Let’s Talk!
Dette forår handler om at aflive de mange fordomme om voldtægt og samtykke og kræve samtykkebaseret seksualundervisning.
Der er stadig masser at tage fat på herhjemme, og i forlængelse af vores arbejde med samtykkeloven – som trådte i kraft 1. januar 2021 – er det vigtigt også at arbejde med kulturændringer. Det gør vi bedst ved at starte samtalen om fordomme og myter om voldtægt og samtykke.
Under sloganet #LetsTalk vil vi starte samtalen om fordomme og myter for at komme dem til livs. Samtidig vi billeder med statements til Undervisningsministeren og kræver samtykkebaseret seksualundervisning.
En materiale pakke indeholder:
- Samtalespillet ’’Let’s Talk”
- Klistermærker
- Pledges til statements
Amnesty inviterer til fejring af Kvindernes Kampdag!
Kort før jul udgav Aarhus Universitet en ny rapport, som viser, at der stadig florerer mange skadelige myter og fordomme om både voldtægt og voldtægtsoverlevere.
Sammen med et stærkt panel vil vi denne 8. marts tage hul på den svære samtale om, hvordan disse myter opstår, hvad der holder dem i live – og hvordan vi bedst bekæmper dem.
Des mere vi snakker sammen – jo klogere bliver vi. Så, Let’s Talk! Du kan både høre fra eksperter på området og selv deltage i snakken, lave en ‘cookie-pledge’, quizze, hygge og feste med andre gode folk.
Vi afslører løbende talere her i vores Favebook event. Læs mere, og tilmeld dig på linket nedenfor.
I rapporten ”Giv os respekt og retfærdighed” fra 2019 dokumenterer vi, hvor stort problemet med voldtægt og manglende retfærdighed for voldtægtsofre er. Voldtægt i Danmark er voldsomt underrapporteret. Tallene for hvor mange kvinder, der årligt bliver udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, svinger fra ca. 6700 (ifølge Justitsministeriet) til ca. 24.000 (ifølge en undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2018). I 2019 blev kun 1017 voldtægter anmeldt til politiet – 79 af disse endte med en dom.
En ny voldtægtslov, der baserer sig på samtykke og ikke på tilstedeværelsen af vold eller trusler om vold, vil skabe større retfærdighed for voldtægtsofre. Du kan læse mere om kampen for en samtykkebaseret voldtægtslovgivning her
Kønsstereotyper og myter
Udover arbejdet med lovgivning arbejder vi med at gøre op med skadelige kønsstereotyper og myter om voldtægt. Disse spiller en stor rolle i retssystemet, hvor voldtægtsofre fortæller, at de bliver mødt med fordomme, victim-blaming og upassende spørgsmål om deres opførsel eller påklædning hos politi og anklagemyndighed.
Vi mener, at en hovedårsag til seksuel ulighed, overgreb og voldtægt kan findes i skadelige kønsstereotyper, som står i vejen for, at alle mennesker kan nyde godt af retten til frihed og lighed.
Stater er forpligtede via internationale konventioner til at modarbejde forskelsbehandling mellem kønnene og skadelige kønsstereotyper. Ved at forbedre seksualundervisning har de danske myndigheder en mulighed for at arbejde med unge mennesker for at mindske disse stereotyper og forebygge voldtægt på lang sigt. Aldersvarende seksualundervisning på alle klassetrin kan være med til at forebygge seksuel vold og bekæmpe skadelige kønsstereotyper.
Derfor kæmper vi for en obligatorisk og timefastsat seksualundervisning på alle undervisningstrin til og med ungdomsuddannelser. Undervisningen bør omfatte undervisning i samtykke og seksuel selvbestemmelse.