Charlie blev indkaldt til for-visitation på Sexologisk Klinik i april 2016, hvor han skulle medbringe et udfyldt skema om sin livshistorie. Spørgsmålene i skemaet er med til at danne grundlag for SK’s vurdering om transpersoner som Charlie kan få lov til at blive godkendt i deres ønske om at skifte køn. Her vurderer SK blandt andet, at det er vigtigt at spørge indtil personlige seksuelle forhold.

”Man får et skema, hvor der er tomme felter med tilhørende spørgsmål, hvor der for eksempel står: ’Hvordan var synet på sex i din familie? Talte I om det? Har du været udsat for overgreb? Beskriv din sexdebut. Har du plaget dyr? Er du religiøs?’”. Til samtalen oplevede Charlie, at den yngre og nyuddannede psykolog virkede pinlig over at skulle spørge ind til livshistorien og til de mere personlige spørgsmål omhandlende forholdet til blandt andet sex.

”Jeg oplevede, at hun var lidt ukomfortabel med spørgsmålene, og så oplevede jeg også, at hun ikke havde nogen kompetencer om transpersoner, at jeg flere gange skulle forklare hende termerne og så videre”.
Lavt kompetenceniveau

Mange har stillet spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige løsning, at Sexologisk Klinik i dag har monopol på udredningen, godkendelsen og behandlingen af transkønnede. Diskussionen er blandt andet gået på fordele og ulemper ved centralisering frem for tidligere praksis, hvor privatpraktiserende gynækologer kunne godkende hormonbehandling. Ét af hovedargumenterne for en centralisering har været synergieffekten ved at kunne samle specialviden inden for trans-området, men denne effekt er ikke det billede, Charlie sidder tilbage med efter at have været tilknyttet Sexologisk Klinik.

Den anden samtale på Sexologisk Klinik i starten af juli beskriver Charlie som havende ”en hel anden karakter”. Det foregår med en mere erfaren behandler, som møder ham på en anden måde end han oplevede til for-visitationen: ”Hun spurgte mig om det samme, men hendes fremgangsmåde var meget anderledes, mere angribende”. Behandleren gik også dybere ind i spørgsmål omkring familieforhold med stadig fokus på det seksuelle. ”Hun spurgte til min brors seksualitet, og om han var i et forhold, til mine forældres seksualitet og til min daværende kærestes seksualitet og identitet. Det var som om, hun skulle teste mig; knækker jeg her eller bliver jeg vred”. 

Generelt er der en meget gammeldags og stereotyp opfattelse af transkønnethed og køn på Sexologisk Klinik, og ved denne samtale får Charlie også en oplevelse af, at hans udseende bliver grundigt bedømt af behandleren, som spørger:
”Køber du tøj i mande- eller kvindeafdelingen? For du ser jo ikke særlig maskulin ud!” Charlie oplevede det som ”meget krænkende, at hun personligt skulle vurdere og udtrykke, hvorvidt jeg der før behandlingen fremstår som en rigtig mand”. Charlie mener, at det er ”mangel på sensitivitet og hvordan skal man kunne ligne en rigtig mand før behandling?”. Charlie kritiserer altså Sexologisk Klinik for at have for meget fokus på femininitet versus maskulinitet, som ikke stemmer overens med, at mennesker også kan have andre eller mere flydende kønsidentiteter. For eksempel identificerer Charlie sig som non-binær.

Efter samtalen sidder Charlie tilbage med en følelse af ubehag. ”Det er en magtdemonstration fra hendes side, hvor hun gør mig utilpas. Hun sidder og vurderer, hvordan man ser ud og om, hvorvidt det er godt nok eller ej … Det gør ondt inde i én at høre sådan noget fra hende. Bagefter havde jeg det virkelig dårligt og havde brug for at snakke med nogen om det, for jeg synes, det var virkelig ubehageligt. Men det kunne jeg ikke vise hende … Det skræmmer mig meget, at vi skal udsættes for det her pres, når vi allerede er i en presset situation og har brug for hjælp”.

Charlie beskriver klinikken som et sted med ringe kompetencer. ”Det føltes næsten som om, de blot havde taget en tilfældig psykolog ude fra gaden og sat i stolen. Til folk, der er i behandling for depression eller angst, har de sagt, ’Det må du klare først’. Hvis man har denne praksis, forstår man ikke, hvordan det er at have dysfori og vente på adgang til hjælp”. siger Charlie og henviser til, at Sexologisk Klinik stadig behandler transkønnethed som en psykisk lidelse.

Det næste skridt for Charlie, som er topopereret og kun søger om hormonbehandling, er en samtale med en psykiater, hvorefter hans sag bliver taget op på konference, og han enten kan blive godkendt eller tildelt flere samtaler. Samtalen med psykiateren finder sted i august. ”Hun sidder igen og læser fra de der papirer, og så skal vi tale om det igen…” Den stereotype tilgang til køn fortsætter, da samtalen kommer ind på Charlies opvækst. ”Jeg skulle helst have leget med biler”.

Fælles for alle samtalerne er, at Charlie stod tilbage med en oplevelse af, at alle fralagde sig beslutningskompetencen om det videre forløb og i stedet refererede til konferencen.

”Jeg taler med tre forskellige mennesker, men alle fralægger sig lidt magten til at beslutte om, hvorvidt jeg kunne blive godkendt ved at sige, at ’jeg ved ikke, hvem der har magten, det er i hvert fald ikke mig’”.

Charlie mener, at hormoner har en indvirkning, og at de for nogle transkønnede er altafgørende for overhovedet at kunne påvirke behandlerne på Sexologisk Klinik til at tro på, at de reelt er transkønnede. ”Det er næsten ikke muligt for personer, som ikke er på hormoner, at fremstå passende i ’deres’ øjne og være overbevisende nok. Jeg tror, at mange skal præstere og virkelig ligne en stærk ’dude’, og det er ikke alle, der kan eller ønsker at fremstå sådan”.

Dermed mener Charlie, at Sexologisk Klinik indirekte er med til presse personer til selvmedicinering, selvom man også kan risikere at møde fordomme om at være ”for desperat” hvis man selv har påbegyndt hormonbehandling. ”Det er en balance; du skal fremstå som tålmodig, men samtidig som om det er noget du virkelig ønsker … ønske det meget, men ikke for meget”, siger Charlie.” Processen minder mest om et forhør, hvor jeg skal vise, at jeg er trans”.

Konsekvenserne af de lange ventetider, der blandt andet er forsaget af de lange køer, som opstod efter Sexologisk Kliniks behandlingsmonopol, som betyder, at transkønnede kan gå uden hormoner og top-operationer, kan være både fysisk og psykisk hårde. Charlie referer for eksempel til brugen af binders; en stram vest, der trykker brysterne fladt ind til kroppen, men kan give risiko for rygskader og nedsat lungefunktion. Rent mentalt er det heller ikke nemt at håndtere ventetiden.”Det er et meget begrænset liv, et liv på pause, og det bekymrer mig meget”.

Charlie blev godkendt på konferencen den 2. november 2016 til behandling med hormoner. Men for at kunne starte forløbet op kræves en undersøgelse på gynækologisk afdeling på Rigshospitalet, som på dette tidspunkt har et halvt års ventetid. Charlie var i forvejen selvmedicinerende, og medicinen stod til at udløbe, hvorfor han skrev til afdelingen og spurgte om en tidligere indkaldelse. For som Charlie understreger: ”Der står i den nuværende vejledning, at de ikke må afbryde en person, som allerede er i behandling”.
Charlie fik efter denne henvendelse en tid en måned efter, men mener, at dette er fordi, han kender reglerne og forstod at lægge pres på systemet. Men Charlie understreger også, at mange andre transkønnede, som allerede er godkendt, stadig venter på undersøgelsen, som giver adgang til hormoner.

Eftersom han blev godkendt på konferencen, er Charlie nu færdig med sit forløb på Sexologisk Klinik. Dog er han blevet tilbudt en opfølgende samtale, et år efter forløbets afslutning, og om den tænker han: ”Jeg tror, at det kommer an på situationen – om vi stadig er i det her behandlingsmonopol … jeg tænker, at det ikke rigtig kan give mig noget, men hvis det (behandlingen) stadig er på denne her frygtelige måde, så vil jeg hellere sige nej til den samtale, så en anden kan få den, så psykologerne kan se nogen, der stadig er i den frygtelige mølle”.

Charlie reflekterer over, hvorfor det lykkedes at komme igennem nåleøjet ved SK’s udrednings- og godkendelsesforløb:
”Jeg tror, at jeg kom hurtigt igennem, fordi jeg har en lang videregående uddannelse, jeg har alderen, jeg har selv betalt for min topkirurgi, og at jeg er aktivist og åben. Det er det, de kalder real-life experience. Det er noget af det, de spørger til – altså hvornår kom du ud, hvem ved det, hvad med navn og så videre. Det er igen problematisk, for det er ikke alle, der har mulighed eller lyst til at være åbne og fortælle det, før de er blevet godkendt. Men det lægger de virkelig vægt på – at man skal turde at gøre det og være åben. Det ser ud til at have været et stort plus for mig”., siger Charlie og fortsætter: ”Jeg er privilegeret, jeg kender mange transpersoner, jeg er ældre, jeg kan tale for mig, og jeg har den robusthed, hvor jeg ikke bryder sammen – hvilket jeg synes ville være helt fair at gøre derinde”.

Han står alligevel tilbage med en ubehagelig oplevelse med sundhedssystemet. ”Mit forløb har været præget af stor uvished. Det har været ubehagelige samtaler med krænkelser af ens privatliv, som ikke har relevans for mig som transperson. Ventetid og mangel på information og gennemsigtighed gennem forløbet, det føles lidt som et lotteri. ’Vi skal se, om vi kan pille dig fra hinanden, og vi skal undersøge dig, din baggrund, venner og familie’. Der har ikke været en støttende eller anerkendende tilgang til mig og min identitet –tværtimod”.


*Forklaring: Forståelsen af, at kønnet består af to uafhængige og modsatte former af henholdsvis feminitet og maskulinitet. Hvad angår den binære forståelse antages der, at der kun findes to former for kønsidentitet og kønsudtryk; mand og kvinde (for børn: dreng og pige) eller femininitet og maskulinitet. Denne kønsforståelse er meget fastlåst, og der er ikke plads til flere end to former: der er ingen gråzoner mellem de to, og en person kan kun være enten det ene eller det andet – ikke begge, hverken-eller eller noget mellem de to. Det modsatte af en binær kønsforståelse er en non-binær kønsforståelse. Kommer af det engelske udtryk ”gender binary”