Amnesty International advarer kraftigt Danmark imod at returnere syriske asylansøgere og flygtninge til Syrien, hvor Amnesty i årevis har dokumenteret regimets systematiske og grove krænkelser af menneskerettighederne. Her følger et overblik over Amnestys rapporter om det syriske regimes forbrydelser.
Januar 2021: Amnesty advarer Danmark
Asylansøgere og flygtninge fra Damaskus risikerer stadig alvorlige menneskerettighedskrænkelser, hvis de returneres til Syrien. Det vurderer Amnesty International, som udtrykker bekymring over Danmark i et brev til Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
Læs mere her
Maj 2020: Angreb mod skoler og hospitaler
Syriske regeringstropper og russisk militær har i Syrien i januar og februar bevidst angrebet civile mål såsom hospitaler og skoler i Idlib-provinsen, det vestlige Aleppo og Hama-provinsen. Det fastslår Amnesty, der i en ny rapport har nærstuderet 18 af angrebene.
Læs mere her
Juni 2019: Amnesty advarer Libanon med at hjemsende syrere
Hjemsendelse af flygtninge er ufrivillig og præmatur, advarer Amnesty.
Læs mere her
Februar 2018: Syrien og Rusland bag krigsforbrydelser
Amnesty International har indsamlet vidneudsagn fra læger og medicinsk personale i det østlige Ghouta nær Damaskus i Syrien. De beskriver en desperat situation med hundredvis af sårede, mangel på medicinske fornødenheder, underernæring og den konstante trussel fra luftangreb. Amnesty kalder angrebene krigsforbrydelser og kræver, at Rusland og Syrien øjeblikkeligt standser den blodige belejring.
Læs mere her
April 2017: Kemiske angreb
Amnesty har sammen med eksperter undersøgt 25 videoer fra det kemiske angreb i Syrien og talt med læger og sygeplejersker på nærliggende hospitaler: Alt peger på et luftangreb med sarin eller en anden form for nervegas.
Læs mere her
Februar 2017: Assads udryddelseslejr
Assads styre har i årevis drevet en udryddelseslejr lige udenfor Damaskus. Amnestys nye rapport afslører omfanget. Grusomhederne sker uden retssager, og de pårørende får aldrig besked. Alle fanger er dødsdømte, men ingen af dem ved det selv. Det tager to måneder, inden de får løkken om halsen, og i mellemtiden er dagene fyldt med tortur, sult, tørst og seksuel vold.
Læs mere her
August 2016: Voldsom tortur i syriske fængsler
En ny rapport fra Amnesty International dokumenterer, hvordan tilbageholdte mennesker i syriske fængsler udsættes for voldsom tortur og umenneskelig behandling. Rapporten anslår desuden, at mindst 17.723 mennesker har mistet livet i syriske fængsler, siden den syriske borgerkrig brød ud i marts 2011 og frem til december 2015.
Læs mere her
November 2015: Assads regime profiterer på systematiske bortførelser
Skruppelløse mellemmænd tjener fedt på bortførelser af civile i Syrien, og millioner af dollars kanaliseres ind i Assads regime. Over 65.000 syrere er forsvundet, siden konflikten brød ud i 2011, dokumenterer Amnesty i ny rapport.
Læs mere her
Maj 2015: Tøndebomber i Aleppo
Civile i den syriske by Aleppo må søge tilflugt under jorden for at undslippe de skånselsløse luftbombardementer udført af regeringsstyrker. Assad-styrets systematiske brug af tøndebomber mod civile udgør forbrydelser mod menneskeheden, anklager Amnesty International i en ny rapport om situationen i Aleppo.
Læs mere her
Marts 2015: Assads hensynsløse angreb på Raqqa kostede civile liv
Under påskud af at ville ramme IS-krigere bombede Assads regeringsstyrker i byen Raqqa blandt andet en fyldt markedsplads og flere butikker. 115 civile mistede livet, heriblandt 14 børn. Amnesty dokumenterer angrebene i ny rapport.
Læs mere her
Marts 2014: Civile udsultes
Indbyggerne i Yarmouk-lejren i Syrien er fanget i et skrækscenarie, hvor krigsforbrydelser, målrettede drab på civile og udsultning er en del af den barske hverdag. 200 personer har mistet livet i lejren, siden syriske regeringsstyrker omringede den i juli 2013.
Læs mere her
Aktion
Syrien er ikke sikker
Det er for farligt at sende flygtninge og asylansøgere retur til Syrien.
Skriv under her >Amnesty mener
• Danmark bryder international lovgivning, hvis de syriske flygtninge presses til at forlade Danmark. Det går imod det såkaldte ’non-refoulement’ princip, der forbyder stater at sende mennesker tilbage til et sted, hvor de vil være i reel risiko for alvorlige menneskerettighedskrænkelser.
• Enhver tilbagevenden til Syrien må kun ske, hvis den pågældende er fuldt ud informeret om, hvilke farer og risici der er ved en sådan tilbagevenden, og hvor den enkelte indvilger og samtykker helt frivilligt.
• Ifølge Flygtningekonventionen og UNHCR, bør inddragelse af flygtninges beskyttelsesstatus kun ske, hvis der er sket varige og fundamentale forbedringer i flygtninges hjemlande. Det ser vi ikke i Syrien på nuværende tidspunkt.