Kina skader den olympiske arv Kina OL

 
Udgivet
01.
Nyhed

Kina skader den olympiske arv

10 dage før OL-åbningsceremonien i Beijing gør Amnesty International status: Kina har stadig ikke formået at indfri de løfter om menneskerettighedsforbedringer, som de afgav, da de fik tildelt værtskabet til OL.

Kina har ikke indfriet de løfter, de afgav om at forbedre menneskerettighederne. Faktisk er menneskerettighederne på nogle områder forværret, siden Kina fik tildelt OL-værtskabet for syv år siden. Myndighedernes kurs er nemlig blevet hårdere over for de mennesker, der truer det billede af et stabilt og harmonisk Kina, som myndighederne gerne vil vise omverdenen. Uønskede borgere sendes i arbejdslejre eller tvangsforflyttes fra bymidten. Amnesty vurderer, at lokale aktivister og journalister, der arbejder med menneskeretsrelaterede emner, er i særlig risiko for at blive chikaneret og tilbageholdt under selve legene.

Lever ikke op til olympiske idealer

I Amnestys nye rapport "The Olympics Countdown: Broken Promises", der er den sjette og sidste af organisationens countdown-rapporter frem mod OL, sætter organisationen fokus på, hvordan Kinas brug af fængslinger uden rettergang, censur og dødsstraf betyder, at landet på ingen måde lever op til de olympiske idealer. 

"De kinesiske myndigheder skader den olympiske arv. De bør omgående løslade alle fredelige aktivister, tillade udenlandske og lokale journalister at ytre sig frit og tage yderligere skridt hen imod afskaffelsen af dødsstraf," sagde Roseann Rife, der er vicedirektør i Amnesty Internationals Asienafdeling ved en pressekonference i Hong Kong.

Dødsstraffen bliver fortsat brugt for 68 forskellige forbrydelser - også ikkevoldelig kriminalitet som for eksempel økonomisk svindel og narkokriminalitet.

Fysisk afstraffet for at skrive et brev

Menneskerettighedsaktivister som skribenten Hu Jia afsoner fortsat domme for at opildne til omstyrtning af regimet. Hu Jia var en torn i øjet på myndighederne, fordi han skrev tekster om menneskerettigheder og gav interviews til udenlandske medier. En anden aktivist, Liu Jie, blev sendt 18 måneder i arbejdslejr i Heilongjiang provinsen i det nordøstlige Kina. Her fortæller lokale kilder, at hun er blevet fysisk afstraffet for at have skrevet et brev til de kinesiske leder, hvori hun anmoder dem om at gennemføre politiske og juridiske reformer heriblandt en afvikling af arbejdslejrene.

Præsident for Den Olympiske Komités (IOC), Jacques Rogge, hævdede for nyligt, at komitéens stille diplomatiske arbejde har ledt til flere reformer inklusiv øgede beføjelser til udenlandske journalister. Selvom Amnesty bifalder IOC's vilje til at sætte fokus på menneskerettighederne i Kina, er Amnesty overrasket over IOC's tro på, at internationale journalister vil kunne arbejde frit uden at blive bremset af censur på for eksempel internettet. Amnesty opfordrer på det kraftigste både IOC og de af verdens regeringsledere, der deltager i legene, til offentligt at tale for menneskerettigheder i Kina. Gør de ikke det, vil det sende et signal om, at det er acceptabelt for en regering at være vært for OL i en atmosfære af krænkelser og undertrykkelse.