Støt ukrainske veteraner
Der er i dag over en million mennesker registreret som veteraner i Ukraine. Mange veteraner oplever udfordringer med at finde deres plads i civilsamfundet efter deres militærtjeneste og føler sig ofte overset af både staten og samfundet. Flertallet lever med handicap som følge af krigen, hvoraf mange er usynlige. Samtidig bliver veteranernes erfaringer, ressourcer og potentiale ofte overset, selvom de kan spille en vigtig rolle i opbygningen af et stærkt, demokratisk og inkluderende Ukraine.


Amnesty styrker ukrainske veteraner i at:
- Kende og bruge deres rettigheder.
- Tage aktiv del i civilsamfundet og deres lokalsamfund.
- Støtte og inspirere andre veteraner.
- Skabe dialog og bygge bro mellem veteraner og resten af samfundet.
- Være fortalere for menneskerettigheder og positiv forandring.
Ved at støtte projektet kan du være med til at sikre, at ukrainske veteraner får:
- Uddannelse (Gennem undervisning i menneskerettigheder, demokratisk deltagelse, lederskab og civilt engagement styrkes veteranernes evne til at tage aktiv del i samfundet og bidrage til genopbygningen af Ukraine).
- Træning i fortalervirksomhed og kommunikation (Gennem træning i kommunikation, organisering og fortalervirksomhed får veteraner redskaber til at fremme egne og andre veteraners rettigheder og skabe positiv forandring i deres lokalsamfund).


- Støtte til lokale initiativer (Gennem workshops, netværk og lokale aktiviteter får veteraner mulighed for at omsætte deres erfaringer til handling og hjælpe andre veteraner og borgere i deres lokalsamfund).
- Vidensdeling og oplysning (Gennem offentlige oplæg, medieaktiviteter og erfaringsudveksling bidrager veteraner til større forståelse, nedbryder fordomme og styrker respekten for veteraners rettigheder og ressourcer).
Styrk børn og unge i Manthoc i Peru
I Peru oplever oprindelige folk og mestizo-samfund i Amazonas alvorlige konsekvenser af klimaforandringer, forurening og miljøødelæggelse. Disse udfordringer truer både deres levebrød, sundhed og grundlæggende menneskerettigheder.
Amnesty arbejder i regionerne San Martín, Ucayali og Loreto for at styrke børn og unge til at forstå og forsvare deres rettigheder i mødet med klima- og miljøkriser.


Hvordan styrkes børn og unge i dette projekt?
- Får undervisning i menneskerettigheder, klima og miljøretfærdighed.
- Opbygger viden om sammenhængen mellem miljøbeskyttelse og menneskerettigheder.
- Udvikler kompetencer til at blive aktive menneskerettighedsforkæmpere.
- Lærer at identificere lokale udfordringer og skabe løsninger i deres egne lokalsamfund.
- Styrker deres evne til at mobilisere og tale deres sag over for myndigheder og beslutningstagere.
- Deltager i konkrete miljøindsatser som oprydningskampagner og bæredygtige lokale initiativer.
Hvis du støtter dette projekt, hvad bliver pengene brugt til?
- Uddannelse og workshops for børn og unge i Amazonas.
- Udvikling af undervisningsmaterialer, videoer og informationsfoldere på lokale sprog.
- Træning af unge ledere, der kan videreføre viden i deres lokalsamfund.
- Lokale aktiviteter, der fremmer miljøbeskyttelse og bæredygtige løsninger.
- Styrkelse af oprindelige folks og mestizo-samfunds mulighed for at beskytte deres rettigheder og skabe positiv forandring i deres lokalsamfund.

Hjælp Shiwilu folket i Peru
I Peru lever mange oprindelige folk, herunder Shiwilu-folket i Amazonas, i en virkelighed præget af social marginalisering, fattigdom og begrænset adgang til grundlæggende rettigheder som uddannelse, sundhed og sikre levevilkår. Særligt piger og kvinder rammes af kønnet og etnisk diskrimination, hvilket fører til ringere uddannelsesmuligheder, svage jobperspektiver og manglende retssikkerhed i tilfælde af vold eller overgreb.

Shiwilu projektet (som vi kalder for Rise Up projektet) handler om at styrke unge shiwilu folk i den peruvianske del af amazonas. De unge bor i landsbyen Jeberos – som ligger lang ude i junglen. De unge mennesker træner andre unge mennesker i menneskerettigheder og hvad det betyder at være oprindeligt folk og stå ved sine traditioner og være stolte af deres kultur og traditioner.
Amnesty styrker oprindelige folks kvinder i at:
- Kende og bruge deres rettigheder.
- Styrke selvtillid, identitetsfølelse og fortalervirksomhed.
- Deltage aktivt i kampagner og offentlige fora.
- Agere som lokale repræsentanter og rollemodeller.


Ved at støtte projektet kan I være med til at sikre at unge shiwilu-kvinder får:
- Uddannelse (Gennem Workshops, undervisningsforløb og dialogrum, der klæder piger og kvinder på til at forstå og udøve deres individuelle og kollektive rettigheder)
- Træning i fortalervirksomhed (Gennem træning i brug af værktøjer til at advokere for deres rettigheder).
- Støtte til aktivisme og kampagner (Gennem træning i at organisere lokale og nationale kampagner, synliggøres miljø- og sociale problemstillinger og skaber opmærksomhed i medier og offentlighed).
- Vidensdeling (Gennem indsamling af erfaringer og videreudvikling af nye indsatser i region, og i andre steder i verden, støttes endnu flere kvinders rettigheder).
Er I klar til at gøre en forskel – sammen med os?
Skriv til Senior projektleder Carina Winther på corporate@amnesty.dk, hvis du vil høre mere om, hvor vi sammen kan beskytte friheden og skabe et mere trygt og frit samfund.


