Georgien et år efter krigen: Tusinder fortsat fordrevet Rusland

 
Udgivet
01.
Nyhed

Georgien et år efter krigen: Tusinder fortsat fordrevet

Et år efter krigen mellem Georgien og Rusland er tusinder af civile stadig fordrevet fra deres hjem uden udsigt til at kunne vende tilbage. De – og de mange, som er kommet hjem til ødelagte landsbyer – går en usikker fremtid i møde, skriver Amnesty International i ny rapport.

Krigen mellem Georgien og Rusland, som begyndte i dagene omkring den 7.-8. august sidste år, drev hundredetusinder på flugt. Af de 38.500, som flygtede til Rusland fra Sydossetien, skønnes 30.000 endnu at være fordrevne. Samtidig er omkring 30.000 af de 138.000 etniske georgiere, som flygtede fra deres hjem, fortsat ude af stand til at vende tilbage.

Ingen myndigheder stillet til ansvar

"Hundredetusinder af personer er blevet konfronteret med en ny tilværelse på grund af konflikten. Myndighederne har en forpligtelse til at gøre overgangen så let som muligt. De har også pligt til at sikre retfærdighed og erstatning til ofrene for krigen," siger Nicola Duckworth fra Amnesty International.

Amnesty dokumenterede lige efter krigen, at begge parter havde begået alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne, krigsforbrydelser og mulige forbrydelser mod menneskeheden. Dusinvis af civile blev dræbt i kamphandlingerne, og det rapporteres, at sydossetiske militser plyndrede og smadrede flere landsbyer. Både Georgien og Rusland benyttede klyngebomber. Hverken de georgiske eller de russiske myndigheder har til dato stillet nogen til ansvar for de alvorlige overtrædelser af international og national lov under og umiddelbart efter konflikten.

Stadig afhængig af humanitær hjælp

I den nye rapport "Civilians in the Aftermath of War: The Georgia- Russia Conflict One year On" afdækker Amnesty den skrøbelige sikkerhedssituation, hvori befolkningen forsøger at genopbygge deres tilværelse.

De fleste internt fordrevne i Georgien er blevet genhuset eller har fået kompensation. Omkring 18.000 lever i øjeblikket i nye bebyggelser. De fortæller Amnesty, at deres største problem er, at deres nye hjem ligger langt fra hospitaler, skoler og arbejdspladser, og at de derfor fortsat er afhængige af humanitær hjælp.

Samtidig har mange tilbagevendte georgiske flygtninge i områder, som ligger tæt på Sydossetien, ikke længere adgang til deres marker og plantager, fordi områderne enten er blevet overtaget af sydossetiere, eller fordi de ikke er blevet ryddet for klyngebomber.

Undersøg anklager om krigsforbrydelser

Amnesty opfordrer krigens parter til at gennemføre uafhængige undersøgelser af alle anklager om overtrædelser af international lov under konflikten, inklusive anklager om krigsforbrydelser. Desuden er myndighederne i begge lande forpligtede til at sikre, at flygtninge og internt fordrevne kan vende tilbage til deres hjem, og at de får mulighed for at genopbygge deres liv i fred og sikkerhed.