, at transkønnethed skulle fjernes fra den psykiatriske diagnosefortegnelse. Det lykkedes os at nå vores mål, og i 2017 fjernede Danmark som det første land i verden diagnosen ’transseksualitet’ fra sygdomslisten.

Vi mener, at konsekvensen af Folketingets beslutning må være, at transkønnedes adgang til behandling ikke længere betinges af psykiatriske udredninger, men at beslutningskompetencen placeres hos den transkønnede selv og sker på baggrund af informeret samtykke. Det vil sige, at transpersoner bliver informeret om virkningen af en given behandling, mulige bivirkninger og derefter selv træffer beslutning om, hvorvidt vedkommende vil modtage behandlingen ved hjælp af informeret samtykke.

Udredning på Sexologisk Klinik

I 2009 kunne et forløb på Sexologisk Klinik tage helt op til otte år. I dag tager de typisk to til tre år. I løbet af forløbet skal den transkønnede igennem adskillige faser, interviews og prøver. I næsten alle faser vil der være et stort fokus på sex og seksualitet, og personen får en række meget grænseoverskridende spørgsmål som: ”Tænker du på dine forældre, når du onanerer?”anske transpersoner tvinges også til at deltage i en pårørendesamtale, hvor de interviewes sammen med en forælder eller anden nær pårørende – uanset deres alder.

Dette sker på trods af, at der i de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen står, at man ikke længere behøver at deltage i en pårørendesamtale. I denne fase spørges der til, om transpersonen kunne have slået hovedet under fødslen og hvilket tøj, han eller hun foretrak at gå i som barn.

De lange forløb hos Sexologisk Klinik har tidligere fået mange transkønnede til at søge hjælp og behandling hos en håndfuld speciallæger, der var i stand til at hormonbehandle langt flere transkønnede end Sexologisk Klinik.
Dette er ikke længere muligt, da Sexologisk Klinik siden 2014 har haft monopol på behandlingen.

Ret til behandling

Ethvert menneske har ret til at definere sin egen kønsidentitet, hvilket er endnu et argument for, at det er den transkønnede selv, der skal træffe beslutninger om kønsidentitet samt beslutninger om egen krop – og ikke en psykiater, som det er i dag.
Derfor kæmper vi videre for lige rettigheder i det danske sundhedssystem. Danske transkønnede bør have adgang til behandling på baggrund af informeret samtykke.

Læs det brev, som vi har sendt til Ligestillingsministeriet om, at transkønnede børn har ret til at vælge selv. 

Læs også om Amnestys arbejde for interkønnede