Tyrkiet har nu verdensrekord i fængsling af journalister. En tredjedel af de journalister, mediefolk og redaktører, som er fængslet på verdensplan, sidder i tyrkiske fængsler. Officielt anklaget for terrorisme eller lignende, uofficielt fordi de har givet stemme til oppositionen. Ytringsfriheden er under pres, og den frie journalistik stærkt truet.
Presset på ytringsfriheden i Tyrkiet har været stigende de seneste år. Demonstrationer slås ned med vold, onlineindhold censureres, websider blokeres. Siden juli måneds voldelige kupforsøg har myndighederne drevet heksejagt på uafhængige medier. Mere end 120 journalister og mediefolk er tilbageholdt, og 160 aviser, tv-kanaler, radiostationer og lign. er tvangslukket. En af landets største aviser, Zaman, fik sidste år ny ledelse – udpeget af domstolen.
Journalisterne anklages typisk for terrorisme, propaganda eller forsøg på at vælte styret. Beviserne er gennemgående svage eller ligefrem ikke-eksisterende. Det generelle billede er, at langt de fleste sidder fængslet udelukkende for noget, de har skrevet.
Pressefriheden i modvind
Forestil dig et land uden frie medier. Et land, hvor information om omverdenen er begrænset. Et land, hvor kun bestemte holdninger bliver eksponeret. Er land, hvor al offentlig diskussion er ensidig. Et land, hvor myndigheder og institutioner ikke kan stilles til ansvar på en åben og gennemsigtig måde.
Uafhængige medier er en væsentlig del af ethvert velfungerende, pluralistisk samfund. Det er et afgørende middel til at udøve retten til frit at ytre sig. Det er en menneskeret at søge og modtage informationer af enhver art. Uafhængige medier er afgørende, når det gælder om at stille magten til regnskab for dets handlinger.
Det er ikke et spørgsmål om rigtige eller forkerte holdninger. Det er et spørgsmål om, at begge sider skal have mulighed for at komme til orde.
Tyrkiets uafhængige medier er ikke døde endnu, men de er alvorligt sårede. Pressefriheden er på spil, men også ytringsfriheden. Det er nu, vi skal træde til med hjælp. Journalister og andre mediearbejdere skal have lov til at gøre deres job. Journalistik er ikke en forbrydelse.
Mød to anholdte journalister
Ahmet Şık: Varetægtsfængslet siden 29. december 2016
Ahmet Şık er en erfaren journalist, som er vant til politisk motiveret forfølgelse og fængsling. Han har tidligere siddet fængslet i over et år, fordi han skrev en bog om Fethullah Gülen-støtters angivelige infiltration af myndighedsorganer.
I december sidste år blev Ahmet igen tilbageholdt, denne gang anklaget for at lave propaganda for det kurdiske arbejderparti, PKK, og hvad regeringen kalder Feto (Fethullahist Terrorist Organisation), som den hævder ledes af Fethullah Gülen, den mand som præsident Erdogan anklager for at stå bag det mislykkedes kupforsøg sidste sommer.
I første omgang sad Ahmet to dage i Istanbuls Metris fængse, i en beskidt celle uden rent vand. Han fik ikke lov til at mødes med sine advokater og fik heller ikke besked om, at de havde forsøgt at besøge ham. Nu er han overført til Silivri fængslet, hvor han deler celle med to andre indsatte. Han får kun tilladelse til familiebesøg én gang om ugen, og alle samtaler bliver overvåget. Han kan ikke modtage bøger, breve eller aviser udefra.
Sæt spørgsmålstegn ved os, hvis du tør – tal højt, hvis du tør.”
Ahmet Şıks kone
Asli Erdogan: Tilbageholdt 16 august – 29 december 2016
Den anmelderroste romanforfatter Asli Erdogan tilbragte næsten fem måneder i fængsel, fordi hun har været frivillig rådgiver for og skribent på den nu lukkede kurdiske avis Özgür Gündem.
Bevæbnede og maskerede betjente ankom til hendes hjem klokken tre om morgenen. De brugte otte timer på at gennemsøge hendes hjem, inklusive 3.500 bøger og notater. Selvom de ikke fandt nogen beviser under gennemsøgningen, blev hun anholdt og anklaget for terrorisme.
“På politistationen blev jeg sat i en 2 x 4m celle med tre andre kvinder. Der var ingen vinduer og lyset var tændt hele tiden … Vi fik kun lov til at bruge toilettet, når de havde lyst til at følge os, ikke når vi havde brug for det. Den første nat sov jeg slet ikke. “
Da Asli mødte op i retten, forventede hun at blive løsladt. Hun var trods alt aldrig blevet retsforfulgt for sine skriverier, og som rådgiver for avisen var hun ikke juridisk ansvarlig for dens indhold. Men dommeren sendte hende tilbage i cellen, hvor hun kunne vente på den egentlige retssag. Asli Erdogan er kronisk syg, og hendes tid i fængslet har forværret hendes lidelser.
“Det værste i fængslet var kulden fra september og frem. På et tidspunkt blev jeg flyttet til en celle med 20 andre kvinder. Deres tilstedeværelse var det, som holdt mig i live.”
Asli Erdogan er siden blevet løsladt mod kaution, men afventer stadig den endelige dom.
Jeg har ikke skrevet et ord siden min løsladelse. Jeg tror, der går længe, før jeg kan skrive igen. Jeg forsøger at få det bedre. Mens jeg var fængslet, kunne jeg holde mig kørende, men efter min løsladelse har jeg virkelig kunnet mærke de fysiske konsekvenser.
Asli Erdogan