Jimmy Lam
Hong Kong: Beskyt borgerne mod udlevering til Kina
Store dele af befolkningen i Hong Kong har de sidste måneder kæmpet imod et lovforslag, der vil betyde, at man som borger i Hong Kong kan blive udleveret til retsforfølgelse i Kina. Men modstanden fra myndighederne i Hong Kong mod demonstranterne er voldsom, så de har brug for alt den støtte, de kan få.
Opdatering:
Kæmpe sejr for Hongkongs demonstranter! Hong Kongs leder, Carrie Lam, har nu helt opgivet den kontroversielle nye lovgivning.
Vi fastholder aktionen med kravet om en grundig og uafhængig undersøgelse af politiets overdrevne brug af vold mod demonstranterne.
Den nye udleveringslov vil betyde, at det bliver nemt direkte at overdrage eller udlevere personer fra Hong Kongs territorium til det kinesiske fastland. Det ville i høj grad forøge Kinas mulighed for at gå målrettet efter systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, NGO-arbejdere eller andre, de mener truer regimet.
Kinas rets- og fængselssystem er kendt for udbredt brug af tortur, uretfærdige retssager, tvungne forsvindinger og ulovlige tilbageholdelser og isolation af fanger.
I juni måned gik over en million mennesker så på gaden i protest. Regeringen nægtede at trække lovforslaget tilbage, og deres svar var at slå ned på protester med overdreven politivold.
Politiet brugte og bruger stadig tåregas, peberspray og pistoler med gummikugler mod demonstranterne. Mange af demonstranterne er desuden blevet overfaldet og gennembanket med slagvåben.
Regeringen har nu suspenderet lovgivningsprocessen, men lovforslaget er ikke trukket tilbage og kan til enhver tid fremlægges igen. Derfor er det vigtigt, at presset på regeringen i Hong Kong fastholdes. Det er desuden afgørende for demonstranterne på gaderne, at de ikke står alene, men får opbakning fra hele verden.
Vær med til at kræve, at Hongkong-regeringen straks trækker lovforslaget om ændringer af udleveringsloven helt tilbage og at retten til fredeligt at forsamle sig og demonstrere bliver respekteret.