I debatten om sport og menneskerettigheder bliver der tit snakket om sportswashing. Men hvad er sportswashing helt præcist? Det vil vi gøre dig klogere på nedenfor, hvor du også bliver præsenteret for en række aktuelle sager.
Forstå begrebet:
”Sportswashing” er et begreb, som beskriver, hvordan sporten bruges af stater, organisationer, firmaer eller personer til at forbedre omdømme og offentlig opfattelse – både nationalt og internationalt. Derfor bliver det ofte kaldt sportswashing, når sport bliver brugt som en form for PR og propaganda af stater, der er kendt for systematisk og alvorlig undertrykkelse af menneskerettighederne. Menneskerettighedskrænkelserne er ikke nødvendigvis direkte forbundet til sporten – sportswashing handler om at fjerne fokus fra kritik og krænkelse ved eksempelvis at præsentere omverdenen for flotte stadionanlæg og lækre hoteller fuld af smilende mennesker.
Et af de største og ældste eksempler på brugen af sportswashing er afholdelsen af Sommer-OL i Nazityskland i 1936. I dag er debatten hovedsageligt rettet mod begivenheder som VM i herrefodbold 2022 i Qatar, Vinter-OL 2022 i Beijing og Formel 1 i Saudi-Arabien.
Amnesty har samlet tre nutidige sager om sportswashing.
IOC løste sagen om den forsvundende tennisspiller Peng Shuai i Kina
Den kinesiske tennisspiller Peng Shuai forsvandt i et par uger i november 2021, efter at hun i et opslag på et kinesisk socialt medie offentligt anklagede en af Kinas tidligere magtfulde politikere for seksuel krænkelse. Opslaget blev hurtigt slettet af de kinesiske myndigheder. Det slettede opslag og forsvindingen fik sportsverdenen og organisationer som EU og FN til at efterlyse Peng Shuai under hashtagget #WhereisPengShuai. Pludselig dukkede Shuai op igen på tilsyneladende tilfældige billeder i Kina, og et statsejet medie proklamerede, at hun ville trække sine anklager tilbage, og at alt var fint. Kort tid efter meldte den Internationale Olympiske Komité (IOC) ud, at de havde afholdt to videoopkald med hende. På begge opkald blev IOC’s præsident Thomas Bach forsikret om, at Shuai var i sikkerhed og havde det godt.
Videoopkaldene blev efterfølgende kritiseret for hverken at adressere Shuais forsvinden eller hendes anklager om seksuel krænkelse, og flere internationale aktører har sat spørgsmålstegn ved troværdigheden af opkaldene. Women’s Tennis Association (WTA) udtalte, at opkaldene ikke beroligede dem, og at de er usikre på, hvorvidt Shuai har mulighed for at udtale og bevæge sig frit. WTA og andre organisationer som EU har derfor bedt Kina om at bevise Shuais tilstand og frihed, men det er der ikke kommet noget ud af.
Den 1. december 2021 annoncerede WTA ”øjeblikkelig suspendering” af alle WTA-turneringer i Kina. WTA udtalte, at de traf det valg for at beskytte organisationens tennisspillere og personale, og at WTA ikke ville bede atleter om at konkurrere i Kina, når Peng Shuai ikke har tilladelse til at kommunikere frit og ”tilsyneladende er blevet presset til at modsige hendes egne anklager om seksuel krænkelse”. Derudover kritiserede WTA de kinesiske myndigheders håndtering af Peng Shuais anklager om seksuel krænkelse.
Læs WTAs udtalelse her
Amnesty International deler WTA’s bekymringer omkring censur af anklagerne og mener, at Kina skal efterforske anklagerne grundigt.
Dette er et eksempel på sportswashing, da Peng Shuais forsvinding falder sammen med, at Kina om få uger skal være vært for Vinter-OL i 2022. Vi ved, at Kina gerne vil fremstå som et velstående og velfungerende land, og at myndighederne vil gøre alt for at beskytte det kinesiske omdømme og mindske international kritik af landet op til afholdelsen af Vinter-OL. Det er derfor ikke i Kinas interesse, at Peng Shuais udtalelse på det kinesiske sociale medie kommer ud til resten af verdenen. Samtidig kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor IOC får lov at kommunikere med Shuai, mens WTA ikke har haft mulighed for at komme i kontakt med hende.
Saudi-arabien som sponsorer af elitesport
Amnesty har gentagne gange advaret om, at det saudiarabiske regime under kronprins Mohammed bin Salman har iværksat flere sportswashing-kampagner i et forsøg på at fjerne fokus fra landets ekstremt dårlige menneskerettighedssituation. I de seneste par år har myndighederne i Saudi-Arabien fået tildelt værtskaber for en række vigtige sportsbegivenheder, såsom Formel 1 og vigtigeboksekampe. Samtidig, under Mohammed bin Salmans styre, oplever Saudi-Arabien øget undertrykkelse af menneskerettighederne, hvor regeringskritikere og menneskerettighedsforkæmper bliver arresteret, tortureret og i de værste tilfælde, dræbt på ordre fra regimet.
I oktober 2021 kom det frem, at konsortiet Saudi-Arabia’s Public Investment Fund, styret af Saudi-Arabiens kronprins, havde opkøbt Premier League-fodboldklubben Newcastle United og dermed blev klubbens nye ejer. Dette blev kaldt klokkeklart sportswashing og et aggressivt skridt i Saudi-Arabiens re-branding af landets omdømme fra ” brutalitetens kongerige” til sponsorer af elitefodbold, cykling, golf, hestevæddeløb og andet sport.
Opkøbet af Newcastle United fik Amnesty International UK til at sende et brev til Richard Masters, administrerende direktør for Premier League, med en opfordring om at opdatere ejerskabsreglerne i engelsk fodbold for at forhindre, at personer, som er involveret i tortur, slaveri, menneskehandel eller krigsforbrydelser, ikke kan købe sig ind i passionen og glamouren i engelsk fodbold.
Amnesty International mener, at den måde, hvorpå Premier League accepterede opkøbet af Newcastle United, rejser en række problematiske spørgsmål om sportswashing, sport og menneskerettigheder og engelsk fodbolds integritet. Det er vigtigt, at der indføres regler og systemer, som forhindrer ejerskab forbundet med menneskerettighedskrænkelser. Sådanne systemer vil også kunne reducere sportswashing og generelt sikre respekt for menneskerettighederne i den organisatoriske struktur i engelsk fodbold.
Sport som propaganda-værktøj i Lukasjenkos regime
I Belarus styrer præsident Aleksandr Lukasjenko sporten med hård hånd. Han sad blandt andet som formand for den belarussiske olympiske komité i 23 år, indtil formandskabet blev givet videre til hans søn, Viktor Lukasjenko i 2021. Belarussisk sportsadministration er underlagt regimets direkte kontrol, og vælger en atlet at udtale sig kritisk om menneskerettighederne i Belarus, koster det atletens karriere. Atleter er favoriseret af staten og hædret af samfundet, fordi deres succes har en positiv effekt på Belarus’ omdømme og dermed Lukasjenkos regime – mens regeringskritiske atleter, som taler ud om krænkelser af menneskerettighederne, bliver mål for hævn.
I august 2020 underskrev mere end 1000 atleter et åbent brev, som krævede et nyt regeringsvalg, et stop for tortur og mishandling og anholdelser ved fredelige demonstrationer. Det førte til, at 95 atleter blev tilbageholdt for at deltage i fredelige protester, og 124 led andre former for undertrykkelse, hvor 35 efterfølgende blev droppet af deres landshold.
Yelena Lauchanka er en er de mest kendte atleter i Belarus, som blev arresteret i 2020, efter at hun havde underskrevet brevet. Hun tilbragte 15 dage i det notoriske Akrestsina-detentionscenter i Minsk og fortalte efterfølgende Amnesty International, at hendes fængselscelle blev udsat for speciel barsk behandling. Hun mener, at dette skete som en skræmmeteknik.
En anden atlet, Katsyaryna Snytina, var anfører for det belarussiske basketballlandshold for kvinder indtil marts 2021, hvor hun nægtede at underskrive en ny kontrakt, som ville begrænse hendes ytringsfrihed. Den nye kontrakt indeholdt en ny klausul, hvor det blev krævet, at alle hendes officielle udtalelser først skulle godkendes af ministeriet for sport og turisme inden offentliggørelse. Hun udtalte: “Jeg har ikke længere lyst til at repræsentere Belarus internationalt på samme tid, som mit folk lider og er underlagt tortur og undertrykkelse… Det er lige meget, hvor ofte bureaukraterne siger, at sport er over politik, i [Belarus] er sport propaganda for regimet, og det vil jeg ikke længere være en del af.”
Læs mere om undertrykkelse af atleter i Belarus.
Den behandling, som atleter modtager, hvis de vælger at udtale sig kritisk om noget i Belarus, viser, hvordan Lukasjenko bruger sporten som propaganda for landet. At indføre klausuler om ytringsfrihed i atleters kontrakter og at tilbageholde regeringskritiske atleter for at skræmme andre atleter fra at ytre sig er at bruge sporten til at forme landets omdømme og mindske offentlig kritik af regimet.