”Jeg håber, jeg kan være det forbillede, jeg selv manglede”

Vincent Beier er 23 år gammel og fra København. Han arbejder som model og agent for Scoop Models. For Vincent er Priden et åndehul – en mulighed for at føle sig okay i sig selv og den ene morgen om året, hvor han kan iføre sig det tøj han vil, uden at spekulere over, hvad resten af samfundet tænker om det.

Føler du dig repræsenteret indenfor LGBTI-kategorierne?

Ja. Jeg bruger oftest ’queer’ om mig selv. Og så noget non-binært også, jeg bruger ikke rigtig pronomenerne ’dreng’ eller ’pige’.

Du er født og opvokset i København. Hvordan har det været at være barn og ung med queer-identitet?

Jeg vil sige, at der stadig er langt igen. Jeg er vokset op i Brønshøj og Nordvest, og jeg har uden tvivl været heldig og privilegeret i min opvokset og haft veninder, der har passet sindssygt godt på mig. Men der har helt sikkert også været meget modgang; folk har spyttet på mig på gaden, råbt skældsord, endda kastet ting efter mig. Jeg vidste, jeg var gay, nærmest inden jeg kunne gå, så jeg har altid været vant til den slags. Det er først efter, jeg er blevet ældre, at det er gået op for mig, at det ikke har været i orden.

Hvordan håndterede dine forældre de her situationer?

De var gode. De har altid prøvet at være så støttende, som de nu engang kunne, men der har selvfølgelig været forskel på deres generation og det, jeg er vokset op med. Så i et forsøg på at beskytte mig, har de ligesom prøvet at få mig til at passe ind i en lidt mere traditionelt maskulin kasse, som jeg ikke har kunnet affinde mig med. Men de har altid været støttende og har trøstet mig, når det har været svært.

Hvornår oplevede du for første gang at finde et community, hvor du følte dig hjemme?

Jeg tror, jeg altid har haft et. Jeg har altid haft safe spaces i form af venner og bekendte, men først da jeg kom i teenagealderen blev jeg en del af et egentligt queer community.

Gjorde det en forskel?

Det gjorde en stor forskel at finde ud af, at jeg ikke var alene. Folk snakker tit om at ”representation matters”, og det gør det virkelig. Hvis jeg tidligere i mit liv havde kunnet spejle mig i nogen, så havde det klart været nemmere at være mig. Som barn skammede jeg mig ret meget over, at folk reagerede på mit udseende. Jeg prøvede at gemme de følelser væk og undgik at tale om de dårlige oplevelser.

Hvorfra tror du dit mod til at være dig selv kommer fra?

Jeg tror, at jeg ret tidligt har kunne mærke indeni, at hvis jeg skulle overleve, så skulle jeg se ud, som jeg ville og være, som jeg ville. Ellers havde jeg ikke kunne være i den her verden. Men jeg har tit haft – og har stadig – følelsen af lige at skulle trække vejret dybt, inden jeg går ud og er i verden.

Hvad tænker du, når du møder folk, der reagerer voldsomt på dit udtryk?

Jeg tænker for det første, at det er vildt, at man kan have så stor en interesse i et menneske, man ikke kender, og så stærke holdninger til noget, man ikke aner noget om. Jeg synes, at folk skal lære at passe sig selv og acceptere, at vi er rigtig mange forskellige mennesker på den her jord.
I bund og grund handler det nok om en frygt for det uvisse, for noget man ikke ved, hvad er.

Hvad er efter din mening den vigtigste kamp lige nu, når det handler om LGBTI-rettigheder?

Jeg vil bare gerne kunne klæde mig på om morgenen uden overhovedet at skulle tage samfundet med i betragtning. Det er det største ønske for mig, sådan personligt.
Jeg tror, at mange danskere, fordi vi gjorde pornoen fri i 70’erne, har en idé om, at vi er sindssygt åbne og progressive. Det er som om, vi ikke er rykket videre siden da, som om vi bare har solet os i den selvforståelse.

Oplever du, at det er særligt svært at udfordre fordomme om, hvad det vil sige at være ’maskulin’?

Hundrede procent! Jeg tænker, at det maskuline altid har repræsenteret det mest privilegerede i vores samfund – og stadig gør. Så hvis en kvinde eksperimenterer med det maskuline, er det en cadeau til mændene, hvorimod det feminine bryder med accepten af maskulin magt. Altså, hvis du vælger at træde væk fra den manderolle og går imod noget feminint, så går du nærmest imod hele vores magthierarki.

Jeg får også flere vrede og impulsive reaktioner fra mænd, end fra kvinder. Mænd reagerer mere direkte, hvor jeg oplever, at kvinder ofte stiller spørgsmål eller gerne vil starte en dialog. Jeg oplever mænds vrede som en eller anden usikkerhed i folks egen maskulinitet, de ikke kan rumme, som så skal gå ud over mig. Eller en uvished eller uforståenhed.

Jeg arbejdede på et tidspunkt i en vuggestue, hvilket var virkelig rart. Børn møder mig ofte på den måde, at de gerne vil fortælle mig, at det, de ser, er okay. At en mand godt kan have kjole på. De konstaterer det, og så prøver de ligesom at sige, at det er okay. Jeg skulle kun lige deale med forældrene om morgenen og om eftermiddagen, men ellers var det kun de der børn, der ikke så hele samfundet, men bare den, de sad overfor.

Ser du dig selv som aktivist?

I de senere år er jeg nok begyndt at gøre det, ja. Jeg håber, vi når dertil, hvor jeg – og andre som mig – kan tage tøj på om morgenen uden at skulle forholde sig til samfundsnormer, og så håber jeg, at jeg kan være det forbillede for unge mennesker, jeg selv manglede, da jeg var barn.

For nu vil jeg gerne blive i modebranchen, som jeg synes, er et godt sted, fordi det er en kreativ branche med frihed til at prøve nogle ting af samtidig med, at den også er med til at sætte en dagsorden for, hvad der bliver snakket om, hvad der rører sig, og hvordan folk går klædt. Så på den måde influerer branchen også indirekte resten af samfundet. Skulle jeg noget andet, skulle det nok være at bevæge mig i en endnu mere aktivistisk retning.