“Da jeg mødte min første drenge-kæreste, fik jeg en kæmpe aha-oplevelse”

Victor Hugo, 26 år og fra den lille skotske by Banchory. Bor i dag i København og arbejder som model og skuespiller. Det tog Victor mange år at acceptere sig selv og sin identitet som homoseksuel. Samtidig var han det eneste sorte barn i sin skole og manglede rollemodeller, han kunne spejle sig i. Siden da er han sprunget ud ad flere omgange – overfor sin mor, sine brasilianske venner og på filmsæt med Will Smith.

Identificerer du dig med LGBTI-kategorierne?

Jeg er homoseksuel, ciskønnet mand, så det er ret lige-ud-ad-landevejen. Jeg tænker ikke så meget over det, og tror, betegnelserne betyder en hel del mere for andre i miljøet. For mig er dét med at være homoseksuel ret basic, og jeg oplever ikke en uoverensstemmelse med, hvordan jeg har det indeni, og hvordan jeg ser ud udenpå.

Hvordan var det for dig at vokse op som homoseksuel i en mindre skotsk by?

Altså, ikke nok med at jeg er homoseksuel, jeg er også sort. Som om Gud ligesom ville fortælle mig, ”Ha, dit liv skal lige være dobbelt så hårdt!” Så den første udfordring var at vokse op som et af de få sorte børn i et overvejende hvidt miljø, hvilket tvang mig til i en tidlig alder at forholde mig til spørgsmål om identitet og selvforståelse.

Da jeg så blev lidt ældre – i start-teen-årene – begyndte jeg at opleve en forvirring over, hvem jeg var og hvad jeg følte. Jeg havde ikke rigtig adgang til særlig meget viden om homoseksualitet, hvilket gjorde, at jeg i lang tid undertrykte mine følelser og gemte den del af mig selv væk. Jeg løj meget. Løj om hvor jeg var, og hvem jeg var sammen med. Selvom jeg et eller andet sted godt vidste, jeg var til drenge, var jeg forvirret, og troede, det bare var ’en fase’. Jeg datede piger indtil jeg fyldte 20, og måtte have hjælp af min ex til endelig at springe ud.

Da jeg mødte min første drenge-kæreste, fik jeg en kæmpe aha-oplevelse, sådan “okay, det her jo ikke en dårlig ting! Det er helt normalt og fint!” Fra da af kunne jeg begynde at acceptere mig selv og tænke på min egen fremtid på en mere selvsikker måde.

Hvorfor tror du, det tog dig så lang tid at nå dertil?

Jeg bliver nødt til igen at nævne viden og information. Jeg tænker, at hvis jeg havde vidst mere om at være queer eller homo, ville det havde været meget nemmere for mig. Samtidig ville jeg gerne være skuespiller, og jeg troede aldrig, jeg ville blive hyret til en rolle, hvis jeg var åbent homoseksuel. Oveni det følte jeg mig meget alene med mine oplevelser og følelser og havde ingen forbilleder eller rollemodeller i den lille skotske by, jeg boede i. Der var én flamboyant dreng på hele min skole, men han var mange år ældre end mig.

Da jeg endelig sprang ud og holdt op med at lyve for mine venner, tog de alle sammen rigtig godt imod det. Det var rart. Jeg ville helt vildt gerne fortælle min mor om det hele, hvilket var sværere, end jeg havde forventet. Hun er ret ung og fra Brasilien, og derfor havde jeg troet, det ville være let. Men hun reagerede ved at sige ting som ”ah, okay så du er ligesom Caitlyn Jenner nu?” og kaldte min seksualitet for et ’valg’ hvilket sårede mig enormt meget.

En aften kom min lillebror pludselig ind i stuen og begyndte at råbe ad min mor og fortælle hende, hvor dum hun var. Han stod virkelig op for mig. Den aften blev et vendepunkt i forholdet til min mor. Hun undskyldte og indså, at hun havde taget fejl og haft en for snæver forestilling om min fremtid. Et ideal om far, mor og børn, som mange deler og reproducerer. I sidste ende havde hun bare en klar idé om, hvordan min fremtid skulle være, som pludselig blev ødelagt. Men i dag har vi et virkelig godt og nært forhold.

Hvornår opdagede du første gang, at det kan være svært at være åbent homoseksuel andre steder i verden?

På et tidspunkt tog jeg til Brasilien, hvor jeg arbejdede i underholdningsindustrien som skuespiller og model. Da jeg ankom til landet, mødtes jeg med en ven, som tog mig med hen på en klub, hvor der var en virkelig flot væg, jeg gerne ville fotograferes foran. Min ven nærmest råbte “Du kan ikke blive fotograferet ved siden af den væg!” ”Hvorfor?” spurgte jeg, og så svarede han “Så vil alle i Brasilien vide, at du er homo!” Jeg forstod slet ikke problemet, men han påstod, at hverken bookere eller kunder ville ansætte mig til noget som helst, hvis det kom ud, at jeg var homoseksuel.

Popkultur er en ekstremt vigtig spiller i udbredelsen af viden om LGBTI-rettigheder, -oplevelser og -identiteter. Det kan virkelig katapultere en kulturændring. For eksempel var en af mine første optrædener i en Ang Lee-film (Brokeback Mountain, Life of Pi, etc. red.), hvor jeg spillede en yngre version af Will Smiths karakter.

I syv måneder rejste jeg rundt i flere forskellige lande og filmede, og på et tidspunkt, skulle min kæreste selvfølgelig flyve ud og besøge mig. Det stressede mig enormt meget, og jeg overvejede at lyve og sige, at han var en fætter eller min ven, hvilket jo overhovedet ikke gav mening! Hvorfor skulle jeg dog gemme den side af mig – og ham – væk?

Så da han ankom, præsenterede jeg ham som min kæreste, og alle – inklusive Will Smith – var simpelthen så søde og imødekommende. Det var slet ikke et problem. Der lærte jeg noget om at turde at være mig selv, at være åben og på den måde være med til at rykke en lille smule ved forventninger og fordomme i branchen.

Er der noget, du kunne tænke dig at sige til andre unge LGBTI-personer, som måske sidder ude i små landsbyer og føler sig alene?

For det første: Du er ikke alene! Der er mange andre som dig. Og så ville jeg fortælle dem, at den selvtillid, det kræver at være sig selv, kommer – og vokser – med alderen, og de fejl, de måske laver i dag, siger intet om den person, de i sidste ende bliver.

Og har du en sidste bemærkning til selve Pride-fænomenet?

Pride… Jeg synes, det er cool med en parade, som nærmest smider LGBTI-identiteter og -livsstil direkte i hovedet på folk og på samfundet. Det er med til at normalisere LGBTI-oplevelser, sprede viden og gøre op med fordomme. Og måske kan det også medvirke til, at dem, som har det svært med Pride og LGBTI-personer – og bliver ukomfortable i den sammenhæng, begynder at spørge sig selv, hvorfor de egentlig bliver så utilpasse over andre menneskers livsstil. Pride giver stof til eftertanke og til samtaler mellem mennesker. Og det er dér, forandring starter.