11. februar 2019  

Mindst to personer er blevet tortureret til døde, og flere holdes indespærret i en ny bølge af forfølgelse mod homoseksuelle i Tjetjenien. Hjælp os med at stoppe overgrebene!

Omkring 40 personer er fængslet i en regeringsbygning i den tjetjenske by Argun, hvor de bliver tortureret og mishandlet. To personer er døde som følge af torturen. Antallet af ofre er måske højere.

Det er myndighederne i den russiske republik, som står bag overgrebene. Nogle af ofrene har også fået beslaglagt og ødelagt deres pas, så de ikke kan flygte ud af landet.

Tidligere overgreb har sat dybe spor

Mange homo-, biseksuelle, transpersoner og interkønnede (LGBTI) i Tjetjenien lever fortsat i frygt, efter at myndighederne bortførte og torturerede over hundrede homoseksuelle i 2017. Det er virkelig chokerende og skræmmende, at myndighederne i Tjetjenien igen har sat en systematisk forfølgelse af LGBTI-personer i gang.

“Vi er forfærdede over at høre, at mindst to personer er blevet dræbt som følge af tortur. Når liv er i fare, haster det ekstra meget med en international reaktion, så vi kan beskytte homoseksuelle i Tjetjenien,” siger Marie Struthers, Amnesty International’s direktør for Østeuropa og Centralasien.

Ingen stilles til ansvar

De russiske myndigheder har stadig ikke indvilliget i at sætte en grundig efterforskning i gang af de omfattende og veldokumenterede overgreb, der skete i 2017. De har ikke stillet en eneste person til ansvar for overgrebene. Derfor lever LGBTI-personer i Tjetjenien i stor utryghed og kan ikke stole på, at de russiske myndigheder vil beskytte dem.

Og nu har de tjetjenske myndigheder genoptaget forfølgelsen. 

Hjælp os med at kræve, at de russiske myndigheder går ind i sagen og sætter en stopper for overgrebene med det samme. Skriv under og del aktionen.

Amnesty kræver, at:

  • De russiske myndigheder sætter en stopper for Tjetjeniens forfølgelse, fængsling og tortur af homoseksuelle
  • De russiske myndigheder sørger for at påtale, efterforske og retsforfølge de ansvarlige for overgrebene i overensstemmelse med international ret

Vi sender underskrifterne i et brev til Ruslands præsident Vladimir Putin.


Baggrund

Genoptog overgreb efter EU-rapport 

Den 20. december 2018 offentliggjorde Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) en rapport om omfattende brud på menneskerettighederne, herunder overgreb mod LGBTI-personer i Tjetjenien. Otte dage efter at rapporten blev offentliggjort, genoptog myndighederne forfølgelsen af LGBTI-personer i Tjetjenien.

Myndighederne står bag

Den russiske organisation, The Russian LGBT Network, bekræfter den farlige situation for LGBTI-personer i Tjetjenien. De har tidligere udgivet en rapport som afdækker, hvordan tjetjenske myndigheder har været involveret i de bortførelser og den tortur, som begyndte for snart to år siden:

”De sagde, at jeg ikke var et menneske. At jeg var ingenting. At jeg hellere skulle være terrorist end bøsse,” fortalte et af ofrene. 

”Homoseksuelle er ikke mennesker”

Tjetjeniens præsident Ramzen Kadyrov har tidligere benægtet, at der findes homoseksuelle i Tjetjenien. I et interview med HBO i juli 2017 blev Kadyrov spurgt ind til bortførelserne. Han afviste det hele som sludder og udtalte, at homoseksuelle ikke er mennesker.

Dræbt af sin egen familie

Ofrene tør hverken at henvende sig til myndighederne eller til deres egen familie for at få beskyttelse. Såkaldte “æresdrab” på homoseksuelle praktiseres fortsat i Nordkaukasus og især i Tjetjenien. Mænd, som anses for at have “skadet familiens ære” ved at være homoseksuel eller ved at blive opfattet som homoseksuel, er i reel fare for at blive dræbt af deres egne familier. 

Der er flere eksempler på, at myndighederne har lagt pres på familier til LGBTI-personer for at få familien til at ”skille sig af med problemet”. Personer, som er ansvarlige for æresdrab, har i praksis straffrihed.