28. september 2016  

En maj morgen i 2013 rejste Edward Snowden til Hong Kong med tasken fuld af klassificerede dokumenter fra sit arbejde for NSA. Dokumenter, som afslørende det ekstreme omfang af global masseovervågning af helt almindelige mennesker. Snowdens handling som whistleblower gør ham til en menneskerettighedshelt. Alligevel risikerer han 30 års fængsel for spionage.




Oliver Stone: Benåd Snowden

Amnesty danske afdeling har mødt den amerikanske filminstruktør Oliver Stone i København til en samtale om hans nye biograffilm Snowden, der følger whistlebloweren Edward Snowden fra han som 20-årig bliver ansat i CIA, og til han som 29-årig beslutter sig for at afsløre den ulovlige masseovervågning af millioner af mennesker i hele verden.

Filmen har premiere samtidig med, at Amnesty International og en række andre organisationer lancerer en verdensomspændende kampagne for, at USA’s præsident Obama skal benåde Edward Snowden, inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar. Et krav, som Oliver Stone støtter.

”Obama har mere end nogen anden præsident undertrykt pressefriheden, og han har ført otte sager under The Espionage Act mod whistleblowere og påståede spioner. Han har gjort mere skade mod kampen for at få sandheden frem end selveste George W. Bush, som løj om alt. En benådning af Snowden vil være en sidste ærefuld handling fra Obama, som ellers er blevet hjernevasket af hele det nationale sikkerhedskompleks. Han bør gøre noget værdigt og venligt og benåde denne mand”, siger Oliver Stone.