2018 – et år med masser af sejre

 
Udgivet
01.
2018

Jeff J Mitchell/Getty Images

2018 – et år med masser af sejre

Næsten syv millioner Amnesty-støtter har i det forgangne år protesteret, skrevet breve, været med i underskriftsindsamlinger og meget mere for at forsvare og fremme menneskerettighederne verden over. Og det har virket! Uretfærdigt fængslede er blevet løsladt, og love er blevet ændret, fordi modige mennesker har handlet. Her følger nogle af 2018’s største sejre.


02.
Februar

Februar

Teodora del Carmen Vasquez blev endelig løsladt fra fængslet i El Salvador, efter at retten forkortede hendes absurde 30-års dom. Hun havde da tilbragt næsten ti år bag tremmer efter en dødfødsel, der førte til, at hun blev anklaget og dømt for at have fået foretaget en abort – hvilket er ulovligt i El Salvador.

Amnesty har siden 2015 arbejdet for at få Teodora løsladt og kører fortsat en kampagne for at få afkriminaliseret abort i El Salvador for at undgå, at andre kvinder havner i samme situation som Teodora.

I Mexico blev Sergio Sánchez sat på fri fod efter næsten otte års fængsel. Han blev dømt på baggrund af falske og selvmodsigende beviser, og hans advokat er overbevist om, at Amnesty-støtters protester og demonstrationer var altafgørende for, at Sergio omsider blev løsladt. 


03.
Marts

Marts

I marts kom også den tilbageholdte etiopiske aktivist, journalist, blogger og samvittighedsfange Eskinder Nega ud af fængslet. Amnesty-støtter fra hele verden skrev masser af breve til ham, og det gik ikke ubemærket hen: 

   ”Jeg modtog støttebreve fra Amnesty International gennem min familie. Det hjalp med at holde modet oppe, og det løftede humøret hos min familie”, sagde Eskinder Nega.   

Sammenholdet sejrede i Ukraine i marts. Efter demonstrationer for kvinders rettigheder i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag anklagede politiet en af arrangørerne, Olena Shevchenko, for at bryde loven om offentlige forsamlinger på baggrund af et ”provokerende” banner, der blev båret af nogle af demonstranterne. 

Da Olena kom for retten den 15. marts, havde Amnesty Ukraine lavet et opslag om sagen på de sociale medier, der nåede tusinder af mennesker. Retslokalet var derfor pakket med journalister og støtter såvel som folk fra udenlandske ambassader. Retten afgjorde, at Olena ikke havde gjort noget forkert og lukkede sagen. 


04.
April

April

Der var sjældne gode nyheder fra Myanmar i april, da adskillige samvittighedsfanger var blandt de 8000 mennesker, som den nye præsident Win Myint løslod. Amnesty havde gennem længere tid ført kampagne for Kachin-præsterne Dumdaw Nawng Lat, Langjaw Gam Seng og Lahpai Gam, der var blandt de løsladte.

Bosnien-Hercegovinas forfatningsdomstol afgjorde i samme måned, at ofre for krigsvoldtægter og andre civile ofre for krig ikke skal betale sagsomkostninger i sager, hvor de får afvist deres erstatningskrav. Sammen med TRIAL International har Amnesty længe advokeret for at fjerne omkostningerne i denne typer sager, og afgørelsen kan opmuntre andre overlevende at søge retfærdighed og kræve erstatning. 


05.
Maj

Jeff J Mitchell/Getty Images

Maj

Det fantastiske resultat af den irske folkeafstemning, der omstødte landets abortforbud, markerede en kæmpe sejr for kvinders rettigheder. Det var udfaldet af en årelang og dedikeret aktivistisk indsats – som også Amnesty har været en stor del af. I 2015 udgav Amnesty rapporten ”She is not a criminal – the impact of Ireland’s abortion law”, der dokumenterede de mange hindringer og sociale konsekvenser af forbuddet gennem personlige vidneudsagn fra irske kvinder.

   ”Dette er en kampagne om håb. Det handler om at forstå og prioritere kvinders sundhed og sikkerhed. Det er i sig selv et fantastisk vendepunkt”, lød det fra en af de irske aktivister, Catriona Graham.

Det var også dejligt at se oppositionslederen og samvittighedsfangen Anwar Ibrahim på fri fod efter det overraskende valgresultat i Malaysia. Hans løsladelse er en milepæl for menneskerettighederne i landet og giver håb om flere reformer fremover.

I slutningen af maj indførte Burkina Fasos parlament en ny straffelov, der afskaffede dødsstraffen.


06.
Juni


Juni

Efter Amnestys omfattende arbejde med Syrien annoncerede den USA-ledede koalition, at den ville genevaluere de ellers lukkede sager om mulige civile ofre.

Koalitionen afviste til at begynde med Amnestys konklusioner om civile ofre i Raqqa, indtil nye beviser fra Amnestys undersøgelser så dagens lys. Ved udgangen af juli indrømmede koalitionen 77 ud af de 79 sager, som Amnesty havde dokumenteret og offentliggjort juni – og opjusterede dermed de civile tabstal med 300 procent.

Amnesty mener stadig, at dette kun er toppen af isbjerget og har derfor lanceret projektet ”Strike Tracker”, som sammen med organisationer som Airwars skal tegne et mere omfattende billede af, hvad angrebene har kostet af civile liv. Resultaterne bliver offentliggjort i begyndelsen af 2019.

i juni lancerede Amnesty også en banebrydende rapport om ansvaret for forbrydelser mod menneskeheden mod rohingyaerne i Myanmar. Rapporten satte navn på specifikke militær- og sikkerhedsstyrker såvel som 13 tjenestemænd, der er mistænkt for at stå bag forbrydelser mod menneskeheden. To dage før lanceringen af rapporten annoncerede EU sanktioner imod syv personer fra sikkerhedsstyrkerne – hvoraf seks af dem var på Amnestys liste. 


07.
Juli

JUSSI NUKARI/AFP/Getty Images

Juli

Kunstneren Liu Xia fik endelig lov til at forlade Kina og rejse til Tyskland efter næsten otte års ulovlig husarrest, som hun blev sat i, da hendes nu afdøde mand, Liu Xiaobo, i 2010 fik tildelt Nobels Fredspris. I hele perioden var hun under opsyn af sikkerhedsagenter, og hun havde kun sporadisk kontakt med omverdenen via telefon.

Tidligere i 2018 lancerede Amnesty International og PEN en kampagne for at få Liu Xia løsladt, et krav som en række globale litterære superstjerner støttede.

I Mauretanien blev to anti-slaveri-aktivister, Abdallahi Matallah Seck og Moussa Biram, løsladt efter at have afsonet to år af en tre års fængselsdom.  

Moussa Biram fortalte Amnesty: 

”Jeres støtte fik mig til at føle, at jeg ikke var alene i vores kamp for retfærdighed i Mauretanien. Jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed overfor hvert eneste medlem af Amnesty. Tak for jeres fantastiske arbejde for at få løsladt anti-slaveri-aktivister i Mauretanien. Tak fordi, I kæmper imod uretfærdighed. Vi er stolte over jeres arbejde”.

I Bosnien-Herzegovina vedtog den nationale forsamling i juli en lov, som skal beskytte torturofre fra krigen, og som endelig anerkender ofre for seksuel vold, herunder voldtægt. Amnesty og lokale organisationer har længe kæmpet for lovgivning, der sikrer overlevere fra seksuel vold under krig adgang til retfærdighed og genoprejsning. 



I juli blev også den 17-årige palæstinensiske aktivist Ahed Tamimi løsladt, 21 dage før hun officielt havde afsonet en otte måneders fængselsdom. Tamimi var ved en militærdomstol i den israelsk besatte Vestbred idømt straffen ud fra en påstand om, at hun udgjorde en trussel mod bevæbnede israelske soldater.


08.
August

August

Efter 735 dage bag tremmer i Cambodja blev den prominente menneskerettighedsaktivist Tep Vanny endelig løsladt efter en kongelig benådning. Hun var idømt fængsel for fredeligt at demonstrere i forbindelse med hendes og lokalsamfundets kamp imod tvangsrydninger af familier i landets hovedstad, hvor der skal gøres plads til nyt luksusbyggeri.

Mere end 200.000 mennesker fra hele verden støttede sammen med Amnestys Tep Vanny ved at kræve hendes frihed. 


“Jeg rækker min hånd ud til enhver, som har arbejdet for min frihed og tilladt mig at blive genforenet med mine børn og mine forældre. I trøstede mig og gjorde, at jeg ikke følte mig alene. Jeg værdsætter jeres venlighed og jeres arbejde for at styrke menneskerettighederne verden over”, fortalte Tep Vanny Amnesty.


09.
September

Harish Tyagi/Ritzau Scanpix

To indere fejrer, at landets højesteret den 6. september 2018 besluttede, at sex mellem to personer af samme køn ikke længere er strafbart. Det er nu lovligt at være homoseksuel i Indien.

September

Indiens højesteret afkriminaliserede homoseksualitet og fastslog, at enhver diskrimination på baggrund af seksuel orientering er et brud på de fundamentale rettigheder, som er garanteret i landets forfatning.

I september meddelte myndighederne i Qatar, at de havde afskaffet kravet om en exittilladelse for de fleste migrantarbejdere. Kravet forhindrede dem i at forlade Qatar uden deres arbejdsgiveres tilladelse. Det er en af ​​de første store reformer, der er gennemført som led i Qatars partnerskab med Den Internationale Arbejdsorganisation, og den sker efter fleres års research og pres fra Amnesty, der har afsløret omfattende arbejdsulykker i Qatar - også på byggerier, der opføres forud for VM i fodbold i 2022.

EU-Parlamentet vedtog en resolution, der anbefaler et internationalt forbud mod fuldt automatiserede våbensystemer eller ”dræberobotter”. Formålet er at bremse udviklingen af våben, som selv udvælger sine mål og dræber, uden det er mennesker, som træffer beslutningen om drab eller ej. 


10.
Oktober

Oktober

Malaysias regering annoncerede, at landet vil afskaffe dødsstraffen.

Få dage senere blev dødsstraffen også ophævet i den amerikanske delstat Washington, der dermed blev den tyvende amerikanske delstat, som har afskaffet dødsstraffen. 



I Vietnam blev bloggeren “Mother Mushroom” løsladt efter to års fængsel. Efter at være blevet arresteret i 2016 og idømt ti års fængsel i 2017 modtog Amnesty nyheden om løsladelsen med glæde:

”Nyheden kommer som en lettelse efter to års fængsel. Men den bør også minde os om Vietnams forværrede historik med at fængsle enhver, som kritiserer regimet”, sagde Amnestys Nicholas Bequelin. 


11.
November

November

Efter flere års aktivisme afgjorde en domstol i Sydafrika, at regeringen ikke kan udstykke tilladelser til minedrift efter titanium i Xolobeni uden accept fra området oprindelige lokalsamfund. Det var en stor sejr for de lokale, som længe har kæmpet for deres ret til at blive inddraget i beslutninger om minedrift i deres område.

”Vi lever i et smukt og fredeligt område, hvor vi deler alt, mad, land og kærlighed. Eliten har opdaget, det vi har, og vil nu tage det fra os”, siger Nonhle Mbuthuma, der er menneskerettighedsaktivist og kommer fra Amadiba-samfundet.

”Nogle af mine kollegaer er blevet dræbt, og jeg ved, at det samme kan overgå mig. Men jeg er ikke bange”.

I Schweiz afviste vælgere fra stemmeurnerne et forslag om, at det skulle skrives ind i landets forfatning, at schweizisk lov står over international lov. To tredjedele af schweizerne stemte nej til forslaget, der var sendt til afstemning på baggrund af en underskriftsindsamling fra SVP, Schweizisk Folkeparti.

”Schweizerne viste, at de ikke var faldet for vildledende løfter, men i stedet brugte stemmesedlen til at sende et klart signal om, at de ønsker et samfund, hvor menneskerettighederne gælder for alle,” siger Kumi Naidoo, generalsekretær i Amnesty International. 


12.
December

December

Amnesty igangsatte verdens største brevskrivningskampagne, skriv for liv. I 2018 satte den fokus på modige kvindelige menneskerettighedsforkæmpere, som er fængslet, tortureret og sågar dræbt på grund af deres arbejde. Formålet er at skabe håb, positiv forandring og retfærdighed ved at skrive støttebreve til menneskerettighedsforkæmperne og protestbreve til de ansvarlige magthavere. Godt 8.500 elever i Danmark på 6.-10. klassetrin, fordelt på 181 skoler, var i 2018 tilmeldt kampagnen, der på globalt plan årligt udmønter sig i millioner af appeller med krav om retfærdighed.


13.
Støt Amnesty

Støt menneskerettighederne

Ved at støtte Amnestys arbejde hjælper du mennesker, der får frataget deres rettigheder. Mennesker der flygter fra krig, bliver undertrykt, tortureret eller sidder uretfærdigt fængslet.

Støt menneskerettighederne i 2019