Demonstrationsguide: Amnesty beklager

 
Udgivet
01.
Svar på kritik

Demonstrationsguide: Amnesty beklager

Det seneste nummer af medlemsbladet AMNESTY bragte en guide, der ifølge kritikere kan tolkes som en opfordring til at bære maskering eller gasmasker under demonstrationer herhjemme. Det er ikke intentionen, og vi beklager misforståelserne. Generalsekretær Trine Christensen svarer på kritikken.

I det seneste nummer af medlemsbladet AMNESTY, der udkom i begyndelsen af februar, bragte vi en helsides grafik under overskriften ”Kend din ret som demonstrant”.

Grafikken giver en række råd til, hvad man kan gøre som demonstrant for at beskytte sig selv og sine nærmeste, og hvordan man skal forholde sig, hvis der opstår uroligheder. På billedet ser man en demonstrant iført gasmaske. Det har fået flere folketingspolitikere til at erklære, at Amnesty er ude på et skråplan, og en del medlemmer har bedt os om en forklaring på indholdet af grafikken.

”Vi beklager, hvis grafikken sender uheldige signaler. Det var bestemt ikke meningen at opfordre til tildækkede ansigter eller ulovligheder. Vi kunne aldrig drømme om at opfordre til vold eller vandalisme. Hele vores arbejde bygger på at sikre retten til fredeligt at kunne ytre og forsamle sig. Amnesty møder altid op til demonstrationer i en fredelig ånd og accepterer ikke vold”, siger generalsekretær Trine Christensen.

Tåregas i USA

De gode råd til demonstranter er udviklet af Amnesty USA, og redaktionen valgte at oversætte dem til dansk og bringe dem i vores blad. Det gjorde vi blandt andet, fordi vi i samme nummer har en stor fotoreportage om Sioux-indianerne i North Dakota, der blev angrebet med tåregas, da de fredeligt protesterede mod olierørledningen Dakota Access Pipeline (DAPL).

Denne sammenhæng fremgår ikke tydeligt, og set i en dansk kontekst kommer illustrationen til at virke unødigt voldsom. Den del af teksten, der handler om gasmasker og forholdsregler mod tåregas, kan ikke direkte oversættes til danske forhold, hvor tildækning er ulovlig, og hvor vi yderst sjældent ser sådanne situationer. Men det er ikke korrekt, at den opfordrer til konfrontation med politiet.

”Der står intet sted i guiden, at vi opfordrer til konfrontation eller vold. Tværtimod fortæller den, hvordan man som demonstrant passer på sig selv i tilfælde af krænkelser eller overgreb fra ordensmagten – uanset om det er i Danmark eller Myanmar”, siger Trine Christensen.

Aktivister dræbt i 22 lande

I vores årsrapport, som udkom i sidste uge, dokumenterer vi, at menneskerettighedsaktivister blev slået ihjel i mindst 22 lande i 2016, så problematikken er i allerhøjeste grad relevant i udlandet.

”Vores guide er beregnet på de steder i verden, hvor det kan være farligt at protestere på gaden, og hvor myndighederne nogle gange slår hårdt ned på fredelige demonstranter. Som international organisation kender vi utallige eksempler på fredelige demonstranter, der ender i fængsel, fordi de benytter deres ytrings- og forsamlingsfrihed. Men i Danmark har vi heldigvis et politi, der beskytter vores rettigheder”, siger Trine Christensen.

Gode råd om demonstrationer

Hensigten med grafikken er at tilbyde en guide til de af vore medlemmer, der tager del i fredelige demonstrationer eller overvejer at gøre det: Hvordan forbereder du dig, hvad skal du tage med, hvordan passer du på dig selv og dine venner, og endelig: Hvad gør du, hvis politiet bruger overdreven magt eller – i værste fald – tåregas?

”Men set i bakspejlet skulle vi enten have tilpasset guiden til danske forhold eller have tydeliggjort, at den er møntet på de steder i verden, hvor demonstrationer kan koste dig tæsk, arrestationer eller langvarige fængselsstraffe”, siger Trine Christensen.

Redaktionen på AMNESTY beklager misforståelsen og bringer en korrektion i næste nummer af bladet, der udkommer i juni.