Spørgsmål og svar om Israels apartheid mod palæstinensere

Helt konkret har vi følgende opfordringer til den danske regering:

• I alle relevante bilaterale og multilaterale fora – og sammen med de øvrige EU-lande, bør Danmark påtale de mange menneskeretlige krænkelser overfor de israelske myndigheder og italesætte, at Israels politik overfor palæstinenserne svarer til apartheid.

• I enhver aftale, der indgås med Israel, at fastlægge et krav om, at menneskerettighederne til enhver tid skal overholdes. Vi vil gerne holde den danske regering forpligtet på at overholde de vigtige ord i den strategiske ramme for Danmarks indsats i Palæstina (2021-25) om, at Danmark vil føre en menneskeretlig tilgang i Palæstina baseret på principperne om ikke-diskrimination, deltagelse og inddragelse, åbenhed og ansvarlighed samt sondringen mellem rettighedshavere og ansvarshaver.

• Danmark bør arbejde for, at der ved FN’s Generalforsamling reetableres en Særlig Komité mod Apartheid (oprindeligt etableret i FN ved Resolution 1761 i november 1962), der vil sætte fokus på de steder, både i Israel og de besatte palæstinensiske områder, hvor forbrydelser mod menneskeheden og apartheid finder sted.

• Den danske regering bør opfordre medlemmerne af FN’s Menneskerettighedsråd til at sætte situationen for palæstinenserne på dagsordenen. FN’s Menneskerettighedsråd bør vurdere, om de mange krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder svarer til forbrydelser under international lov, herunder især forbrydelser mod menneskeheden ift. apartheid.

• Som kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd bør Danmark opfordre til, at Rådet sætter menneskerettighedskrænkelserne i Israel og de besatte palæstinensiske områder på dagsordenen. Rådet bør arbejde for sanktioner og en våbenembargo mod Israel og sørge for at retsforfølge de ansvarlige for krænkelser.

• ICC bør opfordres til at udvide sin analyse i de besatte palæstinensiske områder til også at belyse forbrydelser mod menneskeheden og apartheid.

• I overensstemmelse med den strategiske ramme for Danmarks indsats i Palæstina og igennem den danske udviklingsbistand og støtte til humanitære organisationer, partnerskaber, civilsamfundet at forstærke fokus på at styrke modstandskraft hos palæstinensiske lokalsamfund gennem indsatser for at forbedre palæstinensernes levevilkår og beskytte deres rettigheder under den humanitære folkeret og internationale menneskeret.

Vi anmoder den danske regering om at arbejde videre med vores anbefalinger og opfordringer.

Spørgsmålet om apartheid bliver i stigende grad bearbejdet af palæstinensiske, israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer, såvel som af jurister, skribenter og akademikere. Dette arbejde inkluderer nylig research fra israelske menneskerettighedsorganisationer såsom Yeah Din og B’Tselem, såvel som Human Rights Watch, som har analyseret det juridiske rammeværk for definitionen apartheid.  

Vores konklusion i Amnesty er, at de israelske myndigheder udøver et system af apartheid imod alle palæstinensere, som lever under staten Israels kontrol, det uanset om de lever i Israel, i de besatte områder eller som flygtninge i andre lande.  

Andre organisationer, såsom Human Rights Watch, har vurderet, at apartheid finder sted i de besatte områder, men ikke indenfor Israel.   

Vores rapport fører nye beviser for den institutionaliserede form, som Israels undertrykkelse af palæstinensere tager, og for hvordan israelske love og politikker er designet specifikt til at fratage palæstinensere deres rettigheder. Et eksempel på diskriminerende lovgivning er den ’Basale Lov’, som Israel vedtog i juli 2018. Denne lov definerer, for første gang, Israel som en nationalstat for det jødiske folk og forankrer ulighed og den nationale og racemotiverede diskrimination imod palæstinensere og andre ikke-jødiske grupper i Israel i sin forfatning. 

Også FN’s Specialrapportører på menneskerettighedssituationen i de besatte områder har udgivet rapporter, der konkluderer, at Israel står bag forbrydelser, der kan udgøre apartheid. Specialrapportørerne har anbefalet, at Den Internationale Domstol under FN undersøger dette nærmere.  

Vores rapport er frem for alt et opråb for forandring. Igennem mere end syv årtier har det internationale samfund ladet Israel tvangsforflytte, adskille, kontrollere og undertrykke palæstinensere uden at skulle bekymre sig om mulige konsekvenser, og uden at nogle israelere er blevet retsforfulgt.    

Det er tydeligvis ikke tilstrækkeligt alene at påtale israelske krænkelser imod palæstinensere igennem det rammeværk, som international humanitær lov foreskriver. Denne tilgang har fejlet i at tackle konfliktens grundlæggende årsager, og den har fejlet i at levere nogen som helst form for retfærdighed for palæstinensere.  

Apartheid er en forbrydelse imod menneskeheden. Når en forbrydelse imod menneskeheden bliver begået, har det internationale samfund en forpligtelse til at stille de ansvarlige til regnskab.  

I Amnesty håber vi, at vores nye rapport vil hjælpe til med at forstærke kravet om retfærdighed, som allerede kommer fra palæstinensere og det israelske civilsamfund. Vi håber også, at vores rapport vil motivere statsledere og internationale politiske ledere til at anlægge et nyt perspektiv på situationen i Israel og de besatte områder.  

Researchen og analysen i denne rapport er foretaget imellem juli 2017 og november 2021.  

Vi har analyseret relevant israelsk lovgivning, militære ordrer, direktiver fra regeringen og udtalelser fra repræsentanter for regeringen og militæret. Vi har gennemgået offentligt tilgængelige regeringsdokumenter, herunder dokumenter fra det israelske parlaments arkiver, dokumenter vedrørende udvikling af jordområder, regeringsbudgetter og dokumenter fra israelske domstole.  

Vi har indenfor rammerne af apartheid analyseret Amnestys egen årtier lange dokumentation af menneskerettighedskrænkelser i Israel og de besatte områder, såvel som rapporter fra FN-aktører og andre menneskerettighedsorganisationer.  

I forbindelse med de personsager, som indgår i vores nye rapport, har vi udført dusinvis af interviews med palæstinensiske lokalsamfund i Israel og de besatte områder imellem februar 2020 og juli 2021.  

Vi har konsuleret repræsentanter fra palæstinensiske, israelske og internationale NGO’er, såvel som FN-aktører, akademikere og juridiske eksperter og praktikere. Vi har søgt rådgivning fra eksterne eksperter på international lov både før og under vores research og juridiske analyse.  

Dertil har tre eksterne eksperter med specialviden om apartheid-spørgsmålet i international lov gennemgået de juridiske argumenter og konklusionerne i udkastet til denne rapport.

Apartheid er et brud på international lov, en grov krænkelse af menneskerettighederne og en forbrydelse imod menneskeheden. Apartheid kan både ses som et system, baseret på love, politikker og praksis, og som en forbrydelse udgjort af specifikke handlinger.  

Det er nemmere at forklare apartheid som et system ved først at kigge på definitionerne af forbrydelsen apartheid. Disse er beskrevet i konventionen om apartheid og Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol.  

Disse definerer apartheid som en forbrydelse imod menneskeheden, der begås, når enhver ”umenneskelig” handling bliver begået i konteksten af et ”institutionaliseret regime” af systematisk ”undertrykkelse” og ”dominans” fra en befolkningsgruppe med et bestemt race- eller øvrigt tilhørsforhold over en anden befolkningsgruppe med et andet race- eller øvrigt tilhørsforhold og med det formål at opretholde samme system. Umenneskelige handlinger inkluderer ulovlige drab og påførelsen af alvorlige skader, tortur, tvungne forflytninger af mennesker, forfølgelse og knægtelse af basale rettigheder og friheder.  

Definitionerne foreskrevet i Rom-statutten, Apartheidkonventionen og konventionen mod racismediskrimination er ikke identiske. Vores rapport forklarer derfor i detaljer, hvordan elementer fra hver traktat forholder sig til situationen i Israel og de besatte områder.   

For at identificere forbrydelsen apartheid, er det nødvendigt at demonstrere, at et system af undertrykkelse og dominans er på plads. I Amnesty vurderer vi, at dette betyder den systematiske, langvarige og diskriminatoriske behandling af en befolkningsgruppe med et bestemt tilhørsforhold mod medlemmer af en anden gruppe med et andet tilhørsforhold med intentionen om at kontrollere denne gruppe.  

Ja.  

I 2017 udgav vi en rapport, hvori vi konkluderede, at regeringen i Myanmar har underkastet rohingyaerne et system af apartheid.  

Det er her vigtigt for os at gøre opmærksom på, at systemer af undertrykkelse og dominans aldrig vil være identiske, og at vores nye rapport ikke søger at drage paralleller mellem behandlingen af palæstinensere og rohingyaerne.  

Det er også værd at bemærke, at selvom det internationale samfund begyndte at bruge udtrykket apartheid til at beskrive det politiske system i Sydafrika, er konventionerne og traktaterne, der fordømmer, forbyder og kriminaliserer apartheid, skrevet med et universelt sigte.  

Vores nye rapport om Israel argumenterer ikke for, at det system af apartheid, som Israel har indført og opretholder, er det samme eller sammenligneligt med situationen i Sydafrika fra 1948 og indtil midten af 1990’erne.  

Det, vi gør i vores nye rapport, er derimod at foretage en analyse af Israels systematiske diskrimination af palæstinensere og sammenholde denne analyse med definitionerne af apartheid i international lov.  

Siden oprettelsen i 1948 har israelske politikker og lovgivning været formet efter overliggende mål: at opretholde en jødisk demografisk majoritet og maksimere jødisk israelsk kontrol over land på bekostning af palæstinensere.  

For at opnå dette har skiftende regeringer med fuldt overlæg indført et system af kontrol og dominans over palæstinensere. Nøgleelementerne i dette system er blandt andet at ’fragmentere’ palæstinenserne og behandle dem anderledes i de forskellige regionale områder. Ikke alene betyder det, at palæstinenserne bliver adskilt og diskrimineret i forhold til den jødiske befolkning – men at Israel hermed mindsker det palæstinensiske fællesskab og de sociale, politiske og familiære bånd mellem de palæstinensiske grupper alt efter, hvor de befinder sig. Dette skal forstås som Israels hensigt med at ville undertrykke enhver modstand mod det system, som Israel har skabt for at sikre en mere effektiv politisk- og sikkerhedsmæssig israelsk kontrol over land og alle de områder, hvor palæstinenserne befinder sig. Andre nøgleelementer i den systematiske forskelsbehandling af palæstinensere er, at palæstinensiske flygtninge ikke kan vende tilbage til Israel og deres hjemsted, fordi Israel bliver defineret som en ’stat for jøder’, at mange palæstinensere får frataget deres land-og ejendom og ikke kan få byggetilladelse, at palæstinensernes ikke kan bevæge sig frit mellem de forskellige regioner og oplever en lang række øvrige krænkelser af menneskerettighederne.  

Vi vil gerne eksemplificere yderligere:  
 
Betydelige indskrænkninger i bevægelsesfriheden på Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, blandt andet håndhævet igennem et netværk af checkpoints og lukninger af veje. Dette kombineres med et system af tilladelser, som tvinger palæstinensere, der ønsker at besøge andre dele af de besatte områder, til at søge tilladelse hos det israelske militær.  
 
Nægtelsen af statsborgerskab/nationalitet for palæstinensiske israelske borgere, hvilket giver palæstinensere en lavere lovmæssig status og fører til mange andre former for diskrimination.  
 
Systematisk nægtelse af byggetilladelser for palæstinensere i Østjerusalem, hvilket resulterer i at palæstinensere med tvang sættes på gaden, og at hjem bliver revet ned. Udvidelsen af illegale israelske bosættelser i Østjerusalem tvinger palæstinensere fra deres hjem og tvinger den palæstinensere befolkning til at bosætte sig indenfor stadig mindre enklaver.  

Nægtelsen af palæstinensiske flygtninges internationalt beskyttede ret til at vende hjem. Med det formål at opretholde kontrollen over demografien forhindrer Israel palæstinensiske familier, som har været fordrevne i generationer og siden 1947-49, i at vende hjem til deres tidligere landsbyer eller hjem i Israel eller de besatte områder.  

Restriktioner i adgangen til jordområder og fiskeområder i Gaza-striben, hvilket forværrer de socioøkonomiske skader fra Israels ulovlige blokade.

Israelske myndigheder udsætter systematisk palæstinensere for en række af de handlinger, som Apartheidkonventionen og/eller Rom-statutten identificerer som værende umenneskelige.  

I Amnestys nye rapport undersøger vi specifikt de tvungne forflytninger af den palæstinensiske befolkning, administrativ frihedsberøvelse, tortur, ulovlige drab, overgreb med alvorlige fysiske skader til følge, nægtelsen af basale rettigheder og friheder eller forfølgelse begået imod den palæstinensiske befolkning i Israel og de besatte områder i forbindelse med systemet af diskriminerende love, politikker og praksisser.   

Vores fund er, at disse handlinger udgør forbrydelser mod menneskeheden, fordi de bliver begået i konteksten af systematisk undertrykkelse og dominans med det formål at opretholde dette system.  

Eksempelvis bruger israelske styrker i de besatte områder jævnligt dødeligt magt til at bremse palæstinensiske protester, der kræver, at deres rettigheder respekteres. Under de ugentligt tilbagevendende demonstrationer mod den israelske blokade i forbindelse med ”The Great March of Return” ved grænsen mellem Gaza og Israel fra 2018 og frem, dræbte israelske styrker 214 civile, herunder 46 børn, og sårede mere end 8.000 andre. Israel har også begået umenneskelige handlinger imod palæstinensiske israelske borgere indenfor selve Israels grænser.  

Vores rapport anerkender disse forskelle. Men forskellene ændrer ikke ved vores fund, som er, at et system af undertrykkelse af og dominans over palæstinensere eksisterer i samtlige områder kontrolleret af Israel. 

Selv om en palæstinensisk borger i Israel vil have andre livserfaringer end en palæstinenser, som lever på Vestbredden, og en palæstinenser på Vestbredden vil have andre erfaringer end en palæstinenser, som lever i Gazastriben, så har de alle været udsat for en langtrukken og forfærdelig diskrimination som en del af et system af apartheid.    

Vores rapport afdækker i dybden, hvordan Israels politik påvirker palæstinensere, som lever i Israel, den annekterede østlige del af Jerusalem og på resten af Vestbredden, i Gazastriben og for palæstinensiske flygtninge, som lever andre steder. Vores rapport viser, hvordan israelske politikker har sikret en grusom kontrol over disse befolkninger til fordel for jødiske israelere.    

Det er desuden vigtigt at anerkende, hvordan den geografiske fragmentering af det palæstinensiske folk i sig selv er en fundamental del af apartheidsystemet. I Israel, Østjerusalem og på resten af Vestbredden, såvel som i flygtningesamfund, opererer Israel med forbundne administrative og juridiske systemer til kontrol af palæstinensere. Hvis disse betragtes separat, mister man det fulde billede. Den israelske regerings forskelsbehandling af jøder og palæstinensere er ikke geografisk afgrænset.  

Eksempelvis giver Israel sin fulde beskyttelse og service til jødiske israelere i ulovlige bosættelser i de besatte områder, mens palæstinensere i samme områder for frataget deres fundamentale menneskerettigheder.   

Indenfor Israel er palæstinensere udsat for institutionaliseret diskrimination, der fastholder dem som andenrangsborgere.  

Palæstinensiske borgere bliver ikke betragtet som israelere og deres rettigheder og privilegier er indskrænket i både lov og praksis. I juli 2018 vedtog det israelske parlament Knesset en såkaldt nationalstatslov, der definerer Israel som en nationalstat eksklusivt for det jødiske folk og derigennem ved lov indskrev eksisterende diskrimination imod ikke-jøder, herunder palæstinensere. Mønstrene af diskrimination inkluderer:  

Palæstinensiske borgere i Israel nægtes adgang til størstedelen af den israelske stats land, som for størstedelen – og motiveret af raceforhold – er blevet taget fra palæstinensere igennem årene.  

Det har i lang tid været den israelske regerings politik at maksimere arealet af landområder tilgængelige for jødiske borgere, mens palæstinensere samtidig forhindres i at etablere og udvikle deres lokalsamfund.  

Palæstinensere fra Vestbredden og Gaza, som gifter sig med palæstinensiske borgere i Israel, bliver nægtet retten til statsborgerskab eller sågar permanent opholdstilladelse, hvilket tvinger familier til at leve adskilt.  

Palæstinensiske borgere ekskluderes fra militærtjeneste og dermed de betydelige fordele, som kommer heraf. Det betyder, at de er forhindret i at tage bestemte typer jobs, og at de nægtes adgang til offentlige boligtilskud.  

Selvom palæstinensiske borgere i Israel kan stemme i nationale og lokale valg og kan blive valgt til parlamentet, sikrer fragmenteringen af det palæstinensiske folk, at Israels valgsystem helt overvældende favoriserer jødiske israeleres politiske repræsentation. Repræsentationen af palæstinensere i Knesset er også indskrænket og undermineret af en række israelske love og praksisser.  

Palæstinensiske borgere i Israel udsættes for rutinemæssig diskrimination fra det israelske politi. Eksempelvis begyndte det israelske politi i maj 2021, som et modsvar til protester over tvangsudsættelser i Sheikh Jarrah og militæroffensiven i Gaza, at foretage masseanholdelser af palæstinensere i Israel og i Østjerusalem.  

I modsætning hertil undlod politiet at beskytte civile palæstinensiske borgere imod angreb fra væbnede jødiske israelere, selvom deres planer ofte var blevet offentliggjort på forhånd.

De Fatah-ledte palæstinensiske myndigheder på Vestbredden og Hamas de-facto administrationen i Gazastriben opererer under Israels militære besættelse og kontrol. I nogle dele af Vestbredden og Gaza er deres kontrol over palæstinensere yderst begrænset – for eksempel i områder hvor bosættelser eller checkpoints begrænser bevægelse.  

I sin helhed er Vestbredden og Gazastriben under israelsk militær besættelse. Israel opretholder effektiv kontrol over disse territorier og de palæstinensere, som lever her, over deres naturressourcer og – med undtagelse af Gazastribens korte sydlige grænse til Egypten, deres grænser via land, hav og luftrum.  

Ja. Israel nægter palæstinensiske flygtninge udenfor Israel og de besatte områder retten til statsborgerskab og forhindrer dem i at returnere til deres hjem. Dette er en alvorlig krænkelse af deres (menneske)ret til at vende tilbage til deres land, deres ret til statsborgerskab og deres ret til at bevæge og bosætte sig frit. 
   

Eksklusionen af palæstinensiske flygtninge er afgørende for Israels demografiske målsætninger.  Når disse krænkelser begås med det formål at kontrollere den palæstinensiske befolkning i sin helhed, bidrager de til at opretholde et system af undertrykkelse og dominans og udgør umenneskelig behandling.   

Som ethvert andet land har Israel ret – og er under international lov forpligtet – til at beskytte alle mennesker under statens kontrol og til opretholde landets territoriale sikkerhed. Sikkerhedsrelaterede politikker er imidlertid stadig nødt til at være i overensstemmelse med international lov, og de skal være proportionelle med den trussel, som staten ønsker at imødegå. Sikkerhed kan aldrig retfærdiggøre menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Med henvisning til sikkerhed retfærdiggør israelske myndigheder mange af de politikker, som behandles i Amnesty rapport, herunder konfiskering af landområder, afslag på byggetilladelser, inddragelse af opholdstilladelser, begrænsninger i bevægelsesfriheden og diskriminatoriske love angående familiesammenføring.

Amnesty har undersøgt hver af disse israelske henvisninger til sikkerhed, og vores konklusion er, at argumentet om sikkerhed bruges som et påskud for handlinger, der i realiteten er motiveret af målsætningen om at kontrollere det palæstinensiske folk og udnytte deres ressourcer.

Israel hemmeligholder informationer om sikkerhed, hvilket ofte fører til, at individer, som får deres rettigheder brudt i sikkerhedens navn, ikke på nogen meningsfuld måde kan udfordre krænkelserne imod dem.

Selv om nogle israelske politikker, der i praksis diskriminerer palæstinensere, kan være designet for at udfylde et legitimt sikkerhedsformål, så er de blevet implementeret på en måde, som ikke lever op til international ret. Eksempelvis har Israels politikker overfor palæstinensere i Gaza, såsom udbredte, alvorlige og langvarige restriktioner i bevægelsesfriheden, ikke nogen sikkerhedsmæssig begrundelse, der kan retfærdiggøres under international ret.

Amnestys rapport indeholder en række eksempler på politikker, hvor oprigtige sikkerhedsovervejsler bliver overskygget af et tydeligt og illegitimt mål om at dominere og undertrykke

Vores kritik af den israelske regering er baseret på international lov og på beviser for den store skade og lidelse, som israelske politikker påfører palæstinensere. Amnesty kritiserer den israelske regering. Vi kritiserer ikke det israelske folk eller det jødiske folk.

Påstanden om, at Amnesty er partisk, har ingen basis i realiteterne, og den er en afledning fra de reelle problemer. Amnesty er en uafhængig og upartisk organisation, og vi efterlever de højeste standarder for research i alt vores arbejde.

Vi dokumenterer menneskerettighedskrænkelser begået af regeringer over hele verden, og de fleste af disse regeringer foretrækker ikke at få deres krænkelser afdækket og stillet til skue for omverdenen.

Det er vores erfaring, at det er meget almindeligt for stater at forsøge at aflede opmærksomheden fra vores fund ved at beskylde os for at være partiske, ikke mindst når de ikke har noget substantielt modsvar til vores beviser for krænkelser af menneskerettighederne.

Ja.  

Selvom det ikke er emnet for denne nye rapport, har Amnesty konsekvent dokumenteret og fordømt krænkelser begået af de palæstinensiske myndigheder i Gaza og på Vestbredden. Vi har konsekvent rapporteret om og fordømt ulovlige angreb fra væbnede palæstinensiske grupper imod israelske civile. Disse angreb inkluderer affyringen af raketter fra Gaza ind i Israel, hvilket vi har opfordret Den Internationale Straffedomstol til at undersøge som krigsforbrydelser.  

Læs mere her >

Vi har også dokumenteret menneskerettighedskrænkelser imod palæstinensere begået af palæstinensiske myndigheder, herunder tortur, vilkårlige anholdelser og fængslinger, indskrænkning af ytringsfriheden og overbrug af fysisk magt imod demonstranter.

State of Palestine: Anti-corruption activists must be released >

Palestine: Investigation into death in custody of Palestinian activist must be transparent, effective >

Palestine: End arbitrary detention of critics in West Bank and Gaza >

Palestine: Authorities must drop charges against human rights defender Issa Amro for peaceful criticism >

Palestine: New government must reverse human rights decline >

State of Palestine: Amnesty staff member arbitrarily detained and tortured by Palestinian security officers >