Rapport:

Den nuværende situation: Den eskalerede vold i Israel og Gaza udgør en massiv og akut trussel mod civilbefolkningen i Gaza, Israel og de israelsk besatte palæstinensiske områder.  

Februar 2022

I rapporten Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity dokumenterer og analyserer Amnesty, hvordan Israel håndhæver et system, der både undertrykker og udøver dominans over den palæstinensiske befolkning i alle de områder, hvor staten Israel har jurisdiktion og kontrol.   

Det inkluderer palæstinensere, der bor i Israel, de besatte  områder  (Gaza, Vestbredden og Øst-jerusalem) samt fordrevne  palæstinen-siske flygtninge i andre lande.    

Rapporten dokumenterer, hvordan massive beslaglæggelser af palæstinensisk jord og ejendom, ulovlige drab, tvangsflytninger, begrænsninger af palæstinensernes bevægelsesfrihed og nægtelse af nationalitet og statsborgerskab tilsammen udgør et system, der svarer til apartheid under international ret.     

Dette system opretholder den israelske stat med handlinger, der udgør apartheid,  som er en forbrydelse mod menneskeheden som juridisk defineret i Apartheid-konventionen og Rom-statutten, der er det juridiske fundament for Den Internationale Straffedomstol.   

Dette apartheid-system har efterladt palæstinenserne fragmenteret geografisk og politisk, ofte i fattigdom og i en konstant tilstand af frygt og usikkerhed.

Amnestys dokumentation, kampagner, fortalervirksomhed og udtalelser vedrørende Israel er fokuseret på handlinger begået af den israelske regering og myndigheder. Det er ikke, og vil aldrig være, en fordømmelse af jødedommen eller det jødiske folk. Antisemitisme står i modsætning til alt, hvad Amnesty repræsenterer som en menneskerettighedsorganisation.

I maj 2021 begyndte palæstinensiske familier i Sheikh Jarrah, et kvarter i det besatte Østjerusalem, at protestere mod Israels plan om at tvinge dem ud af deres hjem for at gøre plads til jødiske bosættere.

Mange af familierne er flygtninge, som slog sig ned i Sheikh Jarrah efter at være blevet fordrevet fra deres hjem omkring tidspunktet for Israels oprettelse som stat i 1948. Siden Israel besatte Østjerusalem og resten af ​​Vestbredden i 1967, er palæstinensere i Sheikh Jarrah blevet udsat for diskriminerende love håndhævet af de israelske myndigheder. De diskriminerende love anvendes til systematisk at fratage palæstinenseres adgang til jord og til at have et hjem til fordel for jødiske israelere.

Som reaktion på protesterne i Sheikh Jarrah deltog tusindvis af palæstinensere i hele Israel og de besatte palæstinensiske områder i demonstrationer for at støtte familierne og vise deres utilfredshed med deres fælles oplevelse af at blive diskrimineret som befolkningsgruppe, miste deres hjem, ejendom og få krænket deres rettigheder.

Demonstrationerne blev mødt med overdreven og dødbringende magt af de israelske myndigheder. Tusinder blev sårede, anholdt og fængslet.

Begivenhederne i maj 2021 er et eksempel på den undertrykkelse, som palæstinenserne har været udsat for dagligt i årtier. Diskrimination, fordrivelse, undertrykkelsen af ​​uenighed, drab og sårede – alt sammen er en del af et system, der er designet til at privilegere jødiske israelere på bekostning af palæstinenserne

Apartheid er en krænkelse af folkeretten, en alvorlig krænkelse af de internationalt anerkendte menneskerettigheder og en forbrydelse mod menneskeheden under international ret.

Amnesty International forstår apartheid som den definition, der findes i den internationale konvention mod racediskrimination. Her er det oprettelsen og vedligeholdelsen af et system eller regime, hvor en enkelt befolkningsgruppe dominerer og undertrykker en anden gruppe. En forbrydelse under apartheid skal forstås som en umenneskelig handling, der er en del af et systematisk og udbredt direkte angreb mod en bestemt befolkningsgruppe med den intention at skabe eller opretholde et system, hvor en befolkningsgruppe dominerer eller undertrykker en anden befolkningsgruppe.

Amnestys juridiske udgangspunkt for apartheid definitionen er også baseret på forbrydelser mod menneskeheden som skildret i Apartheid-konventionen og Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol.

Silwan er et tæt befolket område i Østjerusalem, hvor imellem 40.000 og 45.000 palæstinensere lever på 5.5 kvadratkilometer. Igennem årtier har palæstinensere i området fået nedrevet deres hjem som følge af Israels diskriminerende politikker vedrørende byudvikling og byggetilladelser, og i de palæstinensiske kvarterer i området har den israelske stat bevidst underladt at investere i infrastruktur, herunder fortove, vandforsyning og kloaksystemer, skoler og kulturelle institutioner. 

Siden 1980’erne har Israel flyttet borgere ind i området, hvor der i dag lever flere hundrede bosættere i tungt bevæbnede bosættelser. Disse bosættelser er støttet, finansieret og beskyttet af de israelske myndigheder. Omvendt er det stort set umuligt for palæstinensiske beboere i området at få en byggetilladelse, og igennem årene er hundredvis af palæstinensiske hjem blevet revet ned eller eksproprieret. I dag er mere end 2.000 palæstinensiske beboere akut truet af at blive forflyttet med tvang, som følge af nedrivningsordrer. 

Mohammed Al-Rajabi er en beboer som fik sit hjem i kvarteret Al-Bustan revet ned af de israelske myndigheder i juni 2020. 

Jeg ved godt, at dette kunne være undgået, hvis jeg havde haft en byggetilladelse, men det er umuligt. Det kunne ikke være undgået. Det er som om, det hele er blevet designet på denne måde, og der er ingen anden udvej (..) det er ekstremt hårdt at håndtere. Det er svært at sætte ord på… og jeg fornemmer, at det er endnu sværere for mine børn. De var virkelige begejstrede over, at vi havde fået et nyt hjem. Jeg kommer til at beholde fotografierne fra den dag, så jeg kan vise dem til mine børn, når de vokser op, så de ikke glemmer, hvad der blev gjort imod os (..). Min plan var, at vi skulle have et varmt familiehjem tæt på deres elskede og deres familiemedlemmer. Nu videregiver jeg minder om, at deres første barndomshjem blev ødelagt. 

Mohammed Al-Rajabi

N.J. – en palæstinensisk borger bosat i Silwan i Østjerusalem – blev i 1983 gift med A.F fra flygtningelejren Al-Arroub nær Hebron på Vestbredden. Parret har i dag seks voksne børn. Parret søgte oprindeligt familiesammenføring, så de kunne bo i Jerusalem, men blev afvist med henvisning til sikkerhedshensyn. De hyrede en advokat, men deres appelsag blev også afvist. Som følge heraf måtte N.J. opgive sit job i Jerusalem og flytte til Al-Arroub.

Parret blev skilt i 2008 og herefter flyttede N.J. tilbage til Jerusalem. Da hun forsøgte at forny sin permanente opholdstilladelse, fik hun afslag fra Indenrigsministeriet, som informerede hende om, at hendes opholdstilladelse var blevet inddraget. Lige siden har N.J. uden succes forsøgt at få sin opholdstilladelse tilbage – ved udgangen af juli 2021 stadig uden held.

Uden opholdstilladelse er hun ude af stand til at forlade Jerusalem og besøge sin familie på Vestbredden – af frygt for at blive arresteret og udvist fra Jerusalem, hvis hun bliver stoppet ved et af de mange israelske checkpoints omkring byen. Da hendes børn har identitetspapirer fra Vestbredden, kan de omvendt ikke besøge Jerusalem.

Siden 2008 har jeg ikke frit kunnet se mine børn. Jeg kan kun se mine børn og mine børnebørn igennem videoopkald. Jeg har brugt 12 år af mit liv på at løse dette, men myndighederne bliver ved med at trække sagen i langdrag (…) Jeg bliver ved med at minde mig selv om, at jeg i det mindste kunne være sammen med mine børn, da de voksede op, og da de fleste af dem gik på universitetet, og at jeg var heldig nok til at være med, da nogle af dem blev gift.

N.J.

På et hospital i Gaza havde han fået behandling, men hans tilstand blev ikke forbedret. I februar 2020 blev han overført til Al-Ahli hospitalet i Hebron på Vestbredden, efter de israelske myndigheder havde givet ham og hans mor tilladelse til at forlade Gazastriben i to uger. Efter at have fået fjernet en svulst blev hans tilstand igen forværret. I juni 2020 blev han indlagt på Abdel Aziz Rantisi hospitalet i Gaza, hvor undersøgelser viste, at svulsten var kommet tilbage, og at kræften havde spredt sig til lungerne.

Den 8. juli 2020 anbefalede lægerne, at Abdul Nasser Al-Yazji blev overført til Augusta Victoria hospitalet i Østjerusalem, hvor han kunne modtage akut specialiseret behandling. Familien ansøgte om udrejsetilladelse samme dag, men modtog intet svar fra myndighederne, før Abdul døde omkring en måned senere.

Israelske sikkerhedsstyrker fortsætter med ulovligt at dræbe palæstinensiske borgere i Israel, herunder i forbindelse med protester imod Israels diskriminerende politikker og praksisser i Israel og i de besatte områder. Dette mønster er muliggjort af den noget nær totale straffrihed, som de ansvarlige bag disse overgreb nyder godt af.      

Den 7. november 2014 skød og dræbte israelsk politi 22-årige Kheir Hamdan i Kafr Kanna i det nordlige Israel efter han havde nærmet sig en politibil efter anholdelsen af en anden mand i landsbyen. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Adalah bankede Kheir Hamdan på politibilens rude med en genstand og løb herefter væk, da politiet steg ud af bilen. Politiet skød Kheir Hamdan, mens han løb væk og ikke udgjorde en trussel mod deres liv. Justitsministeriet lukkede efterfølgende klagen over politiet. Ingen af politimændene blev tiltalt.

Tidlig morgen den 18. januar 2017 skød israelsk politi mod den 47-årige lærer Yaqoub Abu Al-Qi’an i landsbyen Umm Al-Hiran i Negev/Naqab, mens han var ved at køre hjem fra sin mors hus under en aktion, hvor israelske styrker var ved at udføre nedrivningsordrer imod hjem i landsbyen. Beskydningen fik Yaqoub Abu Al-Qi’an til at miste føringen over bilen, som ramte og dræbte en politimand.

Selvom han allerede var ramt af skud, affyrede politiet endnu en gang skud imod ham, under indtryk af at han bevidst havde brugt bilen til at angribe politiet. Mens han forblødte i sin bil, forhindrede politiet i tre timer sundhedshjælpere i at hjælpe Yaqoub Abu Al-Qi’an. Den retsmedicinske undersøgelse af drabet konkluderede, at han havde blødt i cirka 30 minutter, før han døde, hvilket indikerer, at hans liv kunne have være reddet med den rette medicinske behandling.

I offentlige erklæringer beskrev en israelsk minister og en politikommissær siden Yaqoub som en terrorist og en radikal islamist, som ønskede at dræbe politifolk.