Kinas henrettelser udføres i hemmelighed Kina Dødsstraf

 
Udgivet
01.
Nyhed

Kinas henrettelser udføres i hemmelighed

Flere end 1700 kinesere blev henrettet sidste år ifølge Amnesty. Men i år optræder Kina ikke i den årlige statistik, fordi myndighederne skjuler tallene for henrettede, som de kalder en statshemmelighed. Tidligere år har vist, at Kina står for langt de fleste henrettelser i verden, og intet tyder på, at tallene er blevet mindre.

I år er Kina ikke med i Amnestys statistik over dødsstraf. Amnesty har ikke inkluderet minimumstallene for Kina, fordi landet holder de egentlige tal hemmelige. Kinas rekordstore antal af henrettede og dødsdømte viser sig derfor i år som et gabende hul i statistikken.

"De kinesiske myndigheder hævder, at de gennemfører stadigt færre henrettelser. Hvis det er sandt, hvorfor vil Kina så ikke fortælle omverdenen, hvor mange mennesker de slår ihjel?", spørger Claudio Cordone, der er generalsekretær i Amnesty International.

Kina henretter flere end resten af verden tilsammen

Da Amnestys årlige dødsstraf-statistik for 2008 udkom sidste forår, toppede Kina listen som det land, der henretter flest mennesker i verden. Mindst 1.718 mennesker blev henrettet i Kina, viste rapporten, men i realiteten var tallet langt højere. Fordi Kina forsøger at hemmeligholde de reelle tal, er det hvert år en stor udfordring for Amnesty at få alle tal på bordet.

Men at dømme fra tidligere års tal tyder det på, at Kina igen i 2009 henrettede flere tusinde mennesker, og at det store land derfor stadig henretter flere mennesker end resten af verdens lande tilsammen.

Kinesisk statshemmelighed

Amnestys rapport Death Sentences and Executions in 2009 dokumenterer, at mindst 714 mennesker blev henrettet i 18 lande, mens mindst 2.001 blev dødsdømt i 56 lande. Til sammenligning viste statistikken fra 2008, at mindst 2.390 mennesker blev henrettet, og mindst 8.864 dømt til døden. 7.003 af de dødsdømte var kinesere.

Selvom mediedækning er tilladt i enkelte henrettelsessager i Kina, bliver antallet af henrettede og dødsdømte klassificeret som en statshemmelighed af de kinesiske myndigheder, og at afsløre statshemmeligheder er forbudt og medfører straf.

Omkring 68 lovovertrædelser i Kina kan straffes med dødsstraf, heriblandt ikke-voldelige forbrydelser. Dødsstraf bruges også til at demonstrere, at handlinger, som skader landets sociale stabilitet, bliver straffet hårdt, og mange bliver dømt på baggrund af politisk aktivitet.

Ingen, som dødsdømmes i det folkerige land, får en fair retssag i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder. Mange tilståelser bliver fremtvunget under tortur, og adgang til juridisk rådgivning er ofte begrænset.

Amnesty: Gør statistikken tilgængelig

Ifølge medierapporter fra august har kinesiske embedsmænd indrømmet, at omkring 65 procent af transplanterede organer kommer fra henrettede fanger. Amnesty International har tidligere kritiseret brugen af organer fra henrettede fanger.

I de senere år har de kinesiske myndigheder gentagne gange hævdet, at antallet af henrettede og dødsdømte er faldende. Men så længe Kina skjuler sine tal, er det umuligt at gå påstanden efter og analysere udviklingen af brugen af dødsstraf i landet. Amnesty opfordrer derfor Kina til at bevise deres påstand ved at gøre statistikken tilgængelig.