Danskernes viden om og opbakning til menneskerettighederne er generelt faldende, og den udfordring er størst hos de unge generationer. Når de bliver spurgt, kan næsten halvdelen af børn og unge i dag ikke nævne én eneste menneskerettighed, og et stigende antal børn og unge er parat til at acceptere vold, overvågning og tortur.
Når vores viden om og opbakning til menneskerettighederne udhules, risikerer vi, at de demokratiske værdier, som menneskerettighederne indeholder, nedbrydes. Og det på et tidspunkt, hvor opsplitning i samfundet, hadefuld tale, meningssiloer, fake news, indholdsstyring og ekkokamre i forvejen truer den demokratiske samtale.
Det er derfor afgørende at uddanne de næste generationer i menneskerettighederne og deres betydning for dét demokratiske samfund, vi i dag nyder godt af. Et samfund bygget på værdier som ytringsfrihed, respekt, ligeværd og deltagelse. Det gælder både i Danmark og i en række lande, hvor udfordringerne ofte er alvorligere, mens ressourcerne til at undervise i menneskerettighederne og styrke rettighedshavere desværre er mindre.
Hvad gør Amnesty?
I Danmark udvikler Amnesty undervisningsmaterialer og -tilbud til udskolingen. Vi arrangerer besøg på skoler fra menneskerettighedsforkæmpere, og hvert år i november og december skriver danske skoleelever breve i aktuelle menneskerettighedssager gennem kampagnen Skriv for Liv.
Vi udvikler vores undervisning i menneskerettigheder ud fra tanken om aktiv deltagelse, og at man ikke kun lærer med intellektet, men også med kroppen og følelserne. Vi arbejder ud fra en kritisk tilgang til menneskerettighederne, som tillader kompleksitet og skaber en dybere forståelse af værdierne bag menneskerettighederne. Vores ønske er øge børn og unges viden om menneskerettighederne og værdierne bag og styrke deres handlekraft til at sige til, sige fra og gribe ind, når de oplever egne og andres rettigheder blive krænket.
I Amnesty Danmark arbejder vi også med menneskerettighedsundervisning udenfor Danmark, primært i Vestafrika og Sydamerika. Ud fra samme tilgang underviser vi – i samarbejde med vores lokale Amnesty-sektioner – rettighedshavere i egne rettigheder. Det kan for eksempel være, når vi i samarbejde med Amnesty Ghana og lokale organisationer underviser unge på universiteterne i Ghana i seksuel og kønsbaseret vold og giver dem redskaber til at kæmpe imod volden.
Skriv for Liv
Skriv for Liv er verdens største menneskerettighedsbegivenhed. Her skriver skoleelever hvert år i november breve til samvittighedsfanger over hele verden.