Det begyndte med et brev
En enkelt brites indignation over fængslingen af to portugisere er i dag, 60 år senere, blevet til verdens største menneskerettighedsorganisation. Amnesty har i dag 10 millioner medlemmer, en Nobelpris og en lang række sejre for menneskerettighederne i ryggen.
”Man kan åbne en avis en hvilken som helst dag i ugen og finde artikler fra hele verden om mennesker, der bliver fængslet, tortureret eller henrettet, fordi deres holdninger eller religion er uacceptable i deres regeringers øjne. Som læser får man en kvalmende følelse af handlingslammelse, men hvad nu hvis følelsen af afsky kunne forenes til fælles handling. Så kunne der gøres noget effektivt.”
Sådan skrev den britiske advokat Peter Benenson i et indlæg i avisen The Observer den 28. maj 1961, hvor han lancerede sin brevskrivningskampagne for ni udvalgte fanger fra hele verden.
Et halvt år forinden havde han i Londons undergrundsbane på vej til arbejde læst en artikel om to unge studerende, der var blevet idømt syv års fængsel for at have skålet for frihed på en café i Lissabon under militærstyret i Portugal. Nyheden fik ham til at beslutte sig for at bombardere de portugisiske myndigheder med protestbreve. Peter Benenson så potentialet i et folkeligt pres, der kunne holde det internationale samfund fast på de forpligtelser, som de havde tilsluttet sig 12 år tidligere igennem FN’s Menneskerettighedserklæring.
Benensons brevskrivningskampagne varede et år og interessen var enorm. Året efter var der brevskrivningsgrupper i mere end 10 lande. Kampagnen blev til Amnesty International, som i dag har afdelinger og aktivister over hele verden; fra København til Santiago, fra Sydney til Kampala.
Advokaten Peter Benensons opråb om politiske fanger bliver genoptrykt i en række aviser verden over og bliver startskuddet til bevægelsen Amnesty International. På menneskerettighedsdagen, den 10. december, bliver det første Amnesty-lys tændt i kirken St. Martin-in-the-fields i London. Året efter sender Amnesty en observatør til retssagen mod Nelson Mandela i Sydafrika.
I 1964 stiftes Amnesty Danmark, Norge og Sverige. I ly af Vietnam-krigen beslutter Amnesty at anskue forfulgte militærnægtere som samvittighedsfanger.
I 1969 er Amnesty vokset til at omfatte 640 grupper i 21 lande. 2000 fanger er blevet løsladt, siden organisationens grundlæggelse.
Amnesty lancerer sin første globale kampagne for at afskaffe tortur. Det fører få år senere FN til enstemmigt at vedtage et forbud mod tortur og nedværdigende behandling. En delegation fra Amnesty får adgang til Chile, hvor det nye Pinochet-regime er under anklage for voldsomme brud på menneskerettighederne.
Til fordel for Amnesty afholdes i London den første udgave af komedie-eventet Secret Policemans Ball med stjerner som John Cleese. Eventet bliver berømt for at kombinere komedie, musik og velgørenhed.
I 1977 modtager Amnesty Nobels Fredspris for sit bidrag til frihed, retfærdighed og fred. Samme år genindføres dødsstraffen i USA, hvilket kickstarter Amnestys globale arbejde for at afskaffe dødsstraf.
I 1979 offentliggør Amnesty en liste over 2.665 mennesker, som er forsvundet i Argentina efter militærkuppet i landet.
Amnesty lancerer sin første store kampagne for at afskaffe dødsstraf. Amnesty udvider samtidig sit arbejdsområde til også at inkludere flygtninges rettigheder.
I 1985 runder Amnesty en milepæl med en
halv million medlemmer og støtter fra lande og territorier verden over og 3433 lokale grupper.
Koncertturneen ”Human Rights Now” med Sting og Bruce Springsteen besøger 15 lande og bliver set af millioner af mennesker, da den tv-transmitteres på Menneskerettighedsdagen
den 10. december 1988.
Efter murens fald opsøger borgere fra Central- og Østeuropa i stor stil Amnesty med ønsket om at deltage i menneskerettighedsarbejdet.
I Tjekkoslovakiet løslades samvittighedsfangen Vaclav Havel, som har siddet fængslet for sin støtte til et manifest for menneskerettigheder.
I begyndelsen af årtiet runder Amnesty en million medlemmer.
I 1994 lancerer Amnesty den internationale kampagne ”Kvinders rettigheder er menneskerettigheder”.
I 1996 lanceres en global kampagne for oprettelsen af en permanent international straffedomstol, og i 1998 vedtages Romstatutten, som er det juridiske fundament for Den Internationale Straffedomstol (ICC).
I Storbritannien er Amnesty part i det juridiske arbejde, som fører til anholdelsen af general Augusto Pinochet for forbrydelser begået i Chile.
Ved årtiets udgang har Amnesty været med til at arbejde på 47.000 fangesager, som er endt med løsladelse.
Efter adskillige års forsøg får Amnesty adgang til at arbejde i Myanmar. Amnesty får også adgang til Sudan for første gang i 19 år.
Arbejdet imod tortur i forbindelse med den amerikansk anførte ”krig mod terror” begynder. Efter flere års arbejde fra Amnesty vedtager FN’s medlemsstater i 2006 at arbejde for en traktat, der skal regulere verdens våbenhandel.
Nelson Mandela modtager Amnesty-pris som samvittighedsambassadør, og FN vedtager sin første resolution for at indstille brugen af dødsstraf.
Herhjemme er Amnesty Danmarks arbejde for at sikre et uafhængigt politiklagesystem med til at styrke politiklagesystemet i Danmark.
Amnesty har nu tre millioner medlemmer.
Istanbulkonventionen, Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, bliver vedtaget i 2011 og træder i kraft i 2014. Samme år træder FN’s nye globale våbenhandelstraktat i kræft, efter 20 års arbejde fra Amnesty og næsten uoverstigelige diplomatiske slagsmål i FN’s generalforsamling.
I løbet af årtiet bliver Amnestys hovedkontor i London decentraliseret og fordelt på 17 kontorer i alle verdensdele for bedre at kunne repræsentere hele bevægelsen og for hurtigere at kunne efterforske og dokumentere overgreb. 142 lande har ved udgangen af årtiet afskaffet dødsstraf i lov eller praksis. Da Amnesty begyndte sit arbejde mod dødsstraf i 1977, havde kun 16 lande afskaffet straffen.
Årtiet byder også på en række markante sejre for LGBTI-rettigheder og kvinders rettigheder, som Amnesty har arbejdet for at forbedre, herunder afskaffelsen af abortforbud i lande som Irland og Argentina, ny lovgivning imod voldtægt i flere europæiske lande, herunder Danmark, samt legalisering af ægteskaber mellem borgere af samme køn i en række lande.
Protester fra hele verden gav Narges hendes frihed
Brevene nytter stadig. Sidste år blev den iranske menneskerettighedsaktivist Narges Mohammadi løsladt efter massivt pres fra mennesker over hele verden.
Jeres støtte gjorde mine lidelser udholdelige og gav mig styrke.
Narges Mohammadi