For du er stadig væk akkurat lige så fri

 
Udgivet
01.
Nyhed

"For du er stadig væk akkurat lige så fri..."

Fra Thisted til Lolland har danskere i alle aldre skrevet nye sange om alt fra tortur til tankefrihed som en del af fejringen af 70-året for menneskerettighederne. 60 elever på Hadsten Højskole debatterede, grinede og brainstormede sig frem til en tekst med ”Kvinde Min” som melodi.

Det er en mørk og bidende kold onsdag aften sidst i november. De 60 elever på Hadsten Højskole er lige blevet færdige med aftensmaden, og efter at have hørt dagens beskeder fra musiklærer Steffen Jonassen bliver de introduceret til dagens to gæster – den prisbelønnede musiker Stephan Grabowski og kampagnemedarbejder Roberto Zacharias fra Amnesty.

De er kommet til den østjyske højskole for at hjælpe eleverne med at skrive en helt ny menneskerettighedssang i anledning af 70-året for menneskerettighederne. Det fejrer Amnesty blandt andet med 19 sangskriverworkshops over hele landet i samarbejde med Spil Dansk.
Musikorganisationen har sørget for at hyre professionelle sangskrivere til alle arrangementer, mens Amnesty stiller med en medarbejder, der kan fortælle deltagerne om menneskerettighederne – og hvorfor de stadig er relevante i dag og vigtige at værne om.

Snak og videoer
De unge nybegyndere inden for sangskriverkunsten er alle mellem 19 og 23 år, og det er ord som ”frihed” og ”privatliv”, der bliver nævnt, da Amnestys medarbejder spørger, hvad menneskerettigheder er for dem. Efter en bredere snak om nogle af artiklerne i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og Amnestys arbejde viser Stephan Grabowski to af sine egne musikvideoer på storskærmen i fællessalen som inspiration.

Den første er sangen ”Kun vinden bærer os nu”, der handler om de mange mennesker, der flygter over Middelhavet i forsøget på at komme i sikkerhed i Europa. Der krydsklippes mellem billeder af desperate mænd, kvinder og børn i overfyldte både og unge jetsettere, der nyder livet på en luksusyacht med champagne, solbadning og svømmeture i yachtens swimmingpool.

Musik skaber forståelse mellem mennesker
Ansigterne er koncentrerede og alvorlige. Stephan Grabowski bløder stemningen op, da han bagefter viser sin anden video, hvor man følger ham og hans dansk-pakistanske band Rocqawali på deres tur rundt i Pakistan. Bandet er blevet berømt i det store asiatiske land for at spille en moderne og rocket udgave af den næsten tusind år gamle sufi-tradition og har flere gange givet koncerter foran tusindvis af begejstrede pakistanere.

”Jeg ville gerne vise jer, hvordan musik kan samle og skabe forståelse mellem mennesker – uanset hvor de kommer fra, og hvad deres baggrund er”, siger Stephan Grabowski, inden eleverne bliver delt op i grupper og sendt over i spisesalen igen. Her skal de med hjælp fra den lille Amnesty-folder med de 30 forenklede artikler i Menneskerettighedserklæringen og udvælge nogle stykker, de vil dykke dybere ned i.

Brainstorm og associationer
Opgaven er nu at brainstorme og skrive de ord og sætninger ned, der dukker op ved eksempelvis at læse overskriften på artikel 5: ”Ingen må torturere dig”. Eleverne må også gerne lave en tegning, der kan få associationerne til at flyde. Få minutter efter er de fem grupper i gang med fylde de store papirark, og der både debatteres, grines og smånynnes rundt om i grupperne.

”Er der et internationalt tegn for venskab?”, lyder det fra en ung mand ved et af bordene, hvilket får en af de andre i hans gruppe til at hive mobiltelefonen frem. De kan ikke rigtig finde noget og beslutter sig for at opfinde deres eget tegn og går i gang med tusserne. Ved et andet bord er de optaget af at få et bestemt ord til at passe ind.
”Dehumanisering – det lyder fandme godt!”, siger en ung kvinde, der begynder at klappe i takt, mens hun synger ”de-hu-ma-ni-sering” til de andres store morskab.

”Det er svært, alt det der med, at både rim og stavelser til at passe sammen”, siger en af eleverne, mens gruppen ved siden af forsøger at skrive nogle sætninger om retten til privatliv. På arket foran dem står der en masse ord: Forældre, personoplysninger, computer, fulgt over det hele, hacket, tape over kamera.

”Kvinde Min” med ny tekst
Efter lidt over en halv times arbejde samles alle igen i fællessalen, hvor Stephan Grabowski fortæller, at grupperne den næste halve time skal lave hele vers på Gasolins ”Kvinde Min”. Bagefter vil han læse det hele igennem og samle versene til én sang, som så bliver kopieret og delt ud, så alle kan synge det færdige resultat af aftenens anstrengelser.

Den københavnske musiker roser eleverne for deres indsats, da han deler den færdige sang ud. Da alle har fået en sang, griber han guitaren og slår de første akkorder an. Den spritnye sang kommer lidt tøvende fra start, men ved andet vers er stemmerne varmet godt op:
”Tanken er det vigtigste/for den skal være fri/vi skal ha’ et valg/frie valg – ja vi skal”.

Tager menneskerettigheder for givet
Efter de afsluttende klapsalver og et ”tak for i aften” fra Stephan Grabowski taler Amnestys medarbejder med to af eleverne, der gerne vil høre mere om Amnestys arbejde og fejringen af menneskerettighederne. Den ene er 21-årige Astrid Rindom Nielsen fra Aalborg, der var glad for eksperimentet med at kombinere sangskrivning og menneskerettigheder:

”Det var en sjov og udfordrende måde at sætte fokus på et vigtigt emne på. Jeg vidste en del om menneskerettighederne på forhånd – blandt andet fordi vi arbejdede med dem i gymnasiet, hvor Amnesty var på besøg. Men jeg tror, at mange ikke tænker over, hvilke menneskerettigheder de har, fordi de bor i Danmark, hvor de ikke bliver krænket på samme måde som i andre lande”, siger hun.

Sjovt at være kreativ
Højskolekammeraten Mikkel Ridder Malmstedt på 20 – der kommer fra Bagsværd - er enig:

”Jeg har læst jura og har haft om menneskerettigheder før, så jeg synes, det var super fedt at få mulighed for at gøre noget kreativt med dem i stedet for at skulle arbejde med de der kedelige lovtekster”, siger han.

Astrid Rindom Nielsen nikker:

”Jeg tænker, at højskolerne er en god målgruppe for det her, fordi der går mennesker, som er interesserede i verden omkring dem. Mange af os, der er her, er i gang med et sabbatår, hvor man har overskud og tid til at engagere sig”, siger hun, der særligt er optaget af retten til at kunne ytre sig frit:

”Her på højskolen diskuterer vi meget vores politiske holdninger. Og jeg ville være ked af, at man for eksempel ikke kunne være uenig med den regering, der sidder nu – at man ikke turde udtale sig og var bange for, at der kom nogen efter én. Jeg synes, det er mega vigtigt, at man næsten kan skrive alt i en avisklumme eller på internettet”.