31. august 2023  

Den egyptisk-britiske aktivist Alaa Abdel Fattah blev idømt fem års fængsel for ”at sprede falske nyheder” efter en dybt uretfærdig retssag og har i mere end tre år været lukket inde i en lille celle uden madras og seng. Alaa er blevet tortureret og må hverken tale med sine advokater eller få konsulær bistand fra de britiske myndigheder. Han bør løslades øjeblikkeligt.

Egyptisk-britiske Alaa Abdel Fattah er blevet anholdt og fængslet et utal af gange gennem de sidste mange år – herunder for sin rolle i opstanden i Egypten i 2011. Han har nu siddet fængslet siden den 29. september 2019. Senere samme dag blev hans advokat Mohamed Baker – der er stifter af Adalah Center for Rights and Freedoms – også fængslet. Efter næsten fire år bag tremmer blev han benådet og løsladt den 19. juli 2023, mens Alaa Abdel Fattah stadig sidder fængslet.

Frem til henholdsvis maj og oktober 2022 var Alaa Abdel Fattah og Mohamed Baker buret inde i små celler uden seng og madras i Tora Maximum Security 2-fængslet i Kairo. Fængselsledelsen nægtede dem læsestof, motion i fængselsgården, ordentligt tøj, radioer, ure og adgang til varmt vand og personlige ejendele som for eksempel familiefotos. I perioder har Alaa Abdel Fattah heller ikke haft lov til at få besøg af sin familie.

De egyptiske myndigheder skal omgående løslade Alaa Abdel Fattah og ophæve hans dom. Skriv under på aktionen nu!

Tortureret og mishandlet

Den 12. maj 2022 fortalte Alaa Abdel Fattah sin mor, at han var blevet tæsket af fængslets viceinspektør, mens han var i håndjern. Seks dage senere blev han overflyttet til Wadi al-Natrun-fængslet nord for Kairo efter stort pres fra offentligheden.

Den 2. oktober 2022 blev advokat og menneskerettighedsforkæmperen Mohamed Baker overflyttet til fængslet Badr 1, hvor de indsatte klager over at være videoovervåget og badet i fluorescerende lys konstant. Den 10. april 2023 blev han tvunget til at smide tøjet, hvorefter han blev slået og mishandlet – for senere at blive isolationsfængslet. En uge senere anholdt myndighederne Mohamed Bakers kone, Neama Hisham, og tilbageholdt hende i 13 timer, fordi hun havde fortalt om overgrebene på sin mand.

Stadig mange fanger trods benådninger

Siden den egyptiske præsident genaktiverede den benådningskomité, der blev nedsat i april 2022, har de egyptiske myndigheder løsladt en række højt profilerede samvittighedsfanger samt hundredvis af andre, der har været fængslet af politiske årsager. Ikke desto mindre sidder hundredvis stadig vilkårligt fængslet udelukkende for at have udøvet deres menneskerettigheder eller efter dybt uretfærdige retssager eller uden juridisk grundlag.

Alaa Abdel Fattahs advokat Mohamed Baker (på billedet) blev efter næsten fire år bag tremmer benået og løsladt den 19. juli 2023. Men Alaa sidder stadig fængslet.

Vores krav

De egyptiske myndigheder skal:

  • annullere dommen mod Alaa Abdel Fattah og løslade ham omgående
  • indtil da sikre, at han kan være i jævnlig kontakt med sine advokater og sin familie
  • sikre ordentlig sundhedspleje, og at han er fængslet under forhold, der lever op til internationale standarder
  • give ham mulighed for at få konsulært besøg uden yderligere forsinkelser
  • sikre, at Mohamed Baker får erstatning for de lidelser, han blev udsat for i de næsten fire år, han var vilkårligt fængslet.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Jo mere internationalt pres, vi lægger på de egyptiske myndigheder, jo større sandsynlighed er der for, at de løslader Alaa Abdel Fattah

Hvad sker der med min underskrift?

Vi afleverer alle underskrifter til Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sissi.

Klimakonference satte fokus på fængslinger

Før FN’s store klimakonference COP 27, der blev afholdt i Sharm El Sheikh i Egypten i november 2022, blev hundredvis anholdt og fængslet i forbindelse med deres opfordringer til fredelige protester den 11. november.

Under COP 27 opfordrede et kor af stemmer de egyptiske myndigheder til at løslade Alaa Abdel Fattah, der havde sultestrejket i syv måneder, da konferencen begyndte den 6. november 2022. Eksempelvis udtrykte FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, stor beklagelse over, at Alaa Abdel Fattah stadig var fængslet, og han opfordrede Egypten til straks at løslade ham og sørge for, at han fik den nødvendige adgang til sundhedspleje.

Sultestrejkede i protest

Alaa Abdel Fattah begyndte sin sultestrejke den 2. april 2022 i protest mod sin uretfærdige fængsling og forbuddet mod at få besøg fra det britiske konsulat. Den 1. november 2022 optrappede han sin sultestrejke og stoppede med at indtage de 100 kalorier, han havde indtaget siden april. Den 6. november 2022 stoppede Alaa Abdel Fattah med at drikke vand, og fem dage senere mistede han bevidstheden i badet. Da han kom til sig selv, blev han holdt af en medindsat, var omringet af en stor gruppe mennesker, og fik stukket et rør ind i kroppen. Efter hans nærdødsoplevelse besluttede han sig for ikke at genoptage sin sultestrejke, men sværgede at begynde igen, hvis ”der fortsat ikke sker reelle fremskridt i hans sag”.

FN enig med Amnesty International

Den 24. marts 2023 offentliggjorde FN’s Menneskerettighedskomité sine konkluderende observationer af Egyptens overholdelse af sine forpligtelser under den internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder. Her blev en række emner fremhævet såsom vilkårlig fængsling og misbrug af anti-terrorlovgivning, som de egyptiske myndigheder bruger til at lukke munden på kritikere. Dette har Amnesty International og andre internationale og egyptiske menneskerettighedsgrupper siden 2013 sat fokus på.

Det nytter – efter massivt pres har de egyptiske myndigheder løsladt en række højt profilerede samvittighedsfanger.