"De mener det, de truer med, så jeg frygter det værste nu"

 
Udgivet
01.
Nyhed

"De mener det, de truer med, så jeg frygter det værste nu"

Fremtrædende kvinder og kvinderettighedsforkæmpere i Afghanistan sætter både deres eget og deres families liv på spil, når de udfører deres job. Amnesty International har talt med 50 afghanske kvinderettighedsforkæmpere, læs deres vidnesbyrd fra et mandsdomineret samfund her.

Underviseren Malalai

Indtil 2014 var Malalai rektor på en pigeskole i Afghanistan. Hendes arbejde for at få afghanske forældre til at lade deres døtre tage en uddannelse og de kræfter, hun har lagt i at grundlægge pigeskolen, har resulteret i flere angreb på familien og har kostet en af hendes sønner livet. 

”For fem år siden, da min søn var 18 år gammel, blev han kidnappet af ukendte mænd. Det er de mænd, der er imod fremgang og udvikling her i landet, og det er dem, der er landets egentlige fjender. 

Tre dage efter bortførelsen ringede kidnapperne til mig og sagde, at jeg kunne tale lige så længe i telefon med min søn, som jeg ville, fordi det ville være sidste gang nogensinde, jeg talte med ham. 

Min mand talte med kidnapperne og spurgte dem ”Hvorfor gør I det her mod os?”. De sagde ”fordi du arbejder for regeringen og USA ved at drive en pigeskole. Vil du stadig selv sige, at du ikke har gjort noget?”.

De gav telefonen til min søn, og han tryglede mig om at komme og hente ham hjem. Han sagde, at kidnapperne havde sagt, at han skulle advare os mod at blive ved med at arbejde, ellers ville vi mærke alvorlige konsekvenser. Det er den sidste gang, jeg talte med ham.

Mere end et år senere blev min søns lig skyllet frem af et kraftigt regnfald. Min mand tog på politistationen og identificerede liget som vores søns. Han havde 12 sår på kroppen fra skud, og lægerne sagde, at han havde været død i mindst tre måneder, inden han blev fundet.

Inden vi fandt ham, havde vi set omkring 30 lig, der måske kunne være hans. Hver gang min mand, svoger, andre familiemedlemmer eller folk fra landsbyen hørte om et lig, der blev fundet, skyndte de sig over for at se, om det var vores søn. Vi har gennemgået så meget lidelse, mens vi ledte efter vores søn”.

Få år efter Malalais søn blev bortført og dræbt, blev familien igen udsat for et angreb.

”Vores hus blev angrebet, mens vi havde gæster. Vi hørte en eksplosion omkring midnat og troede, at det var min svogers hus, der blev angrebet. Vi løb ud og så støv og stykker af byggemateriale falde og indså, at det var vores hus, der var blevet ramt. Raketten havde ødelagt badeværelset og ramt et andet rum. Alle døre og vinduer i huset var ødelagte”.

I 2014 søgte Malalai og hendes familie asyl i Europa. 

Læs også: Ingen beskytter afghanske kvinderettighedsforkæmpere 

Lægen Brishna

Brishna er læge og har arbejdet for kvinder, der er blevet udsat for voldtægt eller andre seksuelle krænkelser. Det har resulteret i både trusler og attentater fra Talibans side. Hun er nu holdt op med at arbejde af hensyn til sin egen og sine børns sikkerhed.

”Jeg modtog truende telefonopkald og breve, der blev afleveret til mit hus om natten af Taliban. De truede med at slå både min familie og mig ihjel på grund af mit arbejde. Vi anmeldte truslerne til politiet, men der var ingen, der ville lytte til os. 

To år efter jeg begyndte at modtage truslerne, hørte jeg en eksplosion og styrtede udenfor til mine børn, der legede i forhaven. Et af mine børn var hårdt såret og lå på jorden. 

Han blev nødt til at få medicinsk behandling det næste år, og vi var travlt beskæftigede med at flytte ham fra hospital til hospital. Angrebet har påvirket ham så meget, at han har fået psykiske mén. Han er altid træt og deprimeret og spørger hele tiden, hvorfor det skulle ske for lige netop ham. 

Efter angrebet ville jeg have regeringen til at finde dem, der stod bag angrebet, men alle regeringsorganer ignorerede os og gjorde intet ved det.

Få måneder efter blev min bror slået ihjel i et andet angreb. Politiet gjorde intet ved det. Hver gang vi spørger dem, hvad der sker, så siger de, at sagen er ved at blive undersøgt”.

Efter de to angreb flyttede Brishna til et andet sted i landet med sin familie, hvor hun fortsatte sit arbejde som læge. Også her begyndte hun at modtage trusler. 

”Til at begynde med tog jeg ikke truslerne alvorligt. Men det gør jeg nu: De mener det, de truer med, så jeg frygter det værste nu. Jeg er allerede flyttet én gang, hvor kan jeg flytte hen nu? Hele familien er påvirket af truslerne, og der er en ængstelig stemning herhjemme.

Efter jeg begyndte at modtage trusler, er jeg også begyndt at presse min søn til at være forsigtig med, hvor han går hen, og hvem han er sammen med. Jeg er så bekymret for, om nogen genkender ham. Min søn sagde til mig: ”Jeg bliver sindssyg af det her, det giver mig lyst til at springe ud foran en bil. Hvor længe vil du have os til at flygte og gemme os?”.

Grunden til, at jeg nu er stoppet med at arbejde, er, at jeg har set, hvad der sker, hvis ikke man lytter til Talibans advarsler. Hvis Taliban siger, de vil gøre noget ved en, så mener de det. Der er sikkerhedshuller alle vegne, så jeg tror ikke, det vil være svært for Taliban at gøre mig noget. 

Nu vil jeg vente på, at der igen falder ro på, og måske vil jeg begynde at arbejde igen. Men det er svært at vide, hvornår det sker. Jeg håber, jeg kan være i sikkerhed, når jeg ikke arbejder.

Advokaten Mirwais

Mirwais på 27 år arbejder på et kvindekrisecenter i Afghanistan. Selv er han stolt af at arbejde for kvinders rettigheder, men han har aldrig fortalt sin familie, hvor han arbejder. Der er for mange fordomme om kvindekrisecentre, til at han tør, og arbejdet er forbundet med stor risiko for ham. 

”Jeg arbejder med nogle alvorlige sager, og der er altid fare forbundet med den slags. For lidt over et år siden kidnappede en offentlig anklager en ung kvinde og solgte hende til prostitution. Det lykkedes hende at flygte og gemme sig på kvindekrisecenteret. Hendes familie ville ikke have noget med hende at gøre, så hun havde ingen andre udveje. Anklageren, der havde solgt hende, blev arresteret og sigtet i sagen. 

En aften ringede en af mine advokat-venner for at spørge, hvad min hjemmeadresse var. Kort efter dukkede han op foran min dør sammen med anklageren, som havde en pistol. Anklageren ville ikke have domstolen til at gå videre med sin sag, og han truede mig og sagde: ”Hvis du ikke holder dig fra denne sag, så slår jeg dig ihjel”. Jeg var virkelig bange, men da han truede mig på den måde, fik det mig kun til at arbejde endnu hårdere på sagen. 

De sager, jeg frygter mest, er dem, hvor gerningsmanden bliver retsforfulgt og dømt. Jeg arbejdede på en meget alvorlig sag, der blev fulgt at internationale medier. Da en af gerningsmændene, som var en del af det lokale politi, blev dømt, vendte han sig mod mig i retssalen og sagde: ”Det er underordnet, hvem det bliver: Dig eller din søn, vi tager hævn over dig for at gøre det her”. 

Læs mere om rapporten ”Their Lives On The Line” her, eller find rapporten her.

Navnene på kvinderettighedsforkæmperne er af hensyn til deres sikkerhed ændret. Deres rigtige navne er Amnesty International bekendt.