Kina hvidvasker krænkelser i rapport til FN Kina OL

 
Udgivet
01.
Nyhed

Kina hvidvasker krænkelser i rapport til FN

Seks måneder efter De olympiske lege i Beijing indleverer Kina sin rapport om menneskerettighedssituationen til FN's Universal Periodic Review. Det åbner op for en systematisk dialog om menneskerettighederne mellem Kina og det internationale samfund. Men rapporten hvidvasker ifølge Amnesty en lang række alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

"Det er altid godt at se Kina gå i dialog med resten af verden om menneskerettighederne," siger Roseann Rife, Amnestys Asien-koordinator, til offentliggørelsen af rapporten. "Spørgsmålet er nu, hvordan den dialog vil påvirke kinesiske borgeres liv - især dem som bliver straffet for fredeligt at udøve deres rettigheder."

FN's Universal Periodic Review (UPR) er en proces, der involverer en gennemgang af menneskerettighedssituationen i alle FN's 192 medlemsstater hver fjerde år. UPR giver de enkelte stater mulighed for at vise, hvilke skridt de har taget for at forbedre menneskerettighedssituationen og leve op til deres internationale forpligtelser. Amnesty mener, at der er et positivt signal i Kinas samarbejde med FN om deres UPR og anerkender de skridt, som regeringen har taget for at forbedre menneskerettighedssituationen i landet - bl.a. i retssystemet og ved indførelsen af love, der beskytter arbejdstageres rettigheder.

Men Kinas rapport undlader at omtale kontroversielle emner som den fortsatte krise i Tibet og myndighedernes stadige forfølgelse af visse religiøse grupper, fx Falun Gong-udøvere. Kinas system med administrative fængslinger, hvor hundredetusinder sidder i fangenskab uden at være blevet stillet for en dommer. Amnesty har, i lighed med andre NGO'er, udgivet en parallel rapport, hvor disse menneskerettighedsovertrædelser omtales.

Kina vil præsentere rapporten for FN's Menneskerettighedsråd og besvare spørgsmål den 9. februar 2009. Amnesty opfordrer Kina til aktivt at følge op på både UPR-rapporten og parallelrapporterne. "Den egentlige test for, om UPR er en effektiv mekanisme, bliver de konkrete handlinger, som de kinesiske myndigheder tager for at forbedre menneskerettighederne for borgerne. Vi vil nøje overvåge præsentationen af rapporten, inklusive hvad Kina siger om sig selv i løbet af diskussionerne, såvel som hvad andre lande spørger til - og beslutter ikke at spørge til," siger Roseann Rife.