15. november 2017  

Den Centralafrikanske Republik: Claire Yinguinza og hendes 19-årige datter Nadia blev voldtaget af bevæbnede mænd. Nadia blev gravid og smittet med HIV – men mændene går fortsat fri. Hjælp familien få retfærdighed.

En sen aften trænger 11 bevæbnede mænd fra Anti-balaka militsen ind i Claires hus. Hendes 11 børnebørn bliver meget skræmte og græder højlydt, og mændene låser dem derfor ind i soveværelset. Hvis de ikke tier stille, vil alle blive skudt, truer mændene. De gennemroder herefter Claires hjem og stjæler alt af værdi: Fjernsyn, køleskab, penge og byggematerialer, som Claire skulle bygge ekstra værelser af. Så bliver Claire væltet omkuld, hendes tøj flået af og hun bliver gentagne gange voldtaget.

Claire besvimer under voldtægten. Da hun kommer til sig selv igen, er mændene væk. Hendes 19-årige datter Nadia er også blevet voldtaget. Hun har blå mærker over hele kroppen og er stærkt traumatiseret.

Gravid og HIV-positiv

Efter den forfærdelige aften er datteren Nadias helbred påvirket. Hun tager derfor på hospitalet, hvor prøverne viser to ting: Hun er HIV-positiv og gravid. Hun føder senere en pige, som også er HIV-positiv.

”Jeg lider meget. Fordi min datter er HIV-positiv, så bliver jeg set ned på i mit kvarter. Jeg vil gerne have kompensation for det, vi har mistet.” (Claire)

Tre dage efter voldtægten bekræftede lokale læger, at Claire uden tvivl var blevet voldtaget. Hun er løbende blevet testet for HIV, men prøverne er heldigvis negative.

Sagen er stadig ikke kommet for retten, selvom det nu er næsten fire år siden, forbrydelsen fandt sted.

Ingen retfærdighed

Claire og Nadias sag er desværre ikke enestående. Der er en stor grad af straffrihed i Den Centralafrikanske Republik (CAR), hvor tusinder af ofre ikke kan få retfærdighed. Mange ved ganske enkelt ikke, hvordan de anmelder et overgreb, og andre er bange for at gøre det af frygt for repressalier. Retssystemet er ineffektivt og partisk.

Claire var ikke klar over, at hun kunne rejse en sag ved domstolen. Ved hjælp af lokale organisationer, som Amnesty samarbejder med, er hun ved at samle information og beviser til at rejse en sag. Men hun behøver vores hjælp.

Vær med til at lægge pres på myndighederne, så de tager Claires sag op. Din underskrift vil også blive brugt til at arbejde for, at myndighederne i CAR generelt bliver bedre til at efterforske og forebygge voldtægter.

Baggrund

Den Centralafrikanske Republik (CAR) har ikke kun en lang historik med militærkup og konflikter, men også en forankret kultur af straffrihed, inklusive amnesti for personer, som er anklaget for at have begået alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.

Den nuværende ustabilitet og usikkerhed i CAR stammer fra marts 2013, da den væbnede koalition Seleka udstødte François Bozizés regering i et blodigt kup, hvor der blev begået alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.  I de efterfølgende måneder udførte Anti-balaka, en ”selvforsvars-milits” bestående primært af animister (religiøs gruppe, som mener alting har en sjæl) og kristne, omfattende angreb på muslimer i hele Den Centralafrikanske Republik. I december 2013 kulminerede det i sammenstød mellem Seleka og Anti-balaka grupper, hvor næsten 1000 civile blev dræbt. Det medførte internationale protester, og Selekas præsident, Michel Djotodias fratrådte sin post.

Over 60.000 tilfælde af vold mod kvinder

I 2015 udgav den Afrikanske Unions mission for den Centralafrikanske Region en rapport om situationen i landet. De havde registreret over 60.000 tilfælde af vold mod kvinder, herunder over 12.000 tilfælde af voldtægt.

Straffrihed krænker ikke blot ofrene, men puster også til en voldsspiral, der resulterer i endnu flere overgreb. CARs politiske ledere, herunder den nyvalgte præsident Faustin-Archange Touadera, har derfor gentagne gange lovet at sørge for tiltag, der skal sikre retfærdighed for ofrene.  

Der er taget nogle skridt i retning af bedre retsforfølgelse. En særlig straffedomstol (SCC) bestående af internationale og nationale dommere er ved at blive oprettet. På trods af udfordringer åbnede Den Internationale Straffedomstol (ICC) en række undersøgelser og straffesager i 2015 og 2016. Disse sager viste især én stor svaghed ved det nuværende retssystem, nemlig beskyttelse af ofre og vidner.

Men trods disse positive tiltag er straffrihed fortsat normen. I langt de fleste tilfælde undlader myndighederne at efterforske sagerne effektivt, og de mistænkte bliver ikke retsforfulgt. Et vedvarende pres på myndighederne er derfor nødvendigt, så de sikrer et velfungerende retssystem.