Når gode mennesker handler ondt Danmark whistleblower

 
Udgivet
01.
Medlemsblad

Når gode mennesker handler ondt

Da den 29-årige fængselsbetjent Marianne Jørgensen i 2012 indberetter en kollega for vold mod en kvindelig indsat, bliver hun frosset ud af kollegaerne i Herstedvester og må gennem en langvarig sygemelding. Kollegaen blev dømt, men Marianne kæmper stadig for at komme på fode.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2015
Tekst: Ole Hoff-Lund og Bjarke Windahl Pedersen
Foto: Jakob Boserup

Retssalen i Glostrup er fyldt til bristepunktet, da Marianne møder op for at vidne mod sin kollega – en mandlig fængselsbetjent, der er anklaget for at tage kvælertag på en ung, kvindelig indsat i Anstalten ved Herstedvester.

Marianne har overværet overgrebet på nærmeste hold og er nervøs for at skulle afgive forklaring, men hun får det for alvorlig dårligt, da det går op for hende, at størstedelen af tilhørerne er hendes egne kolleger. De er ikke mødt op for hendes skyld. De er der for at give moralsk opbakning til den anklagede.

I det øjeblik føler hun sig alene i verden. Hun tager plads i salen, gennemfører afhøringen og bekræfter hændelsesforløbet, men i pauserne er der iskold luft mellem hende og de omkring 20 kolleger.

”Det var så hårdt. Jeg var helt uforberedt på, at alle mine kolleger ville være til stede, og det var virkelig svært at sidde foran alle dem og udlevere mine følelser og fortælle om, hvordan jeg havde det med at gå på arbejde. Der var så meget had og modstand i luften. Det var et mareridt. Jeg tudede, tudede og tudede bagefter”, siger hun.

Efter seks timers retssag bliver kollegaen i marts 2013 idømt 30 dages betinget fængsel. To andre kolleger bliver senere straffet for at afgive falsk forklaring i retten, der tillægger Marianne og den indsattes forklaring afgørende vægt.

”Da dommen blev afsagt, rejste alle sig op og gav ham kram og fortalte, at det nok skulle gå. Der var ingen, der kom hen til mig”.

Snotklat og kvælertag

Episoden, der udløser retssagen, finder sted den 6. november 2012, hvor den kvindelige indsatte er på gårdtur og bagefter skal aflevere sit overtøj og sin lighter til betjentene. Ifølge Marianne har den indsatte det i perioder psykisk dårligt og er selvskadende, men denne dag er hun ”pissesur” og snerrer ad fængselsbetjentene. Fordi hun er i en observationscelle, må hun ikke have sko og overtøj og derinde.

”Da min kollega spørger efter lighteren, spytter hun en kæmpe snotklat på hans skjorte. Det får min kollega til at smække hende op mod væggen og tage kvælertag på hende, inden han smider hende ned på sengen og sætter sig oven på hende. Det er meget chokerende, og min krop fryser et øjeblik. Den indsatte græder og råber, at han er en luder, og han råber det samme til hende, inden han presser en pude henover hovedet på hende. Vi andre hjælper ham med at pacificere hende. Så finder vi lighteren i lommen på hendes overtøj, og vi går ud af cellen, mens hun græder og skriger på hjælp”, fortæller Marianne.

Gruppen på fire fængselsbetjente går op til kontoret, men de snakker ikke om episoden. Først da den indsatte senere på dagen fortæller afdelingschefen om kvælertaget og udpeger betjenten, bliver sagen bragt op. Ifølge Marianne Jørgensen afviser de tre kolleger historien som usand, men de bekræfter, at de måtte bruge magt over for den indsatte.

Anmeldt for vold

Men Marianne kan ikke glemme episoden. Hun mangler kun nogle få måneder af sin uddannelse, før hun kan kalde sig fængselsbetjent, og en uge senere går hun til sin praktikvejleder og fortæller, hvad der er sket. Efter lange samtaler anbefaler vejlederen, at hun skal melde det.

”Jeg ransagede mit hjerte og fandt frem til, at jeg ikke vil være den fængselsbetjent, der svigter de indsatte. Jeg har selv oplevet mange svigt i min barndom, og for den unge kvinde, det gik ud over, jamen, hun var kommet til det sidste sted, man har lyst til at være, og hende ville jeg ikke svigte. Så jeg skulle enten sige op eller melde det. Jeg valgte det sidste, for jeg synes, jeg er en god betjent, og jeg har oplevet flere indsatte, der ikke var trygge ved min kollega”, siger hun.

Afdelingslederen tager sagen alvorligt og spørger Marianne, om hun kender konsekvenserne af det, hun siger.

”Det troede jeg, at jeg gjorde, og det var jeg indforstået med. Jeg vidste godt, at jeg ville møde modstand, men jeg regnede ikke med, at hele personalegruppen ville reagere så voldsomt”, siger hun og tilføjer, at kollegaen var øverst i hierarkiet blandt kollegerne.

Derefter bliver den kvindelige indsatte indkaldt til afhøring. Hun fortæller samme historie som Marianne og bekræfter, at hun vil indgive en voldsanmeldelse mod betjenten, som bliver suspenderet fra tjeneste, mens sagen kører.

”Så bryder helvede løs. Selv mine medstuderende ændrer deres opførsel. De er alle sammen loyale over for min kollega, selv om han er gået langt over stregen”.

Ville være politibetjent

I dag er Marianne 29 år, mor til en dreng på ni og bor i Valby i København. Oprindeligt ville hun være politibetjent, men en mild grad af ordblindhed udelukker den mulighed. Fængselsvæsenet er anden prioritet, og hun kommer ind på den treårige uddannelse i 2010. Praktikstedet er Anstalten ved Herstedvester.

Men i den sidste del af sin praktikperiode fornemmer hun en voksende uvilje blandt sine kolleger, der ifølge Marianne Jørgensen ikke er udelt begejstrede for, at hun har så stor fokus på pædagogik og samtaler med de indsatte. Hun værksætter også flere projekter for dem og får nogle af de indsatte ud af isolation.

”Allerede fra april 2012 blev jeg mere eller mindre frosset ud på min afdeling, men jeg lod det passere”, siger hun.

Marianne rejser sig op og tager en fagbog ned fra reolen. ’Når gode mennesker handler ondt’, hedder den. Bogen er henvendt til personale inden for det sundhedsmæssige og socialfaglige område, og på bagsiden står der, at der ikke findes onde mennesker, men at der findes onde handlinger: Ondskab og forråelse er tabuiseret, men det er nødvendigt at bryde tavsheden og tale om de onde handlinger, der kan ske i arbejdet med mennesker, der har behov for hjælp.

”Den har jeg haft stor glæde af at læse”, siger hun.

Efter retssagen

Efter retssagen oplever Marianne, at kollegerne ikke længere siger godmorgen, og de bytter vagter for at undgå at komme på hold med hende. Den eneste opbakning kommer fra vejlederen, der støtter hende og fungerer som et skjold over for kollegerne. Men Marianne ender med at sygemelde sig og holder derefter 14 dages ferie med sin søn.

Da hun begynder på arbejde i Herstedvester igen, rammer hverdagen hende hårdt. Intet er forandret, og i afmagt begynder hun at tage så mange af de såkaldte portvagter, hun kan få, selv om de kun handler om at holde øje med, hvem der går ind og ud. Til gengæld slipper hun for at gå op og ned ad fjendtligtsindede kolleger.

Men tiden arbejder imod hende. I maj sygemelder vejlederen sig med stress, og kort tid efter bryder Marianne også sammen. Heldigvis er der en enkelt kollega, der træder til og udfylder vejlederens rolle så godt som muligt.

”Jeg kunne ikke holde ud at være på arbejde. Jeg kunne ikke sove, jeg trøstespiste og følte ingen glæde, når jeg var hjemme. En aften, hvor jeg overnattede inde på arbejdet, knækkede jeg helt. Jeg kunne ikke mere. Dagen efter cyklede jeg hjem, gik ind i badet og lagde mig i fosterstilling og græd. Jeg var færdig”, fortæller hun.

Marianne ryger ned i et sort hul og ender med at ligge på sin sofa i ugevis og stirre ind i væggen. I de følgende måneder er hun ikke i stand til at tage sig af sin søn. Han kommer kun på besøg en gang i mellem, og så ser de en film sammen. Resten af tiden bor han hos ekskæresten, der også køber ind for hende. Alt overskud er forsvundet.

”Hele mit nervesystem rystede indvendigt. Jeg lå bare dér med krummer og slikpapir i hele sengen og følte, at hele verden svigtede mig. Jeg turde ikke længere gå uden for en dør. Nogle gange stod jeg og kiggede længe på det glas med sovepiller, som jeg havde fået, og overbeviste mig selv om, at ingen ville savne mig, hvis jeg var væk. Jeg syntes, at alle svigtede mig. Jeg holdt mig kun oppe ved at tænke på min søn”, husker hun.

Rockerlignende tilstande

I december 2013 kommer ankesagen for retten, og igen er retssalen så fyldt, at de må hente flere stole, og Marianne får anvist et tilstødende lokale, hvor hun være i pauserne. Dommeren lægger ti dage oven i straffen, og Marianne er glad og lettet over, at det er slut, og at hun kan komme videre med mit liv.

”Stemningen var virkelig ond. Der var fuldstændig rockerlignende tilstande. De manglede bare en vest på”, siger hun.

Men den kollega, hun har støttet sig til, dropper til sidst også kontakten. Det sker, da retten indleder en sag mod de to andre kolleger, der har afgivet falsk vidneforklaring.

”Han kunne mærke, at det havde en betydning for hans relation til kollegerne, og det kunne han ikke stå imod i længden. Jeg følte mig som et monster, som ingen turde snakke med”.

Opmuntringen kommer fra kommunens side, der sætter hende i gang med et to måneders forløb med mindfulness, stresshåndtering og coaching, og i marts er hun parat til at begynde på arbejde igen. Ikke i Herstedvester, men i det åbne fængsel i Jyderup, der tager hensyn til hendes situation og giver hende mulighed for at gå og komme, som hun vil. Alligevel trækker hun sig efter nogle måneder:

”Jeg var bange for at snakke med folk, og jeg var en stor undskyldning for mig selv. Jeg var ikke den Marianne, jeg kender. Samtidig var det enormt svært for mig at have styr på alt det hjemlige – oprydning, rengøring, opvask, madlavning, tøjvask – ved siden af jobbet. Jeg var tømt for energi, når jeg kom hjem, og det hele sejlede. Jeg kom tit til at snerre ad min søn, og jeg fik ikke gjort nogle af de ting, som er gode for mig. Til sidst måtte jeg stoppe”, siger hun.

I stedet får hun plads på en pension, der fungerer som udslusningssted for fanger, og endelig i marts i år får hun fast ansættelse ved Fodlænken, hvor hun håndterer de fanger, der afsoner med fodlænke.

En beskyttende cirkel

Sideløbende kører retssagen mod de to kolleger, der afgav falsk vidneforklaring i retten. Sagen slutter i april i år i Østre Landsret. Marianne møder op med sin mor og tre veninder, som hun beordrer til at sidde på nøje udvalgte pladser omkring sig som en beskyttende cirkel. Selv er hun iført tørklæde og solbriller for at holde omverdenen ude.

”På den ene side frustrerede det mig, fordi jeg skulle igennem det hele en gang til, men på den anden side viser det jo, at retssystemet tager det alvorligt”.

De to kolleger ender med at få hver 60 dages ubetinget fængsel.

Føler du så, at du har fået oprejsning?

”Nej. Men bare det, at retten har sagt, at jeg taler sandt, det er nok for mig. Men jeg arbejder jo stadig et sted, hvor det, jeg har gjort, ikke er vellidt. Det har taget hårdt på mig at gå igennem den proces. Det er som om min harddisk er slettet, og at jeg skal have geninstalleret det hele. Jeg ville ønske, at jeg kunne være fængselsbetjent igen, men der er for mange brodne kar. For meget, der er skidt. På en måde bliver man tynget ned i en offerrolle. Men jeg er ikke et offer. Jeg vil gerne tale om udfordringerne og om, hvordan vi finder løsninger, så vi tør snakke om de svære ting”.

Du får det til at lyde som om, at der er et generelt problem i fængselssystemet?

”Det synes jeg også, at der er, når der sker overgreb mod de indsatte, og når mange ikke tør sige noget af frygt for konsekvenserne. Jeg har mødt mange, der har oplevet det. Nogle af dem er flyttet til andre landsdele, fordi det har været så voldsomt, og fordi de ikke kunne blive i den kultur, der er blandt kollegerne. Jeg føler jo næsten, at jeg har gjort noget forkert. Der er nogle enkelte kolleger, der har sagt, at det var godt gået, men det er ikke det, de udstråler”.

Det er ikke bare dig selv, der har for store og urealistiske ambitioner på systemets og de indsattes vegne?

”Nej, men fængselsmiljøet er blevet mere barsk, og det er der mange årsager til. For det første er der flere og flere indsatte, der kommer ind med alvorlige, psykiske problemer. Det giver nogle udfordringer, for vi har ikke redskaber til at tackle det. For det andet har vi set nedskæringer i fængselsvæsenet de seneste mange år. Det giver stress og kortere lunte. For det tredje oplever vi, at den yngre generation af indsatte ikke finder sig i hvad som helst. Og når nogle kolleger så er af den gamle skole, hvor filosofien er, at fængselsbetjentene har magten, og at de indsatte ikke skal have nogen rettigheder, ja, så er vejen til konflikter og konfrontationer åben”.

Kontakt til whistleblowere

I foråret får hun også kontakt til den nystartede organisation Veron, der er stiftet af whistleblowerne Frank Grevil, Anders Kærgaard og Dorte Jensen. Hun skriver til dem og får senere et opkald fra Anders Kærgaard, der har været gennem en opslidende retssag om tortur af irakiske fanger. Veron stiller både advokat og psykologhjælp til rådighed.

”Da jeg får det opkald fra Anders Kærgaard, forandrer min verden sig. Han siger til mig, at fra nu af er jeg ikke alene, og at de nok skal hjælpe mig med det, jeg har brug for. Det er dér, jeg trækker vejret dybt og ånder lettet op. I stedet for at stå dér som et lille piv, der sniger sig langs panelerne, dukker hovedet og er en stor undskyld for mig selv, så hjælper det helt enormt at have nogen at kæmpe sammen med. At Veron pludselig står der for mig, det gør, at jeg i dag står oprejst”, siger Marianne.

 

AMNESTY MENER: STOP OVERGREB MOD INDSATTE

De indsatte i fængslerne skal straffes med frihedsberøvelse – ikke med overgreb fra fængselspersonalet. Det fastslår Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnestys danske afdeling:

”Sagen viser et korps, som slutter sig sammen om den, som har begået volden og bliver dømt for det, men som udelukker den kollega, som står fast på, at reglerne skal overholdes, og at de indsattes rettigheder skal sikres. Det er problematisk”.

Ifølge Claus Juul er det Kriminalforsorgens opgave at sikre, at den korpsånd eller interne forståelse, som bliver afdækket gennem Marianne Jørgensens sag, bliver ændret.

”Det er jo de rene bandemetoder, at der sidder 17 mennesker og nedstirrer hende i retten, da hun skal vidne. Det er vigtigt, at ledelsen er meget tydeligt til stede under sagen og forsikrer hende om, at hun har gjort det rigtige”, siger Claus Juul.