“Vi skal fokusere på dem, der er mest marginaliserede”

Yaqub Abdirahman er 26 år gammel og fra Odense. I dag studerer han statskundskab i København og laver intersektionel aktivisme. Yaqub kæmper for et større fokus på de allermest udsatte queerpersoner, på sexarbejdere og LGBTI-flygtninge, og mener, at det er vigtigt at huske Prides rødder og ikke lade hygge og fest få os til at glemme protesten.

Hvordan oplever du det københavnske LGBTI-fællesskab og deltager du i det?

Jeg har deltaget i både mainstream Priden og Nørrebro Pride. Til sidstnævnte så jeg racialiserede personer, som var synlige på en helt anden måde, end jeg var vant til at se. Der er forskel på racegjorte LGBTI-folk og deres erfaringer og folk, der er del af LGBTI-majoriteten.

Hvori består den forskel?

Der er en dobbelt-marginalisering. Jeg kom til Danmark som spæd med en flygtningemor, som kommer fra Somalia og er enlig mor. Hun er en sort kvinde, der bærer tørklæde. Det er det, jeg kender til, det er det, jeg kommer af. De folk, jeg spejler mig i, og deres erfaringer med at være queer i en dansk kontekst, er meget forskellige fra mange af mine hvide kammerater og deres erfaringer.

Og på et mere overordnet niveau påvirker Danmarks hårde flygtninge- og asylpolitik jo også LGBT-asylansøgere, som risikerer at blive sendt tilbage til lande, hvor det er farligt at være homo-, biseksuel eller transperson. For eksempel sagen om hende, der skulle sendes tilbage til Angola (Aaiún Nin, red.) selvom der beviseligt er farligt for LGBTI-personer i landet.

Har du noget at gøre med det somaliske miljø i København?

Til dels. Jeg har tidligere arbejdet i lektiecaféer og i flygtningecentre. Jeg har også været med til forsamlinger i Dansk Flygtningehjælp, som har en årlig samling for afghanere og somaliere og organisationer, der arbejder i de lande. Jeg har også stadig rigtig mange somaliske venner og er stadig en del af det kulturmiljø i København. Ikke så meget i Odense, da mange af de relationer blev svækket, da jeg rejste fra Odense.

Helt op i slut 80’erne var der en prominent tilstedeværelse af LGBTQIA-personer i dele af Somalia. Særligt i Mogadishu. Jeg tror bare, at der i dag er mange somaliere, der ikke nødvendigvis har fået de fortællinger med dem og mangler en forståelse for, hvad det vil sige at være LGBTQIA+. Men termerne, der bruges, er ikke de samme som dem i Vesten. Dertil hersker en forståelse eller konstruktion af islam og queerness som modsætninger, hvilket gør, at folk som mig kommer i klemme, særligt med udbredelsen af Wahabismen under og efter borgerkrigen.

Vil du beskrive dig selv som aktivist?

Jeg laver aktivisme, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv aktivist.

Hvad tænker du, er det vigtigste at kæmpe for i forhold til LGBTI-rettigheder?

Én ting jeg gerne vil have, er, at der bliver talt mere om LGBT-flygtninge. Jeg synes, folk bør gå ind og støtte LGBT-Asyls (dansk NGO, der arbejder for LGBT-asylansøgeres rettigheder, red.) arbejde. De udbreder viden om, hvordan LGBT-flygtninge ude i lejrene ikke trives og udsættes for overgreb. Hvorfor er det egentlig, at vi som samfund ikke taler om det? Er det fordi, de er flygtninge og dermed ikke ønskede i Danmark? Vi tænker på queerness som et samlet koncept, og det gør, at vi glemmer, at queer-personer har forskellige lag og værdier. Et mere intersektionelt fokus ville være meget godt.

Vi skal fokusere på dem, der er mest marginaliserede. LGBT-flygtninge, sexarbejdere, folk der stadig ikke har et sted at sove. Basic human rights.

Hvad mener du om Priden?

Jeg synes, at Pride er vigtigt, men desværre også, at det går mere og mere op i pink-washing. Altså, mange virksomheder og organisationer, som lige én gang om året går rundt med et flag og gerne vil have os alle sammen til at købe deres merchandise. Det går jeg egentlig ikke ind for. Jeg synes, at Pride er en politisk ting og det opstod ikke bare ud af den blå luft, som en parade eller som en ting, hvor man har det hyggeligt. Det bør også være en politisk kamp. Det er derfor, at jeg deltager i Nørrebro Pride, fordi det handler om at samle folk og tale om LGBT-livet i en intersektionel kontekst.

I stedet for merchandise, hvad er så et godt alternativ for folk, som vil støtte sagen?

Gå ind og støt de organisationer, som gør deres ting godt. Der er både folk, der arbejder for sexarbejderes rettigheder, der er LGBT-asyl, der er også en NGO, som taler om uddannelse i den kontekst. Jeg siger slet ikke, at det ikke er vigtigt, at folk kommer til Priden og deltager, og har det hyggeligt. Pride er bare ikke kun dét, Pride eksisterer ikke kun for festen.

En sidste opfordring til, hvordan læserne kan engagere sig i LGBTI-rettigheder?

Jeg synes, at folk bør læse op på LGBTI-historie. På Stonewall Riots og Marsha P. Johnson og Sylvia Rivera (grundlæggere af organisationen ’Street Transvestite Action Revolutionaries’, som arbejdede for unge, hjemløse drag queens, homoseksuelle og transkvinder, red.) Jeg synes også, at folk bør læse lidt op på Nørrebro Priden, som mange medier er gode til at bashe, måske fordi de ikke forstår konteksten. Men det handler i bund og grund bare om, at sætte dem i centrum, som det hele handler om. Give dem en platform og lidt ’shine’.