Kunst er det nye våben i Afghanistan

 
Udgivet
01.
Tema: Politisk kunst

Kunst er det nye våben i Afghanistan

I fire år har deres land været i krig. Men en ny generation i Afghanistan har sat sig for at ændre landets image af kvindeundertrykkelse, korruption og konflikt. Afghanistans 'vantro' ART-ivister bruger alt fra tulipaner til menneskeblod for at ændre deres land indefra.

Tekst og billeder af Thea Pedersen, trykt i Amnesty Bladet nr. 4, 2019

Det har været en voldsom morgen i Kabul. Sorte røgskyer, sirener, vrede demonstranter, politi- og sikkerhedsstyrker har kæmpet om kap. Årsagen skyldes en endnu voldsommere nat, efter Taleban indledte et stormangreb mod et af byens kvarterer.

”Ærligt talt, frygter jeg hver dag, at en eksplosion vil gå af udenfor mit hjem, eller jeg bliver likvideret. Men det er vores virkelighed. Det kan ske for mig, som for alle andre”, lyder det fra Omaid Sharifi. 

For to uger siden skete det for 23-årige Mirwas Elmis. En jihadist sendt af Islamisk Stat sprængte bogstaveligt talt den unge brudgoms dag i atomer. Over 63 bryllupsgæster blev dræbt i et af Kabuls mest dødelige angreb i længere tid. Det er derfor, den nu dybt traumatiserede gom dagen før aflagde besøg hos Afghanistans nye krigsherrer.

Ikke dem, der stod bag angrebet, dem der går med selvmordsvest eller Kalashikov. Men dem der er bevæbnet med pensler, provokationer og progressive påfund. ArtLords kalder de sig, og byder denne morgen nu AMNESTY velkommen. 

"At arbejde i Afghanistan er ikke let. Slet ikke, hvis du arbejder på gaden og med emner, der skubber til samfundet - eller når det involverer kunst," fortæller Artlords ejere og stiftere Omaid Sharifi (th.) og Kabir Mokamel. 

Navnet er en direkte reference til landets lange liste af notoriske ’war- og druglords’. ArtLords står for alt det modsatte, og er farverig palet af aktivister, kunstnere, civilister, græsrødder og revolutionære.

”Vi er det hele. Men vi har ét udtryk for det; ART-ivister”, konstaterer Omaid Sharifi, ejer og medstifter af Kabuls kendte kunsthær.

Mur eller kanvas

Med over 50 medarbejdere bruger ArtLords kunsten til at skabe social forandring med et staffeli, der er fyldt med alt fra revolution til fredsopbygning og krav om politisk ansvarlighed.

”I Afghanistan har vi betonblokke overalt. Høje sikkerhedsmure på hvert hjørne. På en måde flugter det godt med, at afghanere i alle aspekter af livet bliver mødt af en mur. Politisk, økonomisk, kulturelt, socialt. Men vi kan jo ikke flytte en mur. Men hvad kan vi så? Man kan vælge at kigge på den som en væg eller som et tomt lærred. Det er dit valg. Men vi har valgt det sidste”, forklarer kreativ direktør og medstifter Kabir Mokamel.

Sammen har ArtLords siden 2014 sørget for at udfylde landets dystre kanvas af krig af konflikt. Derfor kan man i Kabul og andre byer se farverige vægmalerier og street-art-værker overalt. For ifølge ArtLords går krig og kunst hånd i hånd, og i Afghanistan har kreativiteten indenfor begge kategorier ingen grænser.

Et nyt brand

Trods sin smukke natur, bjergrige tinder, sit kulinariske køkken og humoristiske folkefærd har fire årtiers krigshandlinger fastlåst forståelsen af Afghanistan som et land af terrorister og selvmordsbomber. Et brand, som de to stiftere var trætte af konstant at blive mødt med på deres rejser i udlandet. Skabt ud af landets elendighed blev det derfor en mission at skabe en ny fortælling om deres elskede fødeland.

”Det er altid de samme ting, der går igen: I Afghanistan er vi alle narkobaroner og krigsherrer. Alle mænd slår deres kone, mor og søster. Vi er alle korrupte, går alle med våben, slår hinanden ihjel og er ludfattige”, opremser Omaid Sharifi ironisk.

Gadekunst i Kabuls gader.

”Det nye Afghanistan har brug for konstruktive ’lords’, og der er tusinder som os, som ønsker det”, forsikrer han. 

Men det er det dårlige image, som de selv tager udgangspunkt i. Når nye tal om, at 35.000 mennesker er blevet dræbt igennem det sidste årti - civile og soldater fra begge sider – bliver offentliggjort, træder ArtLords i position. Gennem farver, provokerende statements og højtråbende kampagner giver de den menige afghaner en stemme. Både de levende og døde.

”Vi ønsker at menneskeliggøre de sørgelige tal. Afghanistans smerte er vores smerte”, siger Kabir Mokamel og forklarer, hvorfor 16.000 røde tulipaner i øjeblikket er ved at blive ’plantet’ i fire forskellige provinser over alt i landet.

De dødes tulipaner

På en grå mur i Kandahar er kunstnere ved at fremtrylle en blomstrende have. Et hav af røde tulipaner, der hver repræsenterer et tabt menneskeliv.

Foran de koncentrerede malere haster burka-klædte skikkelser forbi, mens nysgerrige mænd og drenge forundrede stimler sammen for at følge med. Blomst for blomst danner det farverige kunstværk pludselig en oase af håb – en stor kontrast til den krigshærgede provins og til de fattige hjemløse, der ligger langs fortovet blot ti meter henne ad gaden. 

En blomst for hvert tabt menneskeliv. "Vi vil altid være på ofrenes side. Det mindste vi kan gøre, er at mindes dem. Vi ser det som et ansvar at sprede kærlighed og venlighed, for det her land har brug for kærlighed," siger kunstneren bag blomsterhavet Omaid Sharifi.En blomst for hvert tabt menneskeliv. "Vi vil altid være på ofrenes side. Det mindste vi kan gøre, er at mindes dem. Vi ser det som et ansvar at sprede kærlighed og venlighed, for det her land har brug for kærlighed," siger kunstneren bag blomsterhavet Omaid Sharifi.

”Lige nu taler alle om en fredsaftale, om en midlertidig regering og valg. Men ingen husker ofrene. Men de har alle et navn og et ansigt, og vi minder altid magthaverne om, hvad de har gjort”, forklarer Omaid Sharifi fra sit kontor, hvor patronhylstre symbolsk står linet op i vindueskarmen – i farver naturligvis.

På jagt efter korruptionskongerne

Det er fra en stor farverig bunker i Kabul, med udsigt til smukke bjerge med lyserøde, blå og grønne huse, at ideerne fødes til ArtLords kampagner.

Selvom det foregår med fredelige midler som bløde pensler, formår de med kunsten og en stigende popularitet at lægge massivt pres på alt fra mullaher til magthavere.

Copyright: ArtLords

Med kampagnen ’I See You’ rettede ArtLords eksempelvis det kunstneriske skyts mod landets korruptions-konger. Store stirrende øjne suppleret med ovenstående overskrift blev malet på muren foran hovedkvarteret for de nationale sikkerhedsstyrker.

”Folk så de her øjne som en skræmmende påmindelse om, at vi holdt øje med dem. At korruption ikke kan skjules fra gud. Det gjorde et kæmpe indtryk på alle”, forklarer Kabir Mokamel. 

Værket, som han omtaler som ArtLords ’Tai Mahal’, blev dog malet over med hvid maling af myndighederne, der begrundede det med, at Taleban havde truet med at angribe stedet. Dét fik folk på de elektroniske barrikader, og ArtLords til at iværksætte en massiv modstand i medierne og på de sociale platforme.

”Reaktionerne og presset blev til sidst så stærkt, at de simpelthen bad os om at male det igen”, griner Omaid Sharifi med tilfredshed, hvorfor korruptionens kritiske øjne igen vendte tilbage på muren. 

Samme effekt fik også den såkaldte Farao-kampagne. Her zoomede de ind på elitens brug af tonede bilruder, som susede igennem alle checkpoints i byen.

”Folk hadede det virkelig. For det sætter jo deres liv på spil, når ingen bliver tjekket. Ingen vidste, om det var Taleban, ministre, kriminelle eller narkokarteller bag de ruder. De havde ikke engang nummerplader. Så vi gav folk en stemme”, opridser den 32-årige Omaid Sharifi.

”På malerierne spurgte vi: Hvad gemmer I bag jeres ruder? Er I Farao? En farao konkurrerer jo både med gud og koranen. Han er immun. Ingen kan røre ham”, supplerer kollegaen Mokamel. 

”I ugevis så vi ikke tonede bilruder i gaderne. Ved at kalde dem faraoer, opbyggede vi så meget pres fra civilsamfundet, at magthaverne blev nødt at gribe den. Vi gav dem på en måde en mulighed for at stoppe det, og i dag ser vi det sjældent. Og de har også nummerplader på”, lyder det fra Sharifi.

Skrevet i blod 

Da en ung kvinde blev lynchet på åben gade midt i Kabul, tog ArtLords straks deres hævn. Og den stod skrevet med blod. Bogstavelig talt.

”Farkhunda blev beskyldt af mullaher for at have brændt koranen, hvilket blev modbevist i retten. Men hun betalte en dyr pris, og det er det mest forfærdelige, jeg nogensinde har set i mit liv. Så vi måtte reagere”, fortæller Omaid Sharifi. 

På præcis samme sted, hvor Farkhunda blev offer for en gal horde af radikale religiøse, skabte de en mindevæg med hendes ansigt. Af maling så rød som menneskeblod.

”Vi ringede til en blodbank. Så brugte vi hver donors blod til at male vores væg og donerede blodet til sikkerhedsstyrkerne. For første gang i mit liv var jeg skamfuld over at være mand. Jeg kunne ikke se mig selv i spejlet. Farkhundas blod er vores allesammens blod, og den dag blev blodet fra alle etniske grupper spredt på den væg”, opsummer Kabir Mokamel.

Tiden har i dag hvisket blodet væk. Men hvert år får Farkhundas mindevæg en make-over, så hun står lysende klart for alle. Ikke mindst gerningsmændene fra kvarteret.  

Kunst handler ikke kun om skønhed

På sin vis kan man godt sige, at Ramin Mazhar er blevet hjernevasket igennem sin barndom. Som en del af Afghanistans kunstneriske gendarmer og af kredsen omkring ArtLords bruger han sine ordkompositioner til at digte civil ulydighed frem. For hele Ramin Mazhars barndom var fuld af ord. Fra romaner og digtsamlinger og værker af store forfattere samt de personlige begået af familiens litterære ordsmede.

”Det har påvirket min hjerne”, som han grinende udtrykker det og husker tilbage til barndomsårene, hvor han konkurrerede på ord med vennerne, hvor det gjaldt om at skrive de bedste digte.

Datidens generation af digtere svøbte ordene omkring den klassiskromantiske konstellation om krig og kærlighed.

”Jeg er opdraget med, at digte og kunst udtrykker skønhed. Men når man ser folk blive dræbt for sine øjne, hvordan kan man så skrive om, at livet blot er smukt?”, spørger han retorisk og giver selv løsningen:

”Så jeg ændrede min vision for poesien. Jeg har accepteret, at kunst ikke kun handler om skønhed. Kunst og digte påvirker hele vores liv. Om du er lykkelig eller i sorg, eller om du befinder dig midt i en blodig tidsperiode, som os. Det påvirker os”.

"Kommer Taleban tilbage til magten, kan de forvente en lang kamp fra det civile samfund og fra en helt ny generation. Og en massiv modstand fra folk som mig," siger digteren Ramin Mazhar. "Kommer Taleban tilbage til magten, kan de forvente en lang kamp fra det civile samfund og fra en helt ny generation. Og en massiv modstand fra folk som mig," siger digteren Ramin Mazhar.

I hans hænder vugger en bog af den kendte afghanske forfatter Khalid Husseini trygt, og med hans blide og ydmyge fremtoning er det svært at forestille sig, hvordan den spinkle skikkelse er blevet symbol for kampen mod nogle af kunstens og det frie ords argeste modstandere. Men i Afghanistan synes alt forbundet med, hvad der betegnes som ’Amerikas længste krig’, og Ramin Mazhar har ikke været forskånet i den sammenhæng.

Da hans ven blev dræbt i et selvmordsangreb, skrev Ramin Mazhar dagen efter et digt om sin sorg, og da en ung sangerinde sang hans ord højt på YouTube blev hans digt et viralt hit. Som en poetisk megafon på vegne af en generation, der kun er vokset om med krig, blev digtet et opråb om religiøst hykleri og protest mod de basale livsvilkår i Afghanistan, hvor selvmordangreb, kidnapning og likvidering hører til hverdagen. 

Sko fra bryllupsgæsterne

Ikke overraskende blev digtet af radikale mullaher straks fordømt som en sammensværgelse mod islam. Sponseret af amerikanerne, briterne og resten af vesten og med krav om, at Ramin Mazhar skulle straffes. Men udenfor moskeernes mure blev det modtaget som en fredelig oprørssang for at kunne leve i fred, og har nu gjort den unge digter til en lokal berømthed.

”I vores land taler folk mest om militær modstand. Om at gribe til våben. Vi kunstnere ønsker en anden vej. Vi ønsker, at løse problemerne gennem vores kunst og dialog”, siger Ramin Mazhar, der nægter at lade sig kue af trusler.  

Copyright: ArtLords

”Kampen mellem os og Taleban startede ikke med 11. september. Det startede længe før det, for det er en krig om ideologi. Kommer de tilbage til magten, kan de forvente en lang kamp fra det civile samfund og fra en helt ny generation. Og en massiv modstand fra folk som mig”, erklærer han.

I september kollapsede den lige-ved-og-næsten fredsaftale mellem USA og Taleban i ellevte time. Grundet endnu flere selvmordsangreb, der blot er fortsat siden i takt med, at regeringen, der ikke anerkendes af Taleban, netop har gennemført et valg.

For ArtLords betyder det endnu flere tulipaner, der nu skal foreviges på Kabuls betonmure. De har allerede begravet en af deres egne, der blev dræbt i et selvmordsangreb i Jalalabad. Nu har han fået sin egen mur i Kabul foreviget med sin datter og budskabet: ’I vil aldrig komme i himlen. For I har dræbt min elskede og hjertelige far.’

”Med ArtLords bevæger vi os i urørte vande. Ingen har gået den vej før. Der er ingen, der har testprøvet det for os. Men Afghanistan bliver nødt til at løse sine problemer selv. Det er folket selv, der skal genopbygge vores land, og det er vores største håb”, siger Omaid Sharifi.

I Kabul har ArtLords allerede lagt ruten for en ny kampagne, denne gang belagt med sko. Det var derfor, de fik besøg af brudgommen Mirwaish Elmi den foregående dag. Nu skal ArtLords i gang med at samle sko. En fra hvert eneste offer i bryllupsmassakren. Projektet er døbt ’Uafsluttede rejser’, hvor hver sko skal udstilles på endnu en betonmur med navnet på skoens ejer med henvisning til, at de formentligt gik i døden med den anden sko på. For nogen skal jo minde de ansvarlige for Afghanistans ofre. Nogen skal stå til regnskab for, hvad der er sket.