Snowden: USA spionerer mod Amnesty

 
Udgivet
01.
Nyhed

Snowden: USA spionerer mod Amnesty

Whistlebloweren Edward Snowden påstår, at Amnesty Internationals medarbejdere er blevet overvåget af amerikanske og britiske efterretningstjenester.

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden deltog tirsdag i en høring vedrørende masseovervågning i Europarådets parlament i Strasbourg via en videosamtale fra Moskva, hvor han har midlertidigt asyl.

Da han under høringen blev spurgt, om NSA eller deres britiske modstykke GCHQ aktivt spionerede mod menneskerettighedsorganisationer så som Amnesty International, Human Rights Watch og andre, sagde han: "Uden tvivl, ja, absolut… NSA har faktisk specifikt rettet overvågningen mod enten ledere eller personale i en række civile eller menneskerettighedsorganisationer".

Frygt bekræftet

De nye oplysninger møder skarp kritik fra Amnesty International:

"Hvis disse påstande bliver underbygget, bekræfter det vores mangeårige frygt for, at efterretningstjenester har masseovervåget menneskerettighedsorganisationer hele tiden," siger Michael Bochenek, chef for international lov og politik hos Amnesty International.

"Dette viser, at der er en reel mulighed for, at vores kommunikation med fortrolige kilder er blevet opfanget. Deling af disse informationer med andre regeringer vil kunne sætte menneskerettighedsforkæmpere verden over i overhængende fare", fortæller Michael Bochenek

Han forklarer, at da Amnesty sidste år rejste en sag om mulig overvågning af sine kontorer og medarbejdere ved USA's højesteret, blev den afvist som værende spekulativ. Men ifølge Michael Bochenek viser Snowdens seneste afsløringer, at disse bekymringer langt fra er teoretiske – de er en ganske reel mulighed.