Amnesty International er dybt bekymret for Merdan Ghappar, en uighursk model, der ifølge myndighederne sidder i isolation i den kinesiske by Kuqa i Xinjiang. Han forsvandt i januar 2020 i byen Foshan i Guangdong-provinsen, og er ikke blevet set eller hørt fra siden marts 2020, hvor han befandt sig i en interneringslejr.
Skriv under og vær med til at presse myndighederne til at løslade Merdan!
Video og beskeder afslørede forfærdelige forhold
Det lykkedes Merdan Ghappar at sende en video og beskeder fra sin celle i marts 2020. Videoen viser, at han er låst fast til sin seng med håndjern i et meget lille værelse og afslører, hvor dårlige forhold, der er i interneringslejren. Gennem det kinesiske sociale medie WeChat fortæller han, at lejrene er overfyldte, at der er dårlig hygiejne, og at der ikke bliver taget nogen som helst foranstaltninger i forhold til at begrænse spredningen af COVID-19. Han skrev også, at han havde hørt skrig fra, hvad, han formoder, er et forhørslokale. Ingen har set eller hørt fra ham siden da.
Myndighederne var tavse indtil BBC bragte nyheden
Hans video og beskeder blev bragt af BBC den 4. august. Nyheden tiltrak stor medieopmærksomhed omkring massefængslinger og andre menneskerettighedskrænkelser i den kinesiske provins Xinjiang. Det kinesiske udenrigsministerium afviste oprindeligt BBC-dækningen som "falske nyheder". Bagefter modtog BBC en skriftlig erklæring fra Xinjiangs pressekontor, der afslørede flere detaljer om Merdan Ghappars situation.
Nu befinder han sig måske i sin hjemby Kuqa
Ifølge myndighederne er Merdan Ghappar blevet overført til sin hjemby Kuqa i Xinjiang. Myndighedernes forklaring er, at han har ”angrebet sundhedspersonalet” og er blevet låst fast til sengen for at forhindre ham i at udøve selvskade og i at overreagere mod politiet.
Frygter tortur og mishandling
Amnesty International frygter dog, at grunden til, at Merdan Ghappar stadig er i isolation, udelukkende er, at han tilhører det uighurske mindretal. Han har ikke adgang til sin familie eller en advokat. Vi frygter, at han bliver udsat for tortur eller mishandling, fordi han har sendt videoer fra interneringslejren.
Hjælp os med at lægge pres på myndighederne, så de løslader Merdan!