Kirstine

Kirstine Holst ved, hvad det vil sige at møde et retssystem, som systematisk er imod ofret fra start.

”Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at bruge min egen historie som rambuk til at ændre tingene, så færre ender i en situation, hvor de – efter at have været igennem et forfærdeligt overgreb – også skal kæmpe med systemet. Et system, der ikke er gearet til at håndtere anmeldelserne, og som møder en med skepsis. Et system, der er baseret på forældet tankegang. Og hvor omverdenen bare ønsker, at du skal tie stille, dukke nakken og acceptere, at systemet ikke formår at beskytte dem, det egentlig skulle beskytte.”

Den 39-årige journalist, kommunikationsrådgiver og aktivist anmeldte en voldtægt i 2017.

”Jeg sagde ’nej’ mange gange, ’stop’, ’lad mig være’… Det burde have været nok, at jeg sagde ’nej’. Det burde ikke være nødvendigt at slås med ham,” siger Kirstine Holst.

Det sidste var imidlertid lige præcis, hvad hun blev bedt om at bevise, at hun havde gjort. Både hos politiet og i retten blev hun spurgt, om hun havde gjort modstand. Det var det, som myndighederne koncentrerede sig om. Var der fysiske beviser for, at hun havde gjort modstand? De var mindre interesserede i, om hun havde sagt ’ja’ til sex.

”Jeg blev aldrig spurgt, om jeg havde givet mit samtykke. Selvfølgelig havde jeg ikke det,” siger hun.

Kirstine Holst skulle igennem fire forsøg, før hun endelig kunne komme igennem med en anmeldelse i august 2017.

Først ringede hun til sin lokale politistation i Fredericia, hvor hun fik at vide, at anmeldelsen skulle indgives til en politistation i København. Den station, der var tættest på, hvor det var foregået. Her blev hun imidlertid mødt af beskeden om, at der ikke var tid til at tage imod anmeldelsen, da betjentene havde travlt med den københavnske bandekrig, og da det var vigtigt at indgive anmeldelsen personligt, blev hun bedt om alligevel at opsøge politiet i Fredericia.

Det gjorde hun så den næste dag, og en ung, mandlig betjent førte Kirstine hen til et kontor og fortalte hende, at hun kunne komme i fængsel, hvis hun løj om at være blevet voldtaget, og at der var mange falske anmeldelser. Efter at have hørt en kort version af Kirstines oplevelse sagde betjenten, at sager, hvor ofret og gerningsmanden kender hinanden sjældent fører til en sag. Derefter sagde han, at han faktisk var ude af stand til at tage imod anmeldelsen, da han aldrig havde prøvet det før. Han gav hende det råd, at hun skulle tage til politistationen i Kolding, 20 kilometer væk.

Kirstine græd, mens hun kørte dertil.

”Hvis jeg var 20 år, ville jeg ikke have fortsat efter det første forsøg på at anmelde det,” siger hun.

Ny voldtægtlov

50.000 har allerede skrevet under på, at regeringen skal indføre en ny lov. Men jo flere vi er, jo mere pres kan vi lægge på politikerne. Skriv under på, at Danmark skal have en ny voldtægtlov, der er baseret på samtykke og frivillighed.

Sammenlagt måtte Kirstine gentage sin oplevelse adskillige gange, før anmeldelsen blev officiel: De to gange i telefonen, en gang i Fredericia og så i Kolding. Efter dette var hun igennem adskillige afhøringer i København.

Voldtægt i Danmark er voldsomt underrapporteret. Tallet for hvor mange kvinder, der årligt bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, svinger fra ca. 5100 (ifølge Justitsministeriet) til ca. 24.000 (ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2018). I 2017 blev kun 890 voldtægter anmeldt til politiet – 94 af disse endte med en fældende dom. 

”Hvis det at anmelde en voldtægt fører til ny frygt, skam og  ydmygelse, kan de stikke deres kampagner for at få os til at anmelde skråt op… Jeg er en vred, men beslutsom kvinde. Vis os respekt og giv os retfærdighed, når vi siger nej til vold og misbrug!”