Om organisationen

Hvordan er Amnesty skruet sammen?

Global bevægelse

Amnesty International er verdens største bevægelse for menneskerettighederne med 10 millioner medlemmer og støtter over hele verden.

Vi er uafhængig af partipolitiske interesser og religiøs overbevisning. Vores research og kampagner er langt overvejende finansieret af vores medlemmers bidrag. 

Vi afholder årligt Global Assembly, der er vores internationale generalforsamling med deltagelse af repræsentanter fra lande med nationale afdelinger. Global Assembly er vores øverste beslutningsorgan, og det er her organisationens strategier, overordnede politikker samt eventuelle ændringer i vision og mission vedtages. Global Assembly vælger også den internationale bestyrelse (IB), som udgør den øverste daglige politiske ledelse af organisationen.

Den internationale bestyrelse udpeger Generalsekretæren, som er ansvarlig for den daglige udførelse af vores internationale anliggender og leder det internationale sekretariat (IS). Det internationale sekretariat er fordelt på en række kontorer verden over og fungerer som organisationens hovedkontor. 

Amnesty i Danmark

Amnesty Internationals danske afdeling har over 65.000 betalende medlemmer, og flere hundrede tusinde danskere støtter os hvert år økonomisk eller ved at aktionere for menneskerettighederne.

Landet over har vi grupper af aktivister eller enkeltpersoner, som arbejder for Amnesty og markerer menneskerettighederne i den by, hvor de bor, eller på deres uddannelsessted.

Alle medlemmer har ret til at stemme på det årlige landsmøde, som vælger en hovedbestyrelse til at lede afdelingen mellem landsmøderne.

Dansk afdelings arbejde koordineres fra sekretariatet i København, som beskæftiger cirka 50 medarbejdere og et antal frivillige. Her bearbejdes oplysninger fra det internationale sekretariat til danske kampagner og aktioner, ligesom danske indsatser, lobbyarbejde, aktivisme og mobilisering koordineres herfra. Det er hovedbestyrelsen, der ansætter den danske generalsekretær, som leder sekretariatet.

Bestyrelsen

Amnesty International Danmarks bestyrelse 2024

Vores danske ledelse består af en bestyrelse på syv personer samt en suppleant, som vælges af medlemmerne på den årlige generalforsamling på landsmødet.

Bestyrelsen indkalder til landsmødet i februar måned via vores hjemmeside og mails.

Bestyrelsen kan kontaktes via bestyrelsesleder Erika Sloth eaasloth@amnesty.dk

Efter afstemningen på Amnesty International Danmarks landsmøde d. 28. april 2024 er bestyrelsens medlemmer:

Erika Akariguame Armengol Sloth (bestyrelsesleder)

Amalie Hallberg (viceleder)

Niels Andersen (kasserer)

Solveig Nisbeth Henriksen

Frederik Johannisson Lund

Sif Lundberg

Line Junk Sandberg (ungdomsrepræsentant)

John Hansen (suppleant)

Vores sekretariatet

Den daglige drift af Amnesty Internationals danske afdeling varetages af medarbejderne på sekretariatet i København.

Vi arbejder for at skabe størst mulig rummelighed og plads til forskellighed. I forbindelse med jobopslag, opfordrer vi derfor alle – uanset etnisk baggrund, religion, handicap, køn, seksuel orientering og alder til at søge relevante stillinger hos os. I vores daglige arbejde vægter vi et godt arbejdsmiljø, gode rammer og arbejdsbetingelser for alle på sekretariatet højt.

Økonomi og årsrapporter

Hele det økonomiske grundlag for vores arbejde er baseret på midler fra private støtter og fonde, der ligesom os tager menneskerettighederne personligt og derfor ønsker at bidrage til forsvaret af disse rettigheder gennem Amnesty International. Derudover modtager vi et tilskud fra Kulturministeriets pulje til landsdækkende almennyttige organisationer. Tilskuddet udgør under 2 procent af vores omsætning

Vi er en organisation, der er godkendt af Indsamlingsnævnet til at modtage gaver, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen og kan foretage indsamlinger uden anmeldelse og efterfølgende indsendelse af regnskab.

Derfor benytter vi os af en bred vifte af indsamlingsværktøjer, der i varierende grad inkluderer:

  • Indstik og annoncer i trykte medier
  • Hvervning på gaden (facere)
  • Indsamling via elektroniske platforme som hjemmeside, sociale medier, mobiltelefoner, sms etc.
  • Annoncering på internettet, i TV og radio
  • 90-numre og andre telefoniske muligheder
  • Testamentariske gaver
  • Afholdelse af arrangementer

De indsamlede midler bruges til at styrke menneskerettighederne i Danmark og udlandet ved at kombinere dokumentation af menneskerettighedsovertrædelser, lobbyarbejde, mediearbejde og mobilisering af aktivister for at opnå den største gennemslagskraft. 

Vi er meget bevidste om vores ansvar for at forvalte medlemmernes støtte på en måde, så vi opnår størst værdi af hver enkelt krone i menneskerettighedsarbejdet. Derfor stræber vi også efter størst mulig gennemsigtighed og ansvarlighed igennem alt vores arbejde, inklusiv forvaltningen af de midler vi modtager.

En del af vores udgifter går til løn. Vi tilstræber et lønniveau, hvor vi ikke er lønførende i vores sektor, men hvor niveauet stadig er rimeligt for medarbejderne. Vores højst lønnede medarbejder er generalsekretæren, hvis månedsløn i december 2021 udgjorde 90.000 kr. inkl. pension og før skat.

Journalnummer ved indsamlingsnævnet 14-921-00035
CVR nummer 21 53 94 14