Mattias

Mathias har på nuværende tidspunkt haft syv samtaler på Sexologisk Klinik. Sexologisk Klinik er i dag den eneste myndighed, der kan godkende transkønnede til hormonbehandling og operation. Grundet udsigten til langvarige processer og krænkende samtaler vælger mange selv at betale for operationer i udlandet og ty til selvmedicinering i form af hormonbehandling.

Derfor mener Mathias, at man bør ændre lovgivningen, så behandlingsgarantien indbefatter transkønnede.

”Dét, der er specielt med os (transkønnede), er, at vi stort set er den eneste gruppe, der ikke er omfattet af behandlingsgarantien. Så ved at blive ved med at udskyde udredningen med nye samtaler handler Sexologisk Klinik desværre ikke direkte imod sundhedsloven. Det er uhyggeligt”.

Mathias føler netop, at de bliver ved med at holde ham hen. Han bliver sendt til en ekstra forsamtale, idet de mener, at han har truet dem.

”Jeg fik dem til at uddybe, hvorfor de mente, jeg havde truet dem, og de sagde, at det var fordi, jeg havde sagt, at jeg ville gå udenom systemet, hvis det var, at jeg ikke fik behandling af dem hurtigt nok. Og det opfattede de så som en trussel mod dem”.
 
Efterfølgende kommer han til for-visitation, den ekstra samtale, psykiatersamtale og en konference. Derefter følger et ekstra udredningsforløb på fire samtaler: Én hver måned. Dernæst endnu en konference, som Mathias indledende havde gode forventninger til:
”Jeg havde sådan lidt på fornemmelsen, jeg ville blive godkendt, for nu havde jeg ligesom været igennem det hele, og jeg er sådan rimelig standard case, fordi at jeg passer rimelig godt ind i deres forestilling om, hvem de gerne vil have igennem”. Mathias bliver dog ikke godkendt og skal til to samtaler med den nye overlæge og derefter på konference for tredje gang – begrundelsen var en mangel på såkaldt ”real life experience”.

Tolkning og undskyldninger

På konferencen laves der et notat med grundlag for beslutningen, og her var mangel på RLE blevet angivet.
”Det undrer jeg mig sådan lidt over, for så gik jeg ind og læste Rikke Kildevælds (behandler på Sexologisk Klinik) PhD om kriterierne for at blive godkendt, og der står ingenting om det. Så de har sådan set holdt mig hen på et falsk grundlag”.
Efter at have set beslutningen ringer Mathias og konfronterer sin egen behandler med, at RLE rent faktisk ikke er et krav for at blive godkendt til hormonbehandling.
”(Det) indgår ikke i vejledningen nogen steder, så de tolker jo og laver deres egne regler”.

Svaret var, at de ikke kan skelne mellem at skulle godkende til hormoner og topoperation, og så bliver de nødt til at lægge de to sammen. Det giver ikke meget mening for Mathias, da det jo ikke er alle, der ønsker topoperation. Mathias selv skal ikke topopereres i Danmark, men i udlandet for egen regning og skal altså ikke henvises til Plastikkirurgisk Afdeling, hvilket også står i hans journal: ”Det er som om, de er lige ved at slippe op for undskyldninger for at holde mig derinde”.

Mathias sidder tilbage med en følelse af, at de gerne vil tjene penge på ham:
”De ved godt, at her har vi en patient, som er rimelig nem, og som kender sine rettigheder, og som ønsker at betale for tingene selv, og så videre. Og de ved godt, at de ikke skal bruge penge på at operere på mig, så tænker de, at så må de jo finde ud af, hvis de kan få en ti-elleve samtaler ud af mig, i stedet for de to-tre stykker, så er det da bedre for dem, så kan de jo tjene nogle penge der. Det er sådan, de tænker”.

Mathias har ikke følt sig ikke godt modtaget på Sexologisk Klinik. 
”Altså, jeg synes, de er ret arrogante. Det er meget sådan, at de ting, de spørger om, ikke rigtig har relevans for grunden til, jeg er der. 

Hvis de kan finde et eller andet, man kommer til at sige, som kunne være en hindring for ens videre forløb, så bliver de ved med at køre rundt i det … Jeg har sådan en konflikt med min far, og den har de kørt rundt i i syv måneder nu”. Det er til trods for, at Mathias ikke mener, at han kan være herre over, hvordan sin far opfører sig, og det bliver i stedet opfattet som mere søgen efter grunde til at beholde ham.

Mathias vil nu rejse en patientklagesag, da han føler hans godkendelse er blevet afvist på et falsk grundlag. Han har spurgt ind til definitionen på RLE og fik svaret, at det handlede om at have præsenteret sig i et vist antal måneder med sit ønskede navn. Hertil svarede han, at det havde han jo gjort, da han igennem hele sit forløb har opført sig som ”de nu vil have”. Patientklagesagen skal igennem Patientklagenævnet, hvorefter Sundhedsstyrelsen potentielt også skal ind over. ”Hvis Sundhedsstyrelsen skal ind over, så bliver den bare manet til jorden fuldstændig, fordi de støtter jo Sexologisk Klinik”. Han gør sig altså ikke nogle forhåbninger om, at der kommer noget ud af hans patientklage, men ønsker alligevel at prøve.

Mathias har kørt sit forløb i udlandet og får monitoreret sine hormoner af en engelsk ”genderspecialist”, som skal varetage hans midlertidige hormonbehandling, indtil systemet godkender ham. Mathias har også haft kontakt med sin egen læge, som han har forklaret, at han skal have jævnlige blodprøver, da han er på hormoner. Men han fik her at vide, at det kunne de ikke tilbyde, da der ikke var tale om ”lovlig behandling eller behandling i Danmark”.

Mathias kan altså ikke blive monitoreret for bivirkninger hos sin egen læge; han skal tage blodprøverne selv og sende dem med posten til England for egen regning – 200 pund per gang, altså omkring 2000 kroner hver 3. måned. Han ved, hvordan man gør, men føler, at han burde kunne få hjælp fra sundhedssystemet.

”Havde det været steroidmisbrugere eller narkomaner, som er inde under samme lovgivning, som de hormoner jeg tager, så ville de jo ikke have nogle problemer med at gå ned og sige ’okay, her, jeg har et misbrug, jeg har brug for alligevel bliver holdt nogenlunde under kontrol’ … Det er jo ren diskrimination mod transpersoner, fordi Sexologisk Klinik siger, at egen læge må gerne tage blodprøver, de må bare ikke tolke på det”. Mathias føler, at der er op til ham at holde øje med sit eget helbred.

Retten til at bestemme selv

Afslutningsvis fortæller Mathias, hvordan det lange forløb har påvirket ham. ”Jeg kan da godt mærke, at jeg er blevet præget af det. Altså, jeg skal nu til en privatpsykolog, som jeg skal til at starte ved. Nu plejer jeg at være meget stærk mentalt og at kunne holde til lidt forskelligt, men man får sådan en masse aggressioner, der opbygges indeni en selv, og som man føler, man skal af med på en eller anden måde. Og der er ikke rigtig nogen, der gider høre på det, fordi folk tænker jo bare ’jamen okay, det er jo fint, at der er sådan et system som Sexologisk Klinik, der er så grundige’”.

Trods opmærksomheden efter Amnestys rapport, føler han heller ikke, at der er foretaget de store ændringer.

”For mig at se har Sexologisk Klinik blot ændret layoutet efter Amnestys rapport om behandlingen af transkønnede til at være mere flydende. De laver forskellige rubrikker, hvor én af rubrikkerne stadigvæk er ’Seksuel Udvikling’. Der står for eksempel ’beskriv familiens forhold til sex, onani og seksuelle overgreb’ (…) så de har dermed stadig det her enorme fokus på det seksuelle”.

I Mathias’ omgangskreds er reaktionerne på hans forløb også præget af en form for accept af status quo.

”Jeg oplever ligesom sådan en falsk support fra omverdenen og fra min omgangskreds. På den ene side kan de godt se, at det er måske lidt skørt, men på den anden side siger de, at man skal jo også sikre sig, for hvad er alternativet?”. Et alternativ er dog netop, hvad Mathias efterspørger og siger om sine forventninger til den nye vejledning: ”Vi skal have fuld ret til at bestemme over egen krop – uden at skulle redegøre for og bevise vores kønsidentitet”.