8. april 2021  

Flere forældre er blevet adskilt fra deres børn i forbindelse med Kinas forfølgelse af det muslimske mindretal uighurerne i Xinjiang. Med din underskrift kan vi presse Kina til at genforene familierne.  

OBS: Kvinden på billedet er ikke den samme som bliver beskrevet i teksten, men hun har en lignende historie og er blevet adskilt fra sin mand, som hun ikke ved, hvor befinder sig. Hendes mand blev tilbageholdt 25 dage før, deres yngste datter blev født.

Omer Faruh ejer en boghandel i Istanbul. Han var i Saudi-Arabien i november 2016, da hans kone Meryem Faruh ringede til ham en nat og fortalte ham, at det lokale politi havde beordret dem til at aflevere deres pas. Omer blev bekymret og sagde til Meryem, at hun ikke skulle give sit pas til politiet. Han købte med det samme flybilletter til hende og deres to ældste døtre, som allerede havde et pas.

De to yngste døtre på fem og seks år havde ikke fået deres rejsedokumenter endnu. På det tidspunkt konfiskerede myndighederne mange uighurers pas i Xinjiang-provinsen i Kina. Meryem og Omer besluttede derfor, at de ikke havde andet valg end at efterlade deres to yngste børn hos Meryems forældre i Korla i det centrale Xinjiang i håbet om, at de kunne blive genforenet senere. Men det er endnu ikke sket.

Skriv under på aktionen og kræv, at Kina sikrer, at alle de børn, der ønsker det, får lov til at forlade Kina for at blive genforenet med deres forældre og søskende i udlandet hurtigst muligt.

Vores krav

Jeg kræver, at den kinesiske regering:

  • Sørger for, at de børn, der ønsker det, får lov til at forlade Kina for at blive genforenet med deres forældre og søskende i udlandet.
  • Stopper alle de foranstaltninger, der krænker uigurernes og andre minoriteters rettigheder, så de frit kan forlade eller vende tilbage til Kina.
  • Giver ubegrænset adgang til FN’s menneskerettighedseksperter, uafhængige forskere og journalister til Xinjiang, så de kan foretage uafhængige undersøgelser af, hvad der sker i regionen.
  • Lukker genopdragelseslejrene og løslad fangerne straks og ubetinget.
  • Sørger for, at alle fra Xinjiang er i stand til regelmæssigt at kommunikere med familiemedlemmer og andre uden indblanding

Hvad sker der med din underskrift?

Vi sender alle underskrifterne sammen med brevet til den kinesiske præsident, Xi Jinping, hurtigst muligt. Læs brevet, vi sender.

Omer mistede kort tid efter kontakten til sine egne forældre. I oktober 2017 hørte han fra en ven, at hans svigerforældre var blevet anbragt i en genopdragelseslejr.

Jeg er en af de tusindvis af uighurer, hvis familie er blevet revet fra hinanden. Vi har ikke hørt vores døtres stemmer i 1.594 dage

fortalte Omer til Amnesty, imens hans stemme knækkede over.

Omer og hans familie fik tyrkisk statsborgerskab i juni 2020. Siden da har de forsøgt at få hjælp fra de tyrkiske myndigheder til at få de to yngste døtre ud af Kina. Selvom den tyrkiske ambassade i Beijing informerede Omer om, at de var gået i gang med de relevante procedurer i august 2020 og havde sendt en diplomatisk notits til den kinesiske regering i oktober 2020, har det til dags dato endnu ikke været muligt at få de to piger til Tyrkiet.

Min kone og jeg græder kun om natten, fordi vi prøver at skjule vores sorg fra vores andre børn, der er her hos os.

Omer

Omer og Meryems historie er tragisk, men desværre ikke unik. Mange uighurforældre, der er rejst til udlandet, har været nødsaget til at efterlade et eller flere børn hos deres familiemedlemmer i Xinjiang. Nogle forældre har siden fået at vide, at deres børn er blevet placeret på børnehjem eller kostskoler efter at de familiemedlemmer, der tog sig af dem, var blevet tilbageholdt.

Jeg er klar til at ofre alt for mine døtre. Jeg er klar til at ofre mit liv, hvis bare jeg vidste, at mine døtre ville blive sat fri.

Omer

Siden 2017 er omkring en million mennesker – hovedsaligt fra den muslimske minoritet, uighurerne – blevet tilbageholdt i genopdragelseslejre i Xinjiang. Kina beskriver det som et led i sin indsats mod terror, men reelt er der tale om arbejdslejre, hvor de indsatte bliver udsat for forskellige former for tortur, politisk indoktrinering og krav om at aflægge sig sin kultur og religion. Frygten for at havne på en genopdragelseslejr i Xinjiang har forhindret uighurforældre i at vende hjem til deres børn i Kina. Samtidig gør Kina det næsten umuligt for dem at få deres børn ud af landet, da de konfiskerer børnenes pas.

Jeg har et budskab til menneskeheden. Vær søde at prøve at sætte jer i vores sted. Forestil dig alt det vi har været igennem og sig fra for vores skyld

Omer

Hvorfor skal jeg skrive under?

Hver underskrift bidrager til at lægge pres på Xi Jinping, så han forhåbentlig genforener de børn, søskende og forældre, der er blevet adskilt.

Kære præsident Xi Jinping

Jeg er forfærdet over at se dokumentationen for, at nogle uighurforældre er blevet adskilt fra deres børn i årevis i forbindelse med forfølgelsen af det muslimske mindretal i Xinjiang.

Siden 2017 er omkring en million – måske flere – mennesker blevet vilkårligt tilbageholdt i ”udvikling-gennem-uddannelse” eller ”erhvervsuddannelses-” lejrene i Xinjiang, hvor de er blevet udsat for adskillige former for tortur og anden mishandling, inklusiv politisk indoktrinering og tvungen kulturel assimilation. Denne massetilbageholdelseskampagne kombineret med systemisk undertrykkelse har forhindret uighurforældre i at vende tilbage til Kina for at tage sig af deres børn og har gjort det næsten umuligt for deres børn at forlade Kina for at blive genforenet med deres familier i udlandet. Nogle uighurforældre mener, at deres børn måske er blevet anbragt på statsfinansierede børnehjem eller kostskoler, fordi de familiemedlemmer, der tog sig af børnene, er blevet tilbageholdt.

Derfor kræver jeg, at du sikrer, at de børn, der ønsker det, får lov til at forlade Kina for at blive genforenet med deres forældre eller søskende i udlandet med det samme.

Med venlig hilsen

Opdateringer

2. juli 2021: Lyt til vidnesbyrd fra uighur

Mihriban Kader var tvunget til at forlade sit hjem og sine børn i Xinjiang-provinsen i Kina for fire år siden. I dag sidder børnene på et børnehjem for forældreløse, og Mihriban og hendes mand anses som forrædere mod staten.

Lyt til historien – en af vores journalister læser den for dig

14. juni 2021: Underskrifter overleveret

Amnesty har foran den kinesiske ambassade i Danmark afleveret sin rapport og underskrifter fra 36.000 danskere, som kræver, at adskilte uighur-familier bliver genforenet. Ambassaden ønskede dog ikke at møde Amnesty, som leverede budskabet på ambassadens dørtrin i Hellerup.

I dag kom vi ikke indenfor, men vi ved, at ambassaden rapporterer hjem til Beijing, så de kinesiske myndigheder skal nok få at vide, at vi har været her, at vi holder øje med dem, og at vi gør omverdenen opmærksom på de overgreb, som foregår i Xinjiang

Annette Stubkjær Rimmer, politisk rådgiver i Amnesty Danmark

Hør Annette Stubkjær Rimmer fortælle om Amnestys arbejde for at standse overgrebene i Xinjiang i et indslag fra Radio Loud.

Annette Stubkjær Rimmer og 36.000 danske underskrifter foran den kinesiske ambassade, juni 2021.

10. juni 2021: Amnesty lancerer sin hidtil største undersøgelse af forfølgelsen i Xinjiang

Tortur, indespærring, overvågning, religiøs forfølgelse og hjernevask. I provinsen Xinjiang begår Kina overgreb på en skala, der udgør forbrydelser mod menneskeheden, konkluderer Amnesty International i sin hidtil største rapport om undertrykkelsen af muslimske etniske minoriteter.

Igennem to år har Amnesty blandt andet interviewet mennesker, der som offentligt ansatte har deltaget i den kinesiske undertrykkelse, samt mere end 50 mennesker, der har været indespærret i lejrene og nu taler ud. 

Læs mere om rapporten her.