27. september 2022  

Anna var i starten af 30’erne, da hun ved et uheld blev gravid. Hun følte ikke, hun kunne have et barn på det tidspunkt, men fordi hun ikke opfyldte betingelserne for at få en abort på Færøerne, blev Anna nødt til at rejse til et privathospital i Danmark. Kræv, at kvinder på Færøerne skal have ret til at bestemme over deres egen krop!

Jeg havde næsten den samme følelse, som når man mister én tæt på, og ikke forstår hvorfor verden ikke stopper op. Ikke fordi jeg lige havde fået en abort, men fordi en læge og en lov på Færøerne havde taget en beslutning om min krop og min fremtid. Det, som gør mig mest ked af det, er, at det førte til så meget skam, som jeg troede, jeg var for frigjort til at føle, men forløbet i det færøske sundhedssystem nedgjorde mig og gjorde, at jeg skammede mig.

Anna

Færøerne er det eneste land i Norden, hvor kvinder ikke selv har mulighed for at vælge en abort, og Færøernes abortlov er én af de mest restriktive i Europa.

Vis solidaritet og skriv under, så færøske piger, kvinder, og alle, som kan blive gravide, selv kan træffe beslutninger om deres egen krop.

Den færøske abortlov

Årsagen til, at Anna ikke kunne få en abort, skal findes i den færøske abortlov fra 1956, som kun tillader abort i nogle få tilfælde eksempelvis ved voldtægt, incest, hvis den gravide er uegnet til at tage sig af barnet eller når den gravides eller fosterets liv eller helbred er i fare.

Selvom Anna mente, at hun ikke kunne have et barn på det pågældende tidspunkt, syntes lægerne ikke, at hendes begrundelse opfyldte kravene i den færøske abortlov.

Det er strafbart for en læge at udføre en abort, hvis ikke betingelserne er opfyldt. Det er også strafbart for den gravide selv at afbryde graviditeten.

Adgang til sikre aborter er en menneskeret

Stater er forpligtet til at sikre seksuelle og reproduktive rettigheder for piger, kvinder og alle, der kan blive gravide. Men alt for ofte ser vi, at love forbyder gravides ret til selvbestemmelse. Det gør sig gældende på Færøerne, hvor gravide frarøves retten til at træffe beslutninger om deres egen krop, graviditet og fremtid.

I Amnesty International mener vi, at beslutninger om egen krop, liv, seksualitet og reproduktion tilhører personen selv, og at gravide selv er i stand til at træffe disse beslutninger. Denne ret er sikret i international lov og menneskerettigheder, og skal anerkendes i al abortlovgivning.

© Hannah Aurora Almstrup / Esther Kofoed Sørensen

“Jeg havde en fornemmelse af, at de bare trak tiden, så det ikke endte med en abort.”

Maria, Pro-abort aktivist

Min abortanmodning levede ikke op til loven ifølge speciallægen. Jeg spurgte min læge, om vi kunne sende en forespørgsel til. Men min læge ville ikke gøre noget ved det. Jeg var derfor nødt til at navigere i danske privathospitaler, og undersøge, hvordan man kunne få en abort uden en dansk sygeforsikring. Anna

Usikre aborter

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO medfører restriktive abortlove ikke, at der bliver foretaget færre aborter. Det fører kun til færre sikre aborter. Den færøske abortlov tvinger kvinder til at søge andre løsninger.

Én konsekvens af Færøernes abortlovgivning bliver derfor, at gravide på Færøerne ikke har lige muligheder for at få en abort. Flere gør som Anna, og rejser til for eksempel Danmark, hvor det koster mellem 6.000 og 12.000 kroner at få foretaget aborten på et privathospital. Og når man så medregner udgifterne til flybilletter, kan det blive dyrt. Dette er derfor ikke en økonomisk mulighed for alle.

Hvad er International Safe Abortion Day?

International Safe Abortion Day finder sted hvert år den 28. september.

Siden 1990 er dagen blevet markeret i Latinamerika og i de Caribiske øer for at kræve afkriminalisering af abort, adgang til sikre aborter og for at nedbryde stigmatisering og diskrimination af personer, der ønsker eller får foretaget en abort.

Vores krav

Vi kræver, at socialministeren på Færøerne, Sólvit E. Nolsø, som har magt til at ændre abortloven, opdaterer den nuværende lov, så piger og kvinder får ret til at få en abort. 

Hvorfor skal jeg skrive under?

Sammen med Amnesty på Færøerne og de øvrige nordiske lande kan du være med til at vise solidaritet med færøske kvinder og lægge pres på den færøske socialminister, så kvinder på Færøerne får deres grundlæggende ret til at bestemme over deres egen krop.

Hvad sker der med min underskrift?

Din underskrift vil blive sendt til Amnesty Internationals færøske afdeling. Sammen med underskrifter fra den færøske afdeling og andre Amnesty-afdelinger verden over vil de blive overleveret til den færøske socialminister, Sólvit E. Nolsø, der forvalter abortloven.

Aborter på Færøerne

På Færøerne bor der omkring 54.000 mennesker, hvoraf omkring 9.500 er i den fødedygtige alder. I 2021 fandt der 46 aborter sted per 1.000 indbyggere på Færøerne. På grund af manglende statistik på området vides det ikke, hvor mange der ønskede at få en abort, hvor mange der fik det nægtet, og hvor mange der rejste til udlandet for at få en abort.

For at få en abort på Færøerne skal man først til egen læge. Hvis lægen mener, at man opfylder kravene i loven, bliver man henvist til gynækologisk afdeling på hospitalet i Thorshavn, som også skal godkende eller afvise anmodningen.

*Anna er ikke kvindens rigtige navn. Det rigtige navn kender kun den færøske afdeling af Amnesty International.
**Vi siger nogle gange “kvinder” og nogle gange “piger, kvinder og gravide/personer, der kan blive gravide”. Amnesty Internationals synspunkt omfatter enhver person, der kan blive gravid.