Siden Qatar i 2010 fik tildelt VM i fodbold for mænd, er landet blevet gennemkritiseret for dets systematiske udnyttelse af migrantarbejdere. Alligevel bliver slutrunden en kæmpe succes for værtsnationen, forudser en ekspert, som forventer, at andre golflande vil kopiere Qatars succes med at bruge sporten til at opnå sine politiske mål.
Af Bjarke Windahl Pedersen
Artiklen er bragt i medlemsbladet Amnesty, november 2022.
Da præsidenten for det internationale fodboldforbund, FIFA, den 2. december 2010 trak et stykke papir med navnet Qatar op af en kuvert i et fyldt auditorium i Zürich, åbnede han også for en debat, som har raset lige siden.
Groft forsimplet har debatten handlet om den sande fortælling om VM i Qatar, og fronterne har set således ud: På den ene side har VM-arrangøren FIFA og en perlerække af berømtheder fra sportsverdenens øverste luftlag stået i kø for som velbetalte ambassadører at rose værtslandet og berette om, at verden kan se frem til en slutrunde uden lige. ”Forvent det fantastiske”, som sloganet officielt lyder.
På den anden side har Amnesty International og andre afdækket systematisk udnyttelse og voldsomme overgreb mod tusindvis af lavtlønnede migrantarbejdere, som under livsfarlige vilkår har knoklet for at gøre FIFA og Qatars VM-løfte til virkelighed. Medier har afdækket, at dødstallet blandt ellers raske, unge mænd fra fattige lande i primært Asien skal opgøres i tusinder. Og undersøgende journalister og nationale myndigheder har tillige afdækket korruption i FIFA i forbindelse med tildelingen af slutrunden.
I centrum for opmærksomheden og kontroverserne om den nok største begivenhed i sportens verden står Qatar; et lille og stenrigt land placeret på en halvø i Den Persiske Golf, geografisk på størrelse med Fyn og Sjælland og med en national befolkning mindre end indbyggertallet i Århus.
Men også et land som trods sin størrelse er en global sværvægter i den disciplin, som nogle kalder PR, andre ”blød magt”, og som mange i dag kender under det nye begreb sportswashing, det vil sige brugen af sportsbegivenheder til at aflede opmærksomheden fra menneskerettighedskrænkelser.
Qatars kronjuvel
Qatars strategi med at opnå indflydelse gennem den bløde magt er ikke ny.
I 1996 blev satellitkanalen Al Jazeera lanceret i Doha. Den når i dag ud til mere end 300 millioner husstande i over 100 lande. Qatar Airways blev stiftet i 1990’erne og høster i dag priser som verdens bedste flyselskab. Qatar sponsorerer eller ejer nogle af verdens største fodboldklubber. Landet er i forvejen vært for store sportsbegivenheder og har i årevis også inviteret fodboldklubber, herunder danske ungdomslandshold, på gratis træningsture i landet.
Listen over opmærksomhedsfremmende aktiviteter fortsætter, men intet kommer så meget som i nærheden af VM, mener Paul Michael Brannagan, seniorlektor i Sportsmanagement og Policy ved Institut for sport på Manchester University.
Han har i årevis forsket i Qatar som led i sit arbejde med at undersøge, hvordan stater bruger store sportsbegivenheder politisk.
”Verdensmesterskabet er kronjuvelen i Qatars bløde magt. Det er helt uden fortilfælde. Milliarder vil se det, og intet udover måske De Olympiske Lege tiltrækker lige så stor opmærksomhed. Hvis vi måler i blød magt, så er verdensmesterskabet uden sammenligning Qatars største ressource”, siger Paul Michael Brannagan.
Men – tilføjer han – verdensmesterskabet er også ”den mest ironiske sag, man kan forestille sig”. For selv om langt de fleste store sportsbegivenheder medfører kritik og kontroverser, så har kritikken af Qatar været så markant, at det både har skadet Qatars omdømme på den korte bane og påvirket landet på en måde, som ingen andre af emiratets opmærksomhedsfremmende tiltag har:
”Den internationale kritik har været uden fortilfælde. Det symbolske pres fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og fra internationale medier har været så intenst, at det har tvunget Qatar til lave ændringer derhjemme. Verdensmesterskabet har ændret Qatar på en måde, som intet andet har”.
Baggrund: Forstå problemet – VM i Qatar
Ingen illusioner om lighed
For de anslåede 1.2 millioner tilrejsende fodboldfans, som i de kommende uger besøger Qatar, vil nogle af disse forandringer være nemme at få øje på: De vil kunne tage Dohas nye metro fra et stadion til det næste og kunne se flere kampe om dagen på grund af de korte afstande inden for Qatar. På de spritnye og afkølede åbne stadions vil de ikke mærke den høje temperatur udenfor.
Men til trods for Dohas skyskrabere og landets højteknologiske nye infrastruktur lander verdens fodboldfans også i et traditionelt og strengt opdelt samfund.
Befolkningen vil have sine privilegier for sig selv
Martin Hvidt, lektor ved Center for Mellemøststudier
Kun en minoritet af befolkningen har qatarsk statsborgerskab, og opfattelsen af forholdet mellem qatarere og gæstearbejdere er ikke under forandring, forklarer Martin Hvidt, lektor ved Center for Mellemøststudier ved SDU.
”Qatar er et lille samfund, og befolkningen vil have sine privilegier for sig selv. De har aldrig set gæstearbejdere som ligestillede, og der er ingen ambitioner eller forestillinger om, at man er lige”, siger Martin Hvidt.
Netop Qatars behandling af lavtlønnede gæstearbejdere har tiltrukket sig kritisk opmærksomhed siden 2010. For selvom styret i Qatar systematisk undertrykker kritik, diskriminerer kvinder, forbyder homoseksualitet og meget mere, så er udnyttelsen af og overgrebene imod migrantarbejdere knyttet direkte til afholdelsen af verdensmesterskabet, som FIFA er ansvarlig for, og som fodboldforbund og fans fra hele verden engagerer sig i.
Tidslinje: I mere end 12 år har Amnesty afsløret udnyttelsen af migrantarbejdere i Qatar
Ser man på forholdene for migrantarbejdere i Qatar, er der sket forandringer. Men de er sket langsomt, og de har været begrænsede. Amnesty International har igen og igen afdækket, at der har været langt fra styrets løfter om bedre forhold til egentlig ny lovgivning og herfra endnu længere til at få forbedringer ført ud i livet til fordel for de hundredtusinder af migranter, der i stillinger som hushjælpere, byggeriarbejdere og sikkerhedsfolk er meget udsatte for udnyttelse og overgreb.
EMIRATET QATAR
Blev uafhængigt fra Storbritannien i 1971.
Ledes af landets absolutte monark, emiren Tamim bin Hamad Al Thani. Politiske partier er forbudte.
Er blandt verdens rigeste lande målt i BNP pr. indbygger. Velstanden bygger på olie og naturgas.
Cirka ti procent af Qatars omkring 2.5 million indbyggere er nationale statsborgere.
Emirens svaghed
I en nyligt udgivet artikel i tidsskriftet Udenrigs rejser Martin Hvidt spørgsmålet om, hvorfor Qatar, som er blandt verdens allerrigeste lande, ikke har reageret på kritikken ved simpelthen at forbedre arbejdsforholdene for migrantarbejdere.
Svaret, mener han, skal findes i den måde, Qatar indrettede staten og samfundet for omkring 50 år siden, da landet gik fra at være et fattigt samfund baseret blandt andet på perlefiskeri til at skulle fordele de oliemilliarder, som begyndte at pumpe ind i statskassen i det unge land.
Her blev den lille oprindelige befolkning af qatarer begavet med boliger, penge, jordområder og måske væsentligst – offentlige jobs med både løn og vilkår, som stadig i dag stadig er langt bedre end de vilkår, selv højtuddannede ikke-statsborgere arbejder under.
Omvendt fik det private erhvervsliv retten til at importere billig arbejdskraft, som kunne sikre de qatarske familier i toppen af erhvervslivet en god indtjening. Qatar fik bygget veje og skoler, og den nyrige befolkning kunne blive serviceret af barnepiger og chauffører fra udlandet.
Men det spæde statsapparat i 1970’erne kunne ikke varetage reguleringen af de mange migrantarbejdere, så opgaven blev overladt til den enkelte arbejdsgiver gennem det såkaldte kafala-system, også kendt som sponsorsystemet. Og det har skabt en politisk dynamik, som har eksisteret siden Qatars fødsel, og som stadig gør sig gældende i dag, siger Martin Hvidt:
”Vi tror, at en autokratisk stat er stærk. Men staten i Qatar er ikke stærk nok til, at emiren har kunne sætte sin vilje igennem over for stammerne og i særdeleshed over for den magtfulde gruppe af lokale erhvervsfolk, der står for de store byggeprojekter”.
Martin Hvidt tilføjer, at de måske 30-40 mest magtfulde familier i Qatar, som lukrerer på kafala-systemet, også har haft en meget konkret modvægt til at forsvare deres privilegier mod statslige indgreb. For efter Qatar fik tildelt VM, har emiren ikke kunne stå tilbage med et halvfærdigt VM-byggeri i 2022, så her har staten været afhængig af landets private bygherrer og erhvervsliv. Det har formentlig lagt en dæmper på lysten til at fratage arbejdsgivere deres billige arbejdskraft eller pålægge dem store bøder i sager om misbrug af arbejdere:
”Det er egentlig forbløffende. Statspengene vælter ind. Emiren kan være fuldstændig ligeglad med alle andre. Men Qatar er stadig et stammesamfund, og han kan ikke sidde på magten uden af have opbakning fra de ledende familier”, siger Martin Hvidt.
Et symbolsk værktøj
Står den analyse til troende, kan det undre, at styret i Qatar har brugt hundreder af milliarder i forbindelse med det dyreste VM i fodboldens historie, når internationale analytikere samtidig anslår, at VM er en økonomisk underskudsforretning for landet, og det sidste årtis kritik samtidig har slået skår i landets globale omdømme.
Men verdensmesterskabet handler ikke blot om det nationale omdømme og om at tiltrække turister og diversificere økonomien, som i dag hviler på landets olie- og gasressourcer. Det handler også om at stadfæste sin suverænitet i en region med en betydelig grad af uro.
Her er ikke mindst den store nabo Saudi-Arabien kritisk over for Qatars selvstændige udenrigspolitik og i særdeleshed dets gode forhold til Iran. Ifølge internationale medier overvejede Saudi-Arabien for få år siden ligefrem en militær invasion af Qatar.
I det sikkerhedsspil er VM i sig selv et ”symbolsk værktøj” til at sikre, at Qatar forbliver en uafhængig aktør i sin egen ret, forklarer Paul Michael Brannagan.
”Kun legitime suveræne stater bliver tildelt et verdensmesterskab. Så ved siden af FN, NATO og andre organisationer, siger FIFA, at Qatar har ret til sin uafhængighed. Det betyder, at hvis Qatar blev invaderet, så kan FIFA udelukke de invaderende lande fra at deltage i VM. Et invaderende land ville også miste muligheden for selv at blive vært for et VM”, siger Paul Michael Brannagan og eksemplificerer, hvordan han mener, at slutrunden allerede har styrket Qatars sikkerhed:
I 2017 indledte Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Bahrain og en række øvrige lande en blokade af Qatar, som er afhængig af import af fødevarer, og hvis eneste landegrænse over jorden strækker sig 87 kilometer og skiller landet fra Saudi-Arabien. Men under hele denne diplomatiske krise havde Qatar tiden på sin side, argumenterer Paul Michael Brannagan. For VM nærmede sig, og nabolandene havde store interesser i ikke at isolere sig selv fra den regionale begivenhed:
“Økonomisk set ville det være meget skidt for de blokerende lande, ikke mindst De Forenede Arabiske Emirater, at opretholde en blokade igennem et verdensmesterskab, hvor turister i stort omfang vil rejse til regionen. Dertil kommer, at de blokerende lande ikke selv ville kunne deltage i slutrunden. Qatar vidste dette”, siger Paul Michael Brannagan.
Blokaden af Qatar sluttede sidste år. Og derfor vil tilrejsende fodboldfans fra hele verden om få uger ikke blot tjekke ind på de nybyggede hoteller i Qatar, men også i De Forenede Arabiske Emirater, hvorfra fly på én time kan fragte dem til Doha.
For små stater og deres ledere er sikkerhed og overlevelse i sidste ende det eneste, som betyder noget
Paul Michael Brannagan, seniorlektor, Manchester University
Saudi-Arabien på spring
Trods al kritikken af Qatars overgreb mod migrantarbejdere og den skade, som det har gjort på Qatars omdømme på den korte bane, vurderer Paul Michael Brannagan, at VM – medmindre noget går helt galt under selve slutrunden – vil blive en kæmpe succes for Qatar. Først og fremmest fordi verdensmesterskabet har styrket Qatars sikkerhed:
”For små stater og deres ledere er sikkerhed og overlevelse i sidste ende det eneste, som betyder noget”, siger han.
Men også fordi Qatar ønskede øget opmærksomhed, og det har landet fået:
”De bruger verdensmesterskabet til at fremvise Qatars kulturelle oplevelser, Qatar Airways og fodboldstjerner som David Beckham og Lionel Messi (der har indgået i Qatars brandingkampagne op til VM, red.). Alt dette vil blive husket i årevis”, siger Paul Michael Brannagan.
Han er ikke i tvivl om, at Qatar fortsat vil række ud efter store sportsbegivenheder. Men han er især optaget af, hvilket mellemøstligt land, der vil blive det første til at være vært for De Olympiske Lege. Ikke mindst mellem Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar er konkurrencen hård, påpeger han. At Qatar igennem et årti er blevet udsat for hård kritik, afskrækker ikke nabolandene, fortæller han:
” Saudi-Arabien har indset, at Qatar har klaret sig overraskende godt med sporten og vil gerne på omgangshøjde. Alle disse golflande udvikler sig meget, meget hurtigt, og de har en plan for at sikre deres samfund og åbne deres lande en smule. Ja, de vil blive udsat for kritisk opmærksomhed, men potentielt er det det hele værd”.