Yasaman Aryani blev i 2019 idømt 16 års fængsel efter at have opfordret iranske kvinder til at tage hijabben af og nyde det gode vejr. Nu er hun løsladt.
Tekst: Sarah Callisen
“Kvinde, liv, frihed”.
Disse tre slagord runger ude foran det berygtede Evin fængsel i Irans hovedstad. Det er den 15. februar 2023. Yasaman Aryani og hendes mor, Monireh Arabshahi, er lige blevet løsladt.
Solen skinner, og dens stråler rammer kvindernes mørke hår. De bærer ikke det lovpligtige tørklæde hijab. “Jeg skylder min frihed til mit folks revolutionære frihedskamp. Og til de mange uskyldige piger og kvinder, hvis blod er udgydt. Jeg håber på Irans befrielse”, erklærer Monireh Arabshahi, Yasamans mor. Yasaman knytter sin hånd og svinger den i luften, imens hun råber “Kvinde, liv, frihed”, som er det kampråb, der bliver brugt i det landsdækkende protester mod det iranske præstestyre.
Videoen af de to modige kvinderettighedskæmpere er gået verden rundt på de sociale medier. De to kvinder er kendt både i Iran og globalt på grund af deres modige kamp for kvinders rettigheder i Iran.
Jeg skylder min frihed til mit folks revolutionære frihedskamp. Og til de mange uskyldige piger og kvinder, hvis blod er udgydt. Jeg håber på Irans befrielse.
Monireh Arabshahi, Yasamans mor
Yasaman uddelte hvide roser
Den 8. marts 2019 på kvindernes internationale kampdag gik Yasaman Aryani og hendes mor sammen rundt i Teherans gader uden hijab. De uddelte hvide roser til iranske kvinder, som de mødte på vejen. Samtidig opfordrede de kvinderne til at løsne håret og mærke hvor skønt, forårsregnen falder.
”Regnen er så smuk, hvorfor ville jeg tage en hijab på? Jeg opfordrer alle piger til at tage deres hijab af og nyde forårsregnen”, lød det fra Yasaman Aryani på en video fra 2019, der hurtigt gik viralt.
I videoen giver Yasaman Aryani en hvid rose til en iransk kvinde, som bærer hijab. Yasaman siger, at hun håber, at de to kvinder en dag vil gå side om side ned ad gaden. “Jeg uden hijab, og du med”.
White Wednesday
Yasaman Aryani er sammen med sin mor Monireh Arabshahi en del af den ikke-voldelige bevægelse kaldet ‘white wednesday’. Bevægelsen blev startet af Masih Alinejad, en iransk journalist og aktivist. Den opfordrer kvinder til enten at fjerne deres tørklæder om onsdagen eller bære hvide sjaler som et tegn på protest. Formålet er at gøre op med de traditionelle kønsroller, der dominerer i Iran og som påkræver ved lov kvinder til at bære hijab, hver gang de forlader deres hjem. Bevægelsen vil have, at det skal være op til den enkelte kvinde, om hun vil gå med hijab.
Efter videoen fra den 8. marts gik viralt, blev Yasaman Aryani smidt af sit teaterhold og to dage senere, den 10. april, blev hun arresteret af de iranske myndigheder.
Yasaman Aryani blev varetægtsfængslet i ni dage, hvor hun blev afpresset og tortureret til en tvungen tilståelse. Hun blev anklaget for at have ”spredt propaganda imod systemet” og at have ”opfordret til prostitution”. Dommen lød på16 år bag tremmer.
Dagen efter sin datters anholdelse gik Monireh Arabshahi til myndighederne for at beklage sin datters anholdelse. Her blev hun selv anholdt. Yasaman og hendes mor afsonede deres domme i kvindeafdelingen af Evin fængsel. Fængslet er kendt for ikke at overholde menneskerettighederne. De indsatte bliver ofte isolationsfængslet, afhørt uden en advokat og nogle udsættes for tortur.
Siden Yasamans arrestation har Amnesty International og aktivister arbejdet for at få både Yasaman og hendes mor, Monireh, ud af fængslet. I efteråret 2019 startede Amnesty International en global underskriftsindsamling for at få Yasaman løsladt. I Danmark bakkede 52.928 dansker op om aktionen. Året efter i 2020 bliver Yasaman Aryanis straf nedsat til fem år og seks måneder.
En smuk historie
Den danske kunstner Jens Galschiøt blev så inspireret af Yasaman Aryanis sag, at han tilbage i marts 2022 kastede sig over et nyt kunstværk dedikeret til kvinder som Yasaman, der risikerer deres eget liv for at kæmpe for sine rettigheder. Kunstværket bærer Yasamans navn, og forestiller en 60 centimeter høj rose, lavet af kobber, bronze og sølv. Kunstværket blev solgt på auktion og beløbet gik til Amnesty International’s arbejde for kvinders rettigheder i Iran.
Da Jens Galschiøt fik nyheden om Yasaman Aryanis løsladelse, udbrød han begejstret:
“EJ, er det rigtigt?! Hvor er det bare fantastisk!”
“Det er en smuk historie. Egentligt selve essensen. Det med at helt normale folk på sidelinjen kan være med til at løslade uskyldige politiske fanger som Yasaman Aryani. Det er smukt”, siger Jens Galschiøt.
Vibe Klarup, generalsekretær for Amnesty International i Danmark, har også reageret på nyheden om Yasamans løsladelse.
“Yasaman udstråler et lys i mørket, der viser, at forandring er mulig. Vores opgave er nu at bakke op om Yasaman, Monireh og alle de andre politiske aktivister, der lige nu sætter deres liv på spil for at kæmpe for kvinders rettigheder i Iran.”
Det nytter – TAK!
Tak til alle jer, der underskrev vores indsamling for Yasamans løsladelse tilbage i oktober 2019.
Vi overleverede 52.928 underskrifter.