Amnestys formand anholdt i Tyrkiet Tyrkiet Aktivister

 
Udgivet
01.
Nyhed

privatfoto

Amnestys formand anholdt i Tyrkiet

Amnesty kræver, at de tyrkiske myndigheder omgående løslader Taner Kilic.

OBS: Denne artikel er senest opdateret den 12. juni 2017

Tirsdag den 6. juni blev Taner Kilic, bestyrelsesformand for Amnesty Tyrkiet, sammen med 22 andre advokater anholdt af tyrkisk politi i byen Izmir. 

”At formanden for Amnesty Tyrkiet nu er blevet trukket ind i udrensningen efter kupforsøget i Tyrkiet, viser, hvor langt og hvor arbitrært myndighederne går til værks. Taner Kilic har længe udmærket sig for at forsvare præcis de friheder, som de tyrkiske myndigheder nu tramper på”, siger Salil Shetty, generalsekretær i Amnesty International.

"Arrestationen af Taner Kilic viser ikke bare foragten for menneskerettigheder, men også ønsket om at ramme de, som forsvarer dem. Vi opfordrer alle, som i Tyrkiet og i omverden bekymrer sig om menneskerettighederne, til at støtte en modig forkæmper, som har dedikeret sit liv og nu ofret sin frihed for menneskerettighederne", siger Salil Shetty.  

Tiltalt for terror

Den 9. juni blev der rejst tiltale mod Kilic for at "være medlem af en terrororganisation" på grund af hans påståede forbindelser til Gülen-bevægelsen. Amnesty afviser klart den beskyldning og kræver, at myndighederne omgående løslader Kilic og de øvrige 22 anholdte advokater:

”I fraværet af troværdige og tilgængelige beviser for deres involvering i internationalt anerkendte forbrydelser, opfordrer vi de tyrkiske myndigheder til omgående at løslade Taner og Kilic og de øvrige 22 advokater samt droppe alle anklager imod dem”, siger Salil Shetty.

Vigtig støtte fra Danmark og EU

Danmark og EU har hurtigt reageret på anholdelsen af Taner Kilic.

Allerede dagen efter anholdelsen udtrykte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) sin bekymring på Twitter, samtidig med at han lovede at ville følge sagen tæt.



Også EU har opfordret de tyrkiske myndigheder til at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonventions krav om gennemsigtighed i eventuelle anklager:

”Vi har fra Amnesty International og medierne med bekymring modtaget nyheden om, at formanden for Amnesty International i Tyrkiet, advokat og menneskerettighedsforkæmperen Taner Kilic, er blevet tilbageholdt. Vi opfordrer de tyrkiske myndigheder til hurtigt at klarlægge anklagerne i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er især vigtigt, at udgangspunktet om uskyld fuldt ud respekteres. Amnesty International er et højtrespekteret medlem af civilsamfundet, som er en grundpille i et demokrati”, siger talspersonen for EU’s udenrigstjeneste, som også følger sagen tæt.  

Amnesty International takker for den klare politiske opbakning fra Danmark og EU:

”Vi er meget glade for den hurtige reaktion. For de tyrkiske myndigheder er det et vigtigt signal med utvetydigt pres, som falder prompte”, siger Trine Christensen, generalsektrær i Amnesty Danmark. 

Tæt samarbejde mellem Amnesty i Tyrkiet og Danmark

Gennem de seneste år har Amnesty Danmark og Amnesty Tyrkiet haft et tæt samarbejde.

”Vores kollegaer i Tyrkiet arbejder under et stort pres. Journalister, menneskerettighedsforkæmpere, advokater og andre, som de kender og har arbejdet sammen med, bliver på daglig basis arresteret, og de har længe vidst, at de selv kan blive de næste. Alligevel fortsætter de deres arbejde, og jeg den største respekt for deres mod og ukuelige vilje til at blive ved med at kritisere og de voldsomme overgreb mod civilsamfundet”, siger Trine Christensen. 

 

Skriv under for Taner Kiliç