Nauru: Overgreb Forsømmelse Desperation

 
Udgivet
01.
Nyhed

Torsteb Blackwood/AFP/Getty. Billedet viser >>>

stillehavsøen Nauru.

Nauru: Overgreb, forsømmelse, desperation

Mens en delegation af danske folketingsmedlemmer er på vej på studietur til Nauru, advarer Amnesty International på det kraftigste Danmark og andre lande mod at finde inspiration fra den såkaldte ”australske model” for håndtering af flygtninge og asylansøgere.

De omkring 1200 mænd, kvinder og børn, som efter at have søgt tilflugt i Australien er blevet tvangsflyttet til den afsidesliggende Stillehavsø Nauru, er udsat for overgreb, umenneskelig behandling og grov forsømmelse.

Det konkluderer Amnesty International og Human Rights Watch, som i fællesskab fik adgang til øen Nauru i juli måned og interviewede 84 flygtninge og asylansøgere samt ansatte i flygtningelejrene.

”Efter at have arbejdet i størstedelen af verdens konfliktzoner de sidste 15 år, troede jeg, at jeg havde lært rigeligt om lidelse, uretfærdighed og desperation. Men det, jeg så og hørte på Nauru, vil plage mig resten af livet”, siger Anna Neistat, Amnestys senior direktør for research.

Mange af asylansøgerne og flygtningene på Nauru har været der i op mod tre år, og de har ingen sikker viden om deres fremtid.
Til Amnesty og HRW beretter de om at være blevet udsat for overfald og røverier begået af lokale, og at politiet ingen beskyttelse giver dem.

Samtlige interviewede kvinder fortalte, at de ikke turde gå ud alene. Børn fortæller, at mobning og chikane har fået dem til holde op med at gå i skole.

Samtidig lider de under rutinemæssig forsømmelse fra det helbreds- og servicepersonale, som Australien har hyret til at drive lejrene på øen. Flygtningene og asylansøgerne oplever forsinkelser og nægtelse af nødvendig medicinsk behandling. Mange har alvorlige psykiske problemer og har forsøgt at gøre skade på sig selv. Selvmordsforsøg forekommer ofte.

Hemmelig mission

Australien og Nauru fastholder en striks mørklægning af behandlingen af flygtninge og asylansøgere på øen. Journalister og researchere er stort set afskåret fra at rapportere fra øen, og ansatte risikerer bøder og strafferetlig forfølgelse, hvis de deler informationer om forholdene for asylansøgere og flygtninge på øen.

Ikke desto mindre lykkedes det Amnesty International og Human Rights Watch at opnå lovlig adgang for en researcher fra hver organisation, som i juli tilbragte tolv dage på øen.

Her interviewede de 84 flygtninge og asylansøgere fra Iran, Irak, Pakistan, Somalien, Bangladesh, Kuwait og Afghanistan samt statsløse kurdere, som tidligere havde opholdt sig i Iran og Irak. 29 af dem var kvinder, fem var piger, fire var drenge.

Amnesty og HRW interviewede desuden adskillige ansatte under Australiens regering, som valgte at dele deres viden, til trods for at de risikerer retsforfølgelse for at dele informationer.

Angrebet og røvet af lokale

Hver eneste flygtning og asylansøger interviewet af Amnesty og HRW fortalte om have oplevet trusler, chikane eller vold rettet mod dem selv eller deres familiemedlemmer fra enkelte lokale nauruere eller grupper af lokale.

Overfaldsmænd har spyttet på dem, kastet flasker eller sten efter dem, svinget biler i retning mod dem, når de er gået på vejen, smadret deres vinduer eller anden ejendom.

Amnesty og HRW har dokumenteret tilfælde, hvor nauruere har overfaldet og røvet flygtninge og asylansøgere med kniv både midt på dagen og om aftenen.

Mere end tyve af de interviewede fortalte, at de have oplevet overfald, og en ansat i servicepersonalet på øen bekræftede overfor Amnesty, at overfald sker adskillige gange hver uge, især i weekenderne.

Flygtninge og asylansøgere fortalte, at de var bange for at forlade deres lejr, især om aftenen.

Seksuel vold

Kvinder fortalte, at de nærmest aldrig forlader lejrene, og hvis det sker så kun i grupper eller i selskab med mænd.
Seks kvinder beskrev tilfælde af seksuelle overfald og chikane, herunder befamling, trusler og krav om sex samt voldtægtsforsøg.

En kvinde fortalte, at hun to gange havde forsøgt at få et lift fra lokale, som derefter havde forsøgt at køre hende ud i junglen for at voldtage hende.
En anden kvinde fortalte, at hun efter at have fået tilladelse til at leve udenfor lejren, giftede sig for at få beskyttelse.

”Efter jeg forlod lejren, følte jeg mig meget utryg. Jeg kunne ikke gå ud. Jeg besluttede at gifte mig med en 15 år ældre mand, bare for at have beskyttelse. Når du er alene, er alting en kamp. Han kunne i det mindste handle ind eller ledsage mig”.

En anden kvinde beskrev den samme usikkerhed:

”Vi er altid bange. Jeg tjekker altid om døren er låst. Vi kan ikke gå ud alene. Mange gange er nauruer blevet fulde og er kommet til indgangen ved vores hus og har råbt af os”.

Ingen beskyttelse

Flygtninge og asylansøgere fortæller, at politiet på Nauru ignorerer deres anmeldelser og nogle gange opfordrer dem til ikke at anmelde overfald. Politiet har desuden afvist klager med henvisning til, at de alene er lavet for at skabe medieopmærksomhed.

Amnesty har set en række officielle anmeldelser, indgivet af flygtninge og asylansøgere, som fortæller, at politiet intet har gjort for at pågribe og afhøre gerningsmændene, til trods for at de kan identificere dem.

Ansatte i lejrene, som siger, de ofte følger flygtninge til politiet for at indgive klager, bekræfter dette mønster.

Forholdene i modtagecentrene

I måneder og nogle gange år efter deres ankomst til Nauru bliver asylansøgere holdt i fængselslignende lejre i Nauru Regional Processing Centre (NPC) omringet af hegn og bevogtet af vagter.

De bor i overfyldte telte, hvor temperaturen ofte når 45 til 50 grader, selv efter ventilatorer er installerede. Luftfugtigheden er mellem 75 og 90 procent, hvilket får mug til at gro på teltenes sider og loft. Udslæt og andre sygdomme spreder sig hurtigt.

Mad distribueres på bestemte tidspunkter, og det er ikke tilladt at medbringe mad i teltene, heller ikke for små børn.
En kvinde fortalte Amnesty:

Hospitalsfaciliteter på Nauru. Specialiseret medicinsk udstyr og personale er ikke tilgængeligt på øen, og flygtninge og asylansøgere beretter om lange forsinkelser på medicinsk behandling selv for alvorlige helbredsproblemer. © 2016 Privatfoto

”Teltene var forfærdelige. Det var så varmt, at du ikke kunne trække vejret. Børnene havde det hele tiden dårligt på grund af varmen. Der var ikke nok at drikke. Vi havde kun adgang til brusere på et bestemt tidspunkt, så hvis børnene havde brug for at bade på et andet tidspunkt, kunne de ikke få det. Efter tre år i den situation får børn psykiske problemer. De tisser i sengen. De har mareridt”.

Amnesty noterer, at vilkårene i modtagecentret blev forbedret en smule, da Nauru tillod asylansøgerne større bevægelsesfrihed i oktober 2015.

De omkring 400 mennesker, som i dag bor i modtagecentret, er imidlertid stadig underlagt restriktioner på deres frihed, ligesom det er forbudt at medbringe ”smartphones”.

Bevidst politik

Den australske regerings manglende vilje til at adressere de alvorlige overgreb virker til at være en bevidst politik for at skræmme andre asylansøgere fra at søge til Australien, kritiserer Amnesty.

De australske myndigheder er fuldt ud klar over forholdene på Nauru, og både Australiens Nationale Menneskerettighedskommission (AHRC), FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og en regeringsudpeget uafhængig ekspert har tidligere opfordret den australske regering til at ændre sin praksis på Nauru.

I august 2016 har avisen The Guardian fået adgang til lækkede officielle dokumenter, der ifølge avisen beskriver mere end 2000 hændelser, der inkluderer overfald, seksuelt misbrug, forsøg på selvskade og overgreb mod børn blandt de flygtninge og asylansøgere, som den australske regering har anbragt på Nauru.

På baggrund af de lækkede filer opregner The Guardian blandt andet syv sager om seksuelle overgreb mod børn, 59 sager om overfald på børn, 30 sager, hvor børn har skadet dem selv, samt 159 sager, hvor trusler om at gøre skade på sig selv har involveret børn. 

”Den australske politik med at eksilere asylansøgere, som ankommer med båd, er ekstremt grusom. Få andre lande går så langt for bevidst at udsætte mennesker, der søger sikkerhed og frihed, for lidelse”, siger Anna Neistat, Amnestys senior direktør for research.

Australien: Fabrikerede udsagn

Som respons på de lækkede ”Nauru-filer” bragt i The Guardian har Naurus regering samt Australiens immigrationsminister affejet rapporterne om forsømmelse og overgreb med henvisning til, at flygtninge har ”fabrikeret” deres påstande.

Den beskyldning møder skarp kritik af Amnesty:

”Efter at have forsøgt at hemmeligholde misbrugene af flygtninge på Nauru er benægtelse det naturlige næste skridt for myndighederne. I stedet for at tilsværte sårbare flygtninge, burde Naurus og Australien regeringer undersøge og standse menneskerettighedskrænkelserne. De lækkede rapporter viser ganske tydeligt, hvem der har fabrikeret sine påstande – og det er ikke flygtningene”, siger Anna Neistat.

Fanget i uvished

Samtlige flygtninge og asylansøgere interviewet af Amnesty og HRW fortalte, at de australske myndigheder havde oplyst dem om, at de kom til Nauru for at blive asylbehandlet, og at de herefter ville blive genbosat i andre lande.

De fortalte samtidig, at immigrationsmyndighedernes beskrivelse af tidshorisonten ofte havde ændret sig siden 2013, og at myndighederne hver gang havde nægtet, at de tidligere havde fremlagt andre tidsudsigter.

I dag har de, som har opnået flygtningestatus, stadig ingen ide om, hvad der skal ske med dem, og de kan ikke få et klart svar fra myndighederne i Nauru eller Australien.

Selv hvis de har økonomiske midler til det og har fået udstedt rejsedokumenter, kan de ikke forlade øen.

Amnesty har set rejsedokumenter udstedt til nogle af flygtningene. I disse er nationaliteten beskrevet som ”flygtninge”, og de flygtninge, som har søgt visum i andre lande, har fået afslag.

Til Amnesty fortalte en mand:

”De har ikke sagt, hvor længe vores flygtningestatus gælder. Da jeg kom til Nauru, sagde de, at det maksimalt ville være for fem år. De sagde, at før da ville vi komme til et andet land. Ikke Australien. Efter to år sagde de: ”Du vil blive på Nauru i ti år eller komme til Cambodia”.

En kvinde fortalte: ”Mennesker her har ikke noget rigtigt liv. Vi overlever blot. Vi er døde sjæle i levende kroppe. Vi har intet håb eller motivation”.

Lukning af centret på Manus  

Udover flygtningecentret på Nauru har den australske regering længe haft et lignende flygtningeprogram på øen Manus, der hører under Papua Ny Guinea. 

Men i april 2016 afgjorde Papua Ny Guineas højesteret, at den såkaldte australske model, var i strid med landets grundlov, og i august annoncerede Australien, at lejren på Manus ville lukke. Myndighederne har imidlertid endnu ikke meldt ud, hvad der skal ske med de mere end 800 flygtninge og asylansøgere på Manus.

”Mens vi hilser beslutningen om at lukke centret velkommen, opfordrer Amnesty International den australske regering til at bringe de, som aktuelt er på Manus, til Australien. Vi må ikke glemme, at regeringen satte et system i værk, der i to detentionscentre har ført til overgreb og grusomhed mod næsten 2.000 mennesker, som alene har søgt et sikkert sted at genopbygge deres liv”, siger Anna Neistat.