Hundredvis af syriske flygtninge har af Udlændingestyrelsen fået besked på at vende tilbage til Syrien, selvom Amnesty og andre organisationer har dokumenteret, at Syrien stadig ikke er et sikkert land.
Mød Alaa, Rihab og Hazar, der drømmer om at fortsætte deres liv i tryghed i Danmark.
Tekst og fotos af Martin Thaulow
Vi lever i frygt, for vi ved ikke, hvad der sker i morgen.Alaa
I 2014 flygtede Alaa fra Syrien med sin mor, far, farfar og tre søskende. Hun var 20 år og studerede jura, men regimet truede med at sende hendes yngre brødre i militærtjeneste. Året før var to af Alaas andre brødre allerede flygtet af samme grund, og de havde fundet sikkerhed i Danmark. “Vi kunne ikke mere og havde besluttet, at vi ville genforenes som familie i Danmark,” fortæller Alaa, mens hun kigger på sin nyfødte datter, der ligger trygt i hendes arme. I to måneder rejste de gennem Nordafrika, men i Libyen tog det en voldsom drejning. Alaas farfar blev dræbt på stedet, da smuglerne kørte galt i høj fart.
I Syrien har Alaa to farbrødre, som døde under tortur, og tre fætre, som har været forsvundet, siden de blev fængslet i 2012. Hun har mistet fire fætre, som alle blev dræbt, da regimet bombede en begravelsesceremoni, som de deltog i efter en massakre ved en demonstration i Damaskus i 2012.
I Danmark fandt Alaa kærligheden. Naif var flygtet fra Homs i Syrien og arbejdede som frivillig tolk i Røde Kors i Roskilde. De blev gift i 2019 og den 25. maj 2021 kl. 16.21 blev datteren Amalis lunger første gang fyldt med luft på en fødestue på sygehuset. Men der er skår i glæden. “Jeg græder hver dag,” fortæller Alaa. Inden fødslen blev Alaa nemlig indkaldt til samtale hos Udlændingestyrelsen med hendes mor, far og søster, for at få deres opholdstilladelse revurderet.
“Vi lever i frygt og angst, for vi ved ikke, hvad der sker i morgen. Alle vores samtaler handler om, hvordan vores fremtid bliver,” siger Alaa, mens hun græder. Den lille familie ved ikke, hvad der skal ske med Amali, for selvom Alaa er blevet gift med Naif, som har politisk asyl, så behandles hendes sag med hendes forældres og søsters, fordi de blev registreret sammen, da de ankom til Danmark.
I dag læser Alaa til sosu-hjælper og var i praktik på et plejehjem, inden hun gik på barsel. Naif arbejder som industrioperatør i et medicinalfirma. Deres største bekymring er at blive adskilt. De ønsker at opnå permanent opholdstilladelse og leve et liv i sikkerhed.
Jeg ønsker mig retten til at dø i Danmark mellem mine børn og børnebørn.
Rihab
Da Rihab blev spurgt af dommeren i Flygtningenævnet, hvad hun ønsker sig, svarede hun: “Jeg ønsker mig retten til at dø i Danmark mellem mine børn og børnebørn.”
I slutningen af 2013 flygtede Rihab fra krigen i Syrien. Hun forlod den sønderbombede bydel Yarmouk, som ligger i udkanten af Damaskus. Gennem et år havde Rihab taget sig af de sårede i et uofficielt felthospital. Den dag den lokale moské blev bombet, var hun i forældrenes hus, men Rihab skyndte sig med det samme derhen for at hjælpe. Hun vidste, at moskeen var fyldt med de fordrevne. Da hun spurgte, hvordan hun kunne hjælpe, blev et tæppe på jorden revet væk og en mand råbte; “Hvordan kan du hjælpe!” Der lå arme, ben og lig i en bunke. “Det fik mig til at flygte,” forklarer Rihab.
Krigen var blevet for meget og hun drømte om at blive genforenet med sine tre børn og de højt elskede børnebørn. I 1996 var den ældste søn kommet til Danmark for at studere. Han blev gift og fik dansk statsborgerskab. Det blev Rihabs billet ud af det krigshærgede Syrien. Han kunne sørge for et visum, og Rihab kunne flyve direkte fra Libanon til Danmark.
Da Rihab kom til Danmark gik tingene stærkt, og få måneder efter sin ankomst fik hun tildelt beskyttelsesstatus. Hele familien kunne endelig være samlet, for det var også lykkedes Rihabs datter og svigerdatter at gennemføre den farefulde rejse til Europa og få familiesammenføring til Danmark. Alle i den yngre generation fik politisk asyl.
For få måneder siden ændrede situationen sig. Rihab fik inddraget sin opholdstilladelse. Klagen til Flygtningenævnet gjorde ingen forskel. De var enige i Udlændingestyrelsen afvisning og vurderede også, at der er sikkert i Damaskusområdet i Syrien. Systemet tillader som udgangspunkt ikke mulighed for at klage, når først Flygtningenævnet har truffet en afgørelse. Det giver Rihab få uger til at forlade Danmark eller flytte til et udrejsecenter væk fra familien på ubestemt tid.
I dag er Rihab 65 år gammel. Hun er enlig og har syv børnebørn. Hele hendes familie er i Danmark. Hun fortæller, at hendes hjem i Syrien er brændt ned, fordi hun hjalp oprørerne som sygeplejerske. Selv mener Rihab og hendes familie, at hun er på regimets liste.
for at blive genforenet med deres tre sønner, svigerdøtre og 11 børnebørn i Danmark. De har fået inddraget deres opholdstilladelser i Danmark og er i fare for at blive sendt tilbage til Syrien eller at ende i et udrejsecenter på ubestemt tid. Deres hjem i Syrien er bombet og brændt ned, og Hazars farfar blev tilbageholdt tre gange, før de flygtede, fordi hans tre sønner var flygtet.
De vælger at gå efter de gamle først, og så bliver det os.
Hazar
“Det har været svært for os at komme til Danmark, ”fortæller Hazer foran Christiansborg. Det er weekend, og hele familien rejser frem og tilbage mellem Fyn og København for at deltage i sit-in demonstrationen mod tilbagesendelser af de syriske flygtninge. Hazar er 15 år og hendes bekymringer er anderledes end dem hendes jævnaldrende danske venner i 8. klasse går rundt med. Hendes bedsteforældre er nemlig i fare for at blive sendt tilbage til Syrien eller at havne på et udrejsecenter et vilkårligt sted i Danmark på ubestemt tid.
For to måneder siden fik Hazars farfar og farmor besked fra Udlændingestyrelsen om, at deres opholdstilladelser var inddraget. De danske myndigheder havde konkluderet, at der er sikkert i det område de kommer fra i Damaskus. “Det passer ikke. Den bydel er lukket ned. Folk kan ikke komme ind eller ud,” siger Hazar med en klingende fynsk dialekt. “Området hedder Al-Khadam, og regimet styrer det med hård hånd. Sådan har det været siden 2018,” tilføjer Hazars farbror, som er stødt til.
Hazar kom til Danmark fra Syrien som ni-årig. Med håbet og drømmen om en sikker fremtid har hun gennem de sidste seks år tillært sig sproget, fået danske venner og lært at holde af landet og kulturen. Hun føler sig dansk. Efter sommerferien begynder hun at arbejde i den lokale REMA 1000. Ligesom hendes ældre fætre og kusiner, vil hun arbejde efter skole, for alle i familien vil bidrage til samfundet og klare sig selv. Hazars far og farbror er mekaniker med fast arbejde. De arbejder altid over. “Vores fremtid er her i Danmark. Vi er integrerede og har gjort alt for at klare os selv. Hvorfor skal vi behandles på den måde?,”siger Hazar, mens hun kigger over mod sin farfar, som sidder på en stol foran trappen til Christiansborg.
“De er gamle. Hvordan skal de kunne klare sig uden os? De har ofret deres liv for at kommer her til. De mistede alt.” Hazar holder en lang pause. Frygten og bekymringerne har slået rødder i familien. Hazars far har problemer med at sove om natten, og de frygter alle for en fremtid uden bedsteforældrene, som de har været sammen med hele deres liv.
Hazar kigger op og siger: “De vælger at gå efter de gamle først, og så bliver det os.”
I 2016 flygtede Hazars bedsteforældre fra Syrien for at blive genforenet med deres familie i Danmark. De har 11 børnebørn i Danmark. Det var med livet som indsats, de krydsede Middelhavet. Båden de sejlede i sank ud for Grækenlands kyst, og de overlevede med nød og næppe. Deres hjem er bombet og brændt ned. Hazars bedstefar blev tilbageholdt tre gange, før de flygtede, fordi hans tre sønner var flygtet.